Darkness Falls

Se premieren på Darkness Falls nye musikvideo

Den danske rockpige duo Darkness Falls er klar med opfølgeren på deres overbevisende debutalbum Alive in Us fra 2011. I dag løfter duoen sløret for musikvideoen til deres kommende albums titelnummer "Dance and Cry".

Måske husker du singlen "Hey" fra pigernes første album, der er produceret af den danske elektrokonge Anders Trentemøller. Et hit, der med en melankolsk og inciterende lyd gjorde Darkness Falls til det mest spillede band på P3 i 2011.

Duoen, der består af sangerinden Josefine Phillip og guitaristen Ina Lindgreen, har siden udgivelsen af det første album høstet stor anerkendelse i både indland og udland blandt andet fordi, de er blevet hjulpet på vej af Trentemøllers tyske pladeselskab hfn.

Eventyret fortsætter

I et interview til magasinet Gaffa fra 2011, hvor pigerne endnu kun havde udgivet deres ep, sagde de følgende om den nystartede karriere:

- Vi vil gerne ud på Eventyr, og vi regner med at holde i mange år og udgive en masse musik.

Det er lige præcis, hvad de to har gjort. De har tilbragt utallige rejsedage på farten i Europa, hvor de har givet et hav af koncerter, og de har i det seneste års tid fokuseret på det nye album, som du kan få fingrene i fra den 16. marts.

Ny video

Netop nu kan du se musikvideoen til sangen "Dance and Cry". En video der ifølge duoen handler om at give slip og give sig hen, til livet, til natten, til kærligheden med alt hvad det indebærer.

Hovedkaraktererne i den nye musikvideo er to ældre mennesker, den ene spilles af Josephines far og den anden er Helen Dohlmann, som har dansestudiet Stepz i København. De bevæger sig på en natklub blandt unge mennesker. Josefine Phillip og guitaristen Ina Lindgreen har valgt at sammenblande den ældre generation med det unge diskoteksmiljø fordi:

- Kontrasten mellem de unge og ældre passer godt til det vi gerne vil udtrykke, nemlig at uanset om man er ung eller gammel så går man de samme følelser igennem, når det handler om livet og kærlighed. Os så kan man læse en anden skrøbelighed og hårdhed i de gamle menneskers ansigter, fordi de har levet et helt liv.

Videoen er instrueret af Inas tidligere medstuderende på filmskolen, Mette Carla Albrechtsen og lever i den grad op til duoens tidligere kunstneriske udgivelser, hvis du spørger os.

SE VIDEOEN HER:

LÆS OGSÅ: 15 chick flicks der kan ses over 5.000 gange

LÆS OGSÅ: Derfor skriver han ikke tilbage

LÆS OGSÅ: Apple lancerer nye tiltrængte emojis