På sporet af det vildeste liv

Tina Nikolaisen: Hyld de kvinder, der har gjort en forskel

Tina Nikolaisen om, at vi alt for sjældent hylder de kvinder, der gennem et langt liv på arbejdsmarkedet har gjort en forskel

Her forleden besluttede vi på redaktionen, hvem der i år skal modtage ALT for damernes kvindepris.

Der var mange gode kandidater på bordet. Hvem det blev, kan jeg naturligvis ikke afsløre før til oktober, hvor vi offentliggør vinderen i bladet og ved en lille fejring.

Men det, som jeg kan fortælle, er, at der er tale om en kvinde, der ikke lige er kommet ud af gymnasiet. Nej, det er en moden kvinde. Og så siger jeg ikke mere.

Min pointe er, at vi alt for sjældent hylder de kvinder, der gennem et langt liv på arbejdsmarkedet har gjort en forskel.

Ja, faktisk er det sådan, at vi alt for lidt værdsætter den viden og erfaring, som det såkaldte "grå guld" kan bidrage med. Virksomhederne foretrækker ofte de helt unge og uerfarne med masser af gå-påmod og dynamik – men med mindre viden og indsigt. Når de ældres viden går tabt, bliver vi fattigere som samfund.

Feministen og forfatteren Suzanne Brøgger, som fylder 70 år til november, er et godt eksempel på en kvinde, som stadig har meget at byde på.

I 1973 udkom hendes debutroman, "Fri os fra kærligheden", som ruskede op i kærlighed, kønsroller og kernefamilie.

Hun skrev det, som ingen før havde sat ord på, fik tæsk for det og fortsatte med at provokere.

Historien om hendes eget liv måtte hun dog overlade til en anden. Efter flere års forgæves forsøg på at skrive en selvbiografi gav hun opgaven til litteraten Louise Zeuthen, der fik adgang til et enormt materiale inklusive dagbøger og intime brevvekslinger.

På side 102 inviterer Louise Zeuthen os med til det første møde med forfatteren, hvis virkelige liv viser sig at være endnu vildere, end hendes bøger har formidlet indtil videre...

LÆS FLERE KLUMMER AF TINA NIKOLAISEN HER.