Jeg læste artikelen på Eurowoman.dk om Sisse. Den handlede, som titlen antyder, om Sisse Sejr Nørgaard, som er nybagt mor til den kendte Monte Carlo-vært Esben Bjerres barn. Jeg faldt over den på Facebook, hvor mange havde kommenteret.
Mit problem er de mange kommentarer, hvor folk kaster om sig med deres holdninger om, hvorvidt Sisse er en dårlig mor, hvorvidt hun elsker sit barn, og hvorvidt hun skulle have valgt en abort. Flere sammenligner Sisse med 'De unge mødre', at hun ikke skulle være blevet mor, at det er for ringe at glemme at tage p-pillerne, at hun er uansvarlig osv. Så er der dem, der synes det er synd for barnet, at denne artikel er skrevet, for når det barn kender sandheden, så vil det jo føle sig forsømt og ikke elsket.
Der er dem, der synes det kunne være interessant at høre det fra barnets synsvinkel, og det drev mig til at skrive dette debatindlæg. For så skal jeg fandeme give dem barnets synsvinkel!
Jeg er 22 år og datter af en mor og far, der i en ung alder fik mig ved et uheld. Min mor var selv kun 22 år, da hun blev gravid med mig. Min far var på det tidspunkt 29 år, og de havde kendt hinanden i et års tid. Min mor skrev en dagbog om sine følelser og forvirring omkring dette pludselige nye lille liv hun skulle bære på og være mor for. Hun skrev den faktisk til mig.
Hun viste mig den for nogle år siden, da den kom frem af gemmerne midt i en oprydning. Der stod blandt andet, at hun ikke vidste om hun skulle have mig eller ej, og om hvor svært det var at skulle sige det til min far, for hun var bange for hans reaktion. I bund og grund var hun vel bange for, hvad denne ændring i hendes liv pludselig betød, hvad skulle der ske nu?
Jeg er ikke blevet stødt, ked af det, eller følt mig uvelkommen, ikke elsket eller noget i den stil af at have læst den dagbog. Det er min mors ærlige tanker omkring hendes allerførste barn, i en alder af 22 år, jeg er selv 22 år i dag og jeg kan sagtens forstå hende. Det er en stor ændring i sit liv at få et barn, det er klart det afføder en masse tvivlsspørgsmål, specielt når det ikke er planlagt, og man ikke havde indstillet sig på, at man skulle være mor lige nu.
Ja, det er måske en smule uansvarligt at glemme at tage p-pillerne, men kondomet kan også gå i stykker, det er man ikke herre over. Mennesker begår fejl, det sker hele tiden, med små og store ting. Men hvorfor skal man absolut have en abort, bare fordi det var et uheld, man blev gravid? Hvis man nu har det godt sammen med faderen, hvis man mener, at det her kan vi godt finde ud af sammen, hvorfor sidder der så folk og skriver en kommentar på Facebook, og mener at man burde havde fået en abort?
Jeg er ret glad for at mine forældre ikke stak halen mellem benene, og valgte en abort, for så havde jeg ikke været her i dag. Jeg var muligvis ikke ønsket til en start, men de tog udfordringen op og har gjort deres absolut bedste for at være gode forældre og de har ikke fejlet. Mine forældre havde muligvis en hård start, deres forhold blev i grove træk bygget på, at nu var de forældre sammen, men så tog de den derfra.
Jeg ville gerne give tvivlerne et modsvar, de ønskede at høre historien fra barnets synsvinkel, Sisses barn kan selv få lov at svare dem om 18 år, men i dag må de tage mine ord for gode varer, for jeg er selv et barn der kom til ved et uheld. Det har ikke betydet jeg har haft en dårligere opvækst, jeg er blevet elsket mindre, og vores liv som en familie er sådan set faldet ret godt ud, vi er stadig modsat mange andre en hel familie, der har holdt sammen i 22 år og jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle gøre det de næste 22 år. Jeg er heldig, jeg har en mor og far, der elsker mig. Jeg er stolt fordi de tog udfordringen med et barn op i sin tid og jeg er taknemlig for, at jeg fik lov at være her i dag.
Sisse Sejr tør at stå frem og fortælle os andre, at et barn ikke kun er en dans på roser, og ikke alle er drevet af speltmor-genet. At være soccermom ligger ikke lige til højrebenet for enhver nybagt mor, og i Sisses tilfælde kom det her barn ved uheld, og hun var ikke beredt eller indstillet på moderrollen. Sisse og Esben er unge mennesker, der indtil nu har levet de vilde 20'ere præcis som alle andre gør det, det er der intet forkert i.
LÆS OGSÅ: "Jeg mister fuldstændig lysten til sex, hvis jeg har betalt for min kærestes middag"
LÆS OGSÅ: Den store kabale: Hvornår er det perfekt at få børn?
LÆS OGSÅ: Moderne mor: Dømt til evigt dårlig samvittighed?