"Det er en flippet tanke, at man skal være sammen med en, man slet ikke kender, resten af livet"

– Louise og jeg mødte hinanden i 1.g. Allerede dengang talte vi om at få børn sammen. Vi var det perfekte match. Bortset fra at jeg er homoseksuel. En del år senere præsenterede hun Johannes og mig for hinanden til en fest.

– Lige pludselig begyndte vi tre at snakke meget om at få børn. I starten lidt for sjov, men det var sådan en samtale, der bare blev ved og ved og ved. I et år snakkede vi om alt fra opdragelse til deling af barnet over mange flasker rødvin. Især har vi snakket meget om, hvordan vi skulle løse vores boligsituation. Johannes og jeg har jo også et ægteskab, der skal fungere. Vi skal acceptere hinandens privatliv og samtidig prøve at skabe et fælles liv. De grænser er ret vigtige at stille op fra start. Ellers er vi pludselig tre, der ser fjernsyn sammen, fordi det er enormt hyggeligt. Men så har man måske pludselig ikke længere et ægteskab.

– Vi har købt en villa i Brønshøj, fordi vi kunne få to villalejligheder ud af den. Johannes og jeg har stue og kælder, og Louise har første og anden sal. De tre første uger skulle jeg lige vænne mig