Da jeg var barn og lidt oppe i teenageårene, skrev jeg mine første tekster i små bøger med en lille symbolsk hængelås. Det var mest noget med at liste drengenavne op i prioriteret rækkefølge med små notater ud for hver. Jeg skrev også meget detaljeret om dengang, jeg kyssede en dreng for første gang. Jeg gik i 5. klasse, og Nikolaj og jeg sad under et bord til en klassefest.
Dagbøger er normalt hemmelige, og derfor er det altid ekstra interessant, når nogen vælger at åbne op og lade os andre få et kig ind i deres private verden. Det har vi fået hele tre spændende mennesker overtalt til, og det er der kommet tre gode artikler ud af.
Forfatteren Leonora Christina Skov fortalte for to uger siden om, hvordan det kun havde været hendes forældre, som havde gjort det vanskeligt for hende at være lesbisk. De dagbøger var der meget smerte i. I sidste uge åbnede sangeren Cæcilie Norby op for sine dagbøger, der afslørede, at hun nåede op på usædvanligt mange forelskelser i sine ungdomsår.
I denne uge er turen kommet til skuespilleren og dramatikeren Christian Tafdrup, som udmærker sig ved at have mere end 100 dagbøger i forskellige former og farver. Han har altid skrevet dagbog og gør det stadig.
I artiklen på side 14 kan du læse om hans ungdomskærester, om jalousi og om at forsøge at regne kærligheden ud som en ung og nørdet dreng. I gymnasieårene var han topfrustreret over, at han tilsyneladende ikke havde en chance hos pigerne, og han frygtede, at der var noget i hans fremtoning, som signalerede til pigerne, at de skulle holde sig væk.
I dag er Christian Tafdrup nærmest ved at brække sig over sig selv. Over alle de ord og alle de følelser i én stor forvirring. Sådan har jeg det ikke. Jeg føler mig inspireret og inviteret inden for i en interessant mands verden, som jeg uden dagbøgerne aldrig var kommet i nærheden af.
