Mød Margrethe Vestager: Danmarks mest magtfulde kvinde?

Nok vandt Helle Thorning-Schmidt statsministerposten ved valggyseren i efteråret, men med sin skarpe retorik og stilsikre fremtoning var det Margrethe Vestager, der stjal spotlyset som årets politiske stjerne. Vi har talt med Borgens ubestridte kronprinsesse om vejen til ministerposten, stil, og hvordan vi skal klare os ud af krisen.

“Jeg bliver altid lidt i tvivl om, hvor meget fra min barndom jeg husker rigtigt, og hvor meget der er efterrationaliseringer … Mere kaffe?” spørger Margrethe Vestager, 2011’s måske mest folkelige politiker, og skænker mig en kop, mens jeg spørger ind til hendes opvækst i det vestjyske.

Vi sidder på økonomi- og indenrigsministerens lyse kontor i Finansministeriet, hvor papkasserne endnu kun delvist er pakket ud, og billederne står langs væggene og venter på at blive hængt op. Forud for vores interview har Margrethe Vestager været igennem det vigtigste halve år i sin 20 år lange politiske karriere: Det Radikale Venstre red på en popularitetsbølge til partiets bedste valgresultat siden 1973, voksede sig større og mere indflydelsesrigt end Socialdemokraternes tidligere foretrukne legekammerat SF og indtog en fremtrædende plads i den nye regering med seks ministre. Siden har Margrethe, nu statsminister Helle Thorning-Schmidts nr. to foran SF’s Villy Søvndal, ikke haft mange rolige øjeblikke til at tage sig af småting som fx en smule flytterod i hjørnerne. Hun har bl.a. været med til at forhandle finanslov for 2012, diskuteret gældskrise og samarbejdet mellem euro- og ikke-eurolandene i Bruxelles – og så er den 44-årige veteran i dansk politik endnu en gang blevet radi-cool i befolkningens øjne. Så cool, at hele 75 % af de danske vælgere mener, at det er Margrethe, og ikke Helle, som har størst indflydelse på regeringens politik. Det viste en undersøgelse fra Rambøll/Analyse Danmark i efteråret.

Som særlig udslagsgivende for Margrethes store popularitet (ikke mindst blandt den yngre del af befolkningen) fremhæves ofte politikerens klare retorik og tillidsvækkende udstråling, der ikke blot skinner igennem på tv, men også i virkeligheden denne torsdag formiddag, hvor hun smiler imødekommende på den anden side af bordet og en bugnende frugtskål (som hun med jævne mellemrum dykker ned i bevæbnet med en lille skrællekniv). Af statur er hun overraskende spinkel for sin højde, som hun sidder der i en tynd turtleneck-sweater med den skarpe korthårsfrisure og store øjne i et mørklødet ansigt. Det er nærmest umuligt at forestille sig, at Margrethe faktisk for år tilbage rundede en vægt på 95 kg, især efter at have set hende i løbetøjet til bl.a. efterårets DHL-stafet i Fælledparken, som den vordende minister deltog i midt i en sydende valgkamp. Eller iført en enkel COS-kjole omringet af journalister på Borgens trapper.

Men mere om Margrethes stilrevolution senere. Først tilbage til rødderne i det vestjyske.

Præstedatteren

“Jeg er vokset op med tre søskende i et hjem, hvor begge mine forældre arbejdede som præster i et småbysmiljø. Det vil også sige, at min opvækst var meget præget af at være ‘de kendtes’ datter i et lille lokalsamfund. Der var nogle særlige forventninger, og det var et relativt nært miljø. Med sådan en lidt negativ klang ville man måske kalde det for social kontrol, men der var også en stor omsorg og omhu over for hinanden. Man vidste, hvornår nogen havde brug for en hånd. Det er jo de små samfunds dobbelthed: På den ene side kender man hinanden godt, og på den anden side er der et stærkt normsystem. Man skal helst holde sig nogenlunde inden for dydens smalle sti,” fortæller Margrethe Vestager.

