Lad Lone komme videre med sit liv

"Lad Lone komme videre med sit liv"

Det er dybt urimeligt over for både Lone - men også over for gerningsmanden - at han endnu ikke er straffet, mener chefredaktør Tina Nikolaisen i denne uges leder.

For nogle år siden, da jeg arbejdede som tv-journalist, besøgte jeg en kvinde, som havde været udsat for et brutalt og umotiveret overfald i Aarhus midtby.

En ung gerningsmand havde slået Lone adskillige gange med en granitmorter i hovedet. Hun var millimeter fra at dø.

Politiets fandt desværre ikke gerningsmanden under deres efterforskning – og som årene gik kæmpede Lone med angst, frygt og fysiske men.

Knap syv år efter overfaldet sker miraklet. Lone er med i et TV2-program om

uopklarede sager, og den unge gerningsmand ser tilfældigvis med.

Han beslutter overraskende nok at melde sig selv til politiet. Lone og den unge mand møder oven i købet hinanden i et konfliktråd, som politiet arrangerer, hvor gerningsmanden brødebetynget undskylder over for Lone. Han vil gerne videre med sit liv og vil derfor gerne tage sin straf.

Og så skulle man tro, at den sag var lukket. Men i dag, tre år, efter at Lones gerningsmand meldte sig selv, har han stadig ikke været i fængsel. Og som du kan læse i Lones debatindlæg på side 28 og i vores interview med hende på side 30, så er hun uforstående overfor, at det kan tage så lang tid.

Det er en hån over for Lone, at sagen skal trækkes i langdrag. Hun har været så rigeligt igennem allerede og må også trækkes med, at gerningsmanden bor i samme lille by som en del af hendes familie.

Men det er også dybt urimeligt over for gerningsmanden, som jo vælger at melde sig selv. Han stod frem, fordi han gerne ville tage sin straf og komme videre med livet – med bedre samvittighed. Her var faktisk en mulighed for et give en kriminel en ny start.

Og alt det smider det danske retsvæsen på gulvet. Det må da kunne gøres bedre.