Hun understreger, at hendes verdenssyn i høj grad blev formet af opvæksten på en præstegård:

“Det var et sted, hvor folk kom med alt mellem himmel og jord, i bogstaveligste forstand. Der kom folk, der havde alt, og der kom dem, der ikke havde noget som helst. Og det tror jeg har været med til at give mig et meget mangfoldigt syn på verden,” siger hun.

Og det har også givet hende et behov for at være til stede for andre:

“Mine forældre har aldrig haft nogen træffetid i deres virke som præster, så vores hjem var et sted, man kunne komme døgnet rundt, og telefonen altid blev taget. Den dag i dag kan jeg ikke have en telefon, der ringer. 99 ud af 100 gange er det et eller andet helt banalt, men nogle gange er der jo en situation, og så er der en eller anden, som har brug for dig. Og derfor skal telefoner tages,” siger Margrethe med eftertryk.

En personlig politik, der er helt i tråd med hendes ry som en af de mest samarbejdsvillige politikere, når det kommer til fx at give interviews i pressen. Da jeg påpeger dette for hende, nikker hun og siger:

“Selvfølgelig må man stille op, hvis er nogen, der vil tale med dig. Og nogle gange har man et godt svar, andre gange et knap så godt et, men det er ligesom ikke det, der er det vigtige. Det vigtige er, at vi er tilgængelige for hinanden.”

Fra elevråd til partiformand

Politik var også en stor del af ministerens opvækst – hendes tipoldefar var med til at grundlægge Det Radikale Venstre i 1905, og begge Margrethes forældre var politisk aktive, mens hun boede hjemme.

“Selv om det ikke var et partipolitisk hjem i den forstand, viste mine forældre i hverdagen, at det var en helt naturlig ting at være interesseret i, hvad der foregik omkring dem. Og det gjaldt også, hvis der fx skulle laves en friskole i den nærmeste by, eller der var brug for at stille op til borgerforeningen. Så interessen for at interessere mig for mine omgivelser kommer hjemmefra. Men jeg gik ikke op i partipolitik, før jeg var omkring de 20. Indtil da syntes jeg, det var mere spændende at være medlem af fx elevrådet på min skole,” fortæller Margrethe.

Hvad ville du være som barn?

(Hun tænker længe, mens hun tygger på et par stykker pære, hun har skåret i yderst symmetriske både, mens hun talte før).

“Det kan jeg faktisk ikke huske. Men som ung kunne jeg godt tænke mig sådan et spisested, hvor folk også kunne danse. Det syntes jeg ville være fantastisk. Senere ville jeg være ingeniør og bygge broer. Der var jeg bare ikke forudseende nok, for lige på det tidspunkt havde de allerede besluttet sig for Storebæltsbroen. Så jeg tænkte: “Damn! Så kan det også bare være lige meget,”” griner hun.

“Så jeg besluttede mig for, at jeg skulle være økonom, for det kan man bruge til alt muligt, og om ikke andet kunne jeg sikkert komme ind i statsadministrationen og gøre karriere. Så drømmene gik fra det der meget nære med at lave mad til at konstruere ting, der så i virkeligheden blev til den bredere samfundskonstruktion. Jeg kan egentlig godt se et udviklingsforløb i det, for det handlede hele tiden om at skabe noget. Og måske er det meget godt ikke at skulle leve af at lave mad – det ser ud, som om det er hårdt arbejde,” siger Margrethe med et glimt i øjet.

I 1988 fik en spirende interesse for politik hende dog alligevel til at følge familietraditionen og engagere sig i Det Radiale Venstre, og hun tog hul på sin politiske karriere som folketingskandidat for partiet i Esbjerg-kredsen. 10 år og job i Finansministeriet og Økonomistyrelsen senere blev hun ved valget i 2008 undervisnings- og kirkeminister i Nyrup-regeringen. I 2007 overtog hun posten som politisk leder for Det Radikale Venstre efter Marianne Jelved i et forsøg på at redde partiet, der efter Naser Khaders og Anders Samuelsens afgang for at danne Ny Alliance var præget af intern splid og ringe vælgertilslutning.

“Det har altid været De Radikale for mig. Og det tror jeg skyldes en social indignation. Der er bare nogle mennesker, som ikke har det særlig nemt, og dem må vi andre stå til rådighed for. Samtidig må vi også forvente, at hver eneste af os selv har lyst til at tage ansvar for vores liv. Lige så vigtigt det er at passe på dem, der ikke kan, lige så vigtigt er det at få frihed til at gøre de ting, man selv vil. Den balance findes selvfølgelig i forskellige former i alle partier, men hos Det Radikale Venstre står den som det centrale, som den kerne, alting drejer om,” siger Margrethe.

Fantastisk at være forælder

Privat er Margrethe Vestager gift med Thomas, som underviser på VUC i København.

Hvornår mødte du din mand?

“Det gjorde jeg i 1990. Vi mødte hinanden helt kort, da nogle fælles venner skulle flytte. Jeg var som sædvanlig bare lige forbi for symbolsk at hjælpe med at flytte to kasser. Og så gik vi forbi hinanden, og jeg så ham og tænkte: “Nå ja, det kunne man jo også.” 14 dage efter blev vi inviteret til fødselsdag hos en af vores venner – og så har vi været sammen lige siden. Så det findes altså, det der med ‘fra første øjekast’,” smiler Margrethe.

Sammen har parret i dag tre døtre på 16, 13 og 8.

Hvordan ændrede du dig, da du blev mor første gang?

“Jamen, først og fremmest havde jeg egentlig aldrig forestillet mig, at jeg ville synes, at det var mig, det der med at blive mor. Jeg så ikke mig selv som den moderlige type. Men det var en meget stor oplevelse, det at få et fællesskab med ens egne forældre, fordi man lige pludselig forstår, hvordan det er, når noget er vigtigere end én selv. I centrum for oplevelsen, når man bliver mor, er selvfølgelig det bånd, man knytter med sit eget barn og den nye generation. Men at man også kan knytte et stærkere bånd bagud, det synes jeg var en utrolig behagelig sidegevinst. Det havde jeg slet ikke forudset,” fortæller Margrethe.

I dag synes hun da også, at det er fantastisk at være forælder:

“Det er så eksklusivt: Der er så få mennesker i verden, der har ret til at kalde én ‘mor’,” siger hun varmt.

Men er det ikke svært at kombinere ministerrollen med moderrollen?

“Uanset hvordan man arbejder – om det er det, vi kalder karriere, eller et helt almindeligt hårdt fysisk arbejdsliv – så er det altid krævende at kombinere det udadvendte liv med det private. For mig er det vigtigt at efterlade politikeren på dørmåtten, for det er ikke hende, min mand, mine piger eller vores hund for den sags skyld efterspørger. Og det sætter jeg ret stor pris på, for det gør jo, at jeg har flere rum til at udvikle de forskellige sider, som vi alle sammen har. Og jeg risikerer ikke kun at blive ‘politikeren’. Politik er jo et arbejde som så meget andet, men en af de væsentlige forskelle er alligevel, at det udspilles i fuld offentlighed. Alt, hvad vi gør, alle de fejl, vi begår, de succeser, vi har, de udstilles i fuld offentlighed. Og derfor kan det jo nogle gange blive til en rolle og blive snævert, fordi man er forpligtet, og man har ansvar, og der er grænser for, hvor meget man kan skeje ud her og der,” forklarer Margrethe.

Hvad gør du og din mand for at forblive tætte, når du har så travlt?

“Først og fremmest er vores hjem vores. Af og til kan jeg da godt blive fristet til at vise folk, hvor skramlet vi bor, men det er en stor frihed ikke at have delt sit arbejdsværelse eller køleskab med resten af Danmarks befolkning, fordi det gør, at vi har et sted, der kun er vores. Det andet er, at selv om jeg har relativt lidt fritid, så er det, at vi en gang imellem laver noget hver for sig, hvor han fx læser en bog, og jeg ser en film eller strikker, det er næsten meditativt. Man får den der ro ved at være sammen uden hele tiden at skulle være i kontakt,” fortæller hun.

Hvad vil du helst give videre til dine børn?

“Åh, jamen, der er jo så meget. Listen er lang! Nogle gange ville man ønske, at man kunne tage alle sine erfaringer og give dem intravenøst. Men det kan man jo ikke, de bliver nødt til at opleve ting selv,” smiler Margrethe.

“Men først og fremmest håber jeg, at de oplever, at Thomas og jeg prøver at skabe et liv, hvor vi gør det så godt, vi kan. Og en gang imellem fejler vi. Vi lever ikke et liv mod perfektion, men et liv, hvor vi er til stede. Jeg forsøger at gøre mine børn den tjeneste at vise dem, at selv om jeg først og fremmest er deres mor, er jeg også et menneske, som gør nogle andre ting. Jeg kan godt have en intens og konfliktfyldt telefonsamtale, mens de er der, og så lukke ned for det bagefter,” siger hun.

Karrierekvinder vs. karrieremænd

Synes du, at det store fokus på begrebet karrierekvinder og ligestilling i forhold til fx forældrerollen i vores samfund er berettiget?

Hun sukker lidt og svarer: “Det er tilsyneladende stadigvæk overraskende i vores kultur, at kvinder ikke kun har lige så meget ansvar, men også, at de arbejder lige så meget som mænd. På en eller måde virker det, som om det stadig er en ny ting. Og det kan man godt gå og bitche lidt over og tænke: “Hvorfor spørger de aldrig mænd om at passe børn?”” siger hun og fortsætter:

“En af kvinderne i den radikale folketingsgruppe venter barn til marts, og der har lige været en stor sag, fordi hun ikke fortalte, at hun var gravid, da hun blev valgt ind. Nogle siger: “Du er blevet valgt under falske forudsætninger, for du vil nu have barselsorlov fra Christiansborg i op til flere måneder.” Og altså helt ærligt, hvis en mand i samme situation skulle være far, ville man jo aldrig løfte et øjenbryn over det,” siger Margrethe.

Det er et emne, hun har talt om mange gange før, men også en debat, hun mener, vi langtfra er færdige med:

“Jeg synes selv, det giver en meget stor frihed, at man som kvinde har flere roller. Det er jo tilsyneladende det, der er provokationen for nogle mænd: At kvinder ikke vil gå 100 % ind i karriererollen, fordi man fysisk bliver gravid og fysisk går væk fra sit arbejde en gang imellem og er forælder – og dermed har en anden rolle at træde ind i. Men tænk en frihed, hvis mænd også på samme måde havde flere roller at pendle imellem. Man ser jo fx, at det er et meget større problem for mænd at blive fyret, fordi der ikke er nogen anden rolle, de kan træde over i. Kvinder klarer typisk afskedigelse og ledighed nemmere end mænd, for de er sådan lidt: “Nå, men så laver jeg bare noget andet.” Kvinders identitet ligger ikke 100 % i deres arbejde eller 100 % i deres ægteskab eller moderskab for den sags skyld,” siger Margrethe.

Hun tænker et øjeblik og siger så:

“Derfor ligger der måske i den der ret træls diskussion om ligestilling egentlig nogle muligheder for at give hinanden større frihed i vores syn på, hvad vi kan bruge livet til.”

Margrethe-feberen

Over sommeren 2011 og i efteråret, da valgkampen gik i gang, syntes det ganske land som grebet af en ‘Margrethe-feber’. I takt med at Det Radikale Venstres popularitet skød til vejrs i målingerne, fandt partiformanden sig selv i den noget specielle situation, at medierne nu ikke kun ville høre hendes mening om aktuelle politiske emner – men også, hvad hun havde på. Og hvem der klippede hendes hår. Hvordan gaflede Margrethe og hendes parti sig al den positive omtale?

“Der er jo nogle ting, der er uretfærdige, forstået på den måde, at hvis man er på vej op i det offentlige lys, bliver det positive ved én forstærket, og omvendt, hvis man er på vej ned. Det kender jeg jo fra førstehåndsoplevelse: Det Radikale Venstre har været nede og lugte til spærregrænsen for få år siden – og der lugter simpelthen så grimt dernede, ligesom du ved, at jeg heller ikke kan lide ost, jeg kan nærmest lugte, hvordan det smager. Der var jeg der, hvor folk spurgte: “Er det ikke din skyld? Burde du ikke tage konsekvensen? Er du ikke dum, doven, osv.,” fortæller Margrethe.

“Men siden har vi i partiet været igennem et meget langt træk, hvor vi har set på, hvad vores visuelle identitet er, hvordan vi præsenterer os selv, og hvordan vi fortæller om den politik, vi står for. Jeg tror ikke, vi har ændret noget som helst i vores politik, men vi fortæller om den på en anden måde. Vi er blevet mere direkte, er mere på og har taget nogle af fremmedordene ud. Og så er der noget andet, og det er, at vi har turdet gribe de politiske muligheder, der er,” forklarer Margrethe.

Hun slår ud med armene: “Fx da vi lavede tilbagetrækningsreformen i foråret – det burde ikke kunne lade sig gøre. Vi havde talt om, at efterlønnen skulle afskaffes, og folk sagde: “Hallo, det kommer aldrig til at ske, det er funny money, I finansierer med, I må finde på noget andet.” Og vi sagde: “Selvfølgelig kan det lade sig gøre. Der vil komme en tid, hvor det vil være uafvendeligt, at vi går den vej.” Og så kom den tid. Fordi taktiske, økonomiske og strategiske hensyn smeltede sammen. Vi rakte ud efter mulighederne og sagde højt og tydeligt: “Ja, vi tror sådan set på, at vi både kan få den her reform OG en ny statsminister.” Vi havde arbejdet benhårdt på at komme derhen, hvor vi var nogle, som var værd at tale med,” fortæller Margrethe.

Cool minister-stil

Men hvad med hendes personlige stil, der fik så meget opmærksomhed under valgkampen? Er den også et led i partiets visuelle branding-strategi?

“Det er ret mærkeligt, det der med stil. Ret beset er det meste af mit tøj i skabet det samme som tidligere. Men der er til dels noget med måden, man ser sig selv på, og måden, man kombinerer sit tøj, som ændrer sig med tiden. Selvfølgelig er der også kommet nye ting til, men jeg tager stadig noget af det samme tøj på som for to år siden, som folk dengang syntes var grimt, men nu synes er cool,” siger Margrethe med et skævt smil.

Jeg pointerer, at hendes ofte meget feminine outfits står i skærende kontrast til Helle Thorning-Schmidts, der er blevet mødt med nogen kritik for at være ret maskuline og uniformerede i deres udtryk.

“Jeg har ikke gjort mig tanker om mine outfits som en kontrast til Helles, men tænkt mere over, at de skal vise mig, som jeg er. For mig er politik ikke et business-suit – der må gerne være farver på. Det er jo det, der er noget af det skønne ved at være kvinde, ikke? Der er makeup, og der er tøj, og der er farver, og det behøver ikke at være uniformeret. Altså, tænk de stakkels mænd, ikke? Vi kvinder har så mange muligheder, for vi behøver ikke at tage noget på, hvor den eneste variation er, om vi har slips på eller ej,” smiler Margrethe. Og indskyder, at hun i øvrigt har modstået alle de mange gode råd om at farve sit grålige hår. Fordi det er hende.

Hvilke danske designere er du glad for?

“Jeg kan godt lide Wackerhaus, og så har jeg flere ting fra Stella Nova og Baum und Pferdgarten. Stine Goya synes jeg også laver nogle superflotte ting. Jeg synes faktisk i det hele taget, at dansk mode er meget interessant. Ikke nødvendigvis alt, hvad der bliver lavet, men man kan som regel nemt plukke en masse ting ud,” fortæller Margrethe.

Men det med tøjet er også en balancegang, siger hun:

“Selv om vi kvinder har større frihedsgrader i vores påklædning, skal det jo ikke være sådan, at folk tænker: “Hov, der kommer hende ‘den grønne’.” Tøj skal sige noget om, hvem du er, men det skal ikke sige det hele. Og det skal heller ikke fjerne opmærksomheden fra din person.”

Fantastisk at være i 40’erne

Hvordan har du det med din alder – passer den udvendige til den indvendige?

“Ja, egentlig. I lang tid troede jeg måske, at jeg var lidt yngre indvendigt end udvendigt, men sådan er det ikke længere, for jeg synes, det er fantastisk at være i 40’erne. Men vi bliver jo også yngre og yngre i den forstand, at en 40-årig i dag ikke er det samme, som en 40-årig var før i tiden osv. Noget andet er, at det er fedt at have fået en bagage, noget indsigt og erfaring og kunne smide nogle ting ud og sige: “Det gider jeg ikke bøvle med mere.” Man kan kende processerne, og man ved noget mere om, hvordan folk sådan er. Man bliver ikke længere så overrasket. Og man har alle kræfterne i behold til stadigvæk at udrette noget og gøre en indsats. Jeg synes, at jo ældre man bliver, jo mere plads bliver der altså til at have noget attitude. Det behøver man ikke overlade til L.O.C. og alle de andre drenge,” griner Margrethe.

Er der noget, du ville ønske, du havde vidst, da du var i 20’erne?

“Jeg ville ønske, at jeg ikke havde haft de sorger over, hvorvidt lårene var tynde eller tykke, eller om huden var ren eller grim – for når jeg ser en på 21 i dag, tænker jeg bare: “Åh altså, nyd det! Du er fantastisk.” Og det har ikke noget at gøre med, om man er tyk eller tynd, der er bare noget fantastisk over at være ny,” siger hun.

Jeg spørger, hvorfor hun tror, at rigtig mange unge – og unge voksne – i det moderne samfund har så svært ved at finde deres ståsted i livet.

“Jeg tror, at de yngre generationer i dag på nogle områder bliver hårdere testet end tidligere, fordi der på den ene side er utrolige muligheder, men på den anden side også enormt mange problemer at forholde sig til. Jeg oplever en stor alvor hos rigtig mange unge, som forholder sig til klima, flygtningestrømme, ret og rimeligt, balancen mellem syd og nord i veludviklede lande og ikke udviklede lande etc. Altså en stor alvor over for problemer, der er gigantiske. Og det, at vi lever i sådan en kaotisk verden med masser af medieplatforme og masser af bevågenhed, gør også, at der kommer et meget stort pres på for, at man skal finde ud af, hvem er jeg så? Hvad er min identitet? Hvad skal jeg stille til rådighed for andre? Det der med hele tiden at have sådan et offentligt iscenesat liv, det er svært,” siger Margrethe og fremhæver, at Facebook og Twitter på den måde ikke gør det nemmere:“Vi har fået al teknologien, men jeg synes, vi stadig mangler at udvikle kulturen omkring, hvordan vi rigtig skal bruge den. Meget af teknologien er jo enestående, tænk en frihed, man får. Men man skal også finde ud af, hvordan man holder et rum frit til sig selv. Det tror jeg, der er mange, der har svært ved,” siger hun.

Ud af krisen

Men med al snakken om finanskrise, økonomisk kollaps og det skrantende samarbejde i EU er der så egentlig ikke god grund til en vis usikkerhed i samfundet og ikke kun blandt de unge?

“Altså, da vi skulle navngive vores første finanslovsforslag, foreslog jeg, at det skulle hedde Ansvar og handling, for der er sådan set god grund til at se med stor alvor på den situation, vi er i,” siger Margrethe.

“Vores vækst i Danmark er simpelthen så lav, og beskæftigelsen falder, fordi folk trækker sig ud af arbejdsmarkedet, så der bliver bare mindre at dele ud af, uanset om det er privat eller offentligt. Så ja, vi er i en dybt alvorlig situation, som vi må tage ansvar for – men vi kan godt handle. Vi kan godt komme ud af det. Vi behøver ikke at rulle persiennerne ned og sidde stille og vente på, at det går over. Det kan godt være, at der er krise, det kan godt være, vi ikke har nogen penge, men vi har stadigvæk vores indsigt og vores egne ressourcer og vores kompetencer – det, vi ved og kan – vores kreative tænkning og vores vilje til at række ud efter andre. Forældre kan gøre noget for at sørge for, at skoleklassen hænger sammen, og børnene fx får ro til at lave deres lektier. Eller man tager to liter mælk med til naboen, hvis man alligevel skal ned og købe ind. Omsorg for hinanden i samfundet – det er jo sådan set et meget godt kriseberedskab,” siger hun og smiler smilet, der på mest beroligende vis får én til at tro på at, ja, det skal sgu nok gå alt sammen.

“Noget af det vigtigste at interessere sig for i politik er, hvordan vi bliver ved med at bygge samfund. Både i det små med naboen, skoleklassen, børneinstitutionen og med dem, der bor på den anden side af vejen, måske i en anden type boligkompleks, end vi selv bor i. Det er vigtigt at blive ved med at være nysgerrig og tænke over, hvordan vi får tingene til at hænge sammen på andre måder,” understreger Margrethe.

Så hvad kan der gøres for fx at gøre arbejdsmarkedet i Danmark mere attraktivt, så folk netop ikke melder sig ud af kampen?

“Det ene er, at det skal kunne betale sig at arbejde. Skatten på arbejde skal ned. Og det er uanset, om vi snakker om lavtlønnede eller folk, som tjener lidt mere. Det andet er, at vi skal blive ved med at gøre det tydeligt, at det sådan set er ret sjovt at arbejde. Nogle dage er det selvfølgelig enormt bøvlet, og der er konflikter med kollegerne osv., men grundlæggende er det sjovt at være i gang, det er sjovt at kunne påvirke sin verden og flytte nogle ting. Uanset hvilken rolle man spiller på den arbejdsplads, man er på, så bidrager man. Og alternativet er jo egentlig ikke særlig attraktivt: Hvis man selv har prøvet det eller kender nogen, der er ledige, så ved man, hvor hurtigt det går ud over ens selvværd og troen på, at man kan noget, og at man har indsigter og færdigheder, der er efterspurgt af andre mennesker. Det er sådan et lidt underligt spøgelse, den der tanke om, at det da kunne være meget rart ikke at arbejde. Næ, egentlig ikke. Det er en flugt-drøm, ikke? Det egentlige liv er jo, når man er aktiv, når man yder noget, når man får sine egne penge ind på kontoen,” slår økonomi- og indenrigsministeren fast.

Det store spørgsmål

Vores tid sammen denne formiddag er ved at rinde ud, men inden jeg går, er der lige én ting, jeg ikke kan lade være med at spørge ind til: Kunne Margrethe Vestager mon tænke sig at blive statsminister en dag?

Hun tygger på endnu et stykke frugt og siger så ganske nøgternt:

“Det er et cool kontor.” Hun griner lidt frækt, vel vidende at det ikke er det svar, jeg fisker efter.

Så siger hun: “Jeg har det faktisk fuldstændig, som jeg havde det under valgkampen: at der er fristelser, som man skal modstå. Og for det første er det, jeg laver nu, både udfordrende og sjovt nok. For det andet er det at få regeringen til at fungere som en helhed og som et team sådan set det, der er den interessante opgave.”

Så det er ikke noget, du drømmer om om natten?

“Jeg sover som en sten.”

Interviewet er slut, men da jeg er ved at samle mine papirer sammen, rækker Margrethe nysgerrigt ud og tager fat om mit tatoverede håndled:

“Må jeg se, hvad er din tatovering?”

(En vinge og ordet ‘lovers’ skrevet på indersiden af håndleddet).

“Det synes jeg er rigtig fint. Men der må da være mange, der spørger til den?” vil hun vide.

Det er der også, siger jeg. Og tilføjer, at man skal passe på med tatoveringer: Den ene tager den anden.

Margrethe nikker indforstået:

“Det har jeg også tænkt – når først man har tatoveringen, tænker man vel ikke så meget over den, så er den bare en del af dig. Det er sikkert som med mange ting, at hvis man først har overskredet grænsen, så får man lyst til at gøre lidt mere.”

På vej ud af Finansministeriet tænker jeg over, om det mon alligevel også forholder sig sådan, når man er blevet landets næstmest magtfulde politiker …?

Læs også: Dansk & dejlig: Interview med Mette Lindberg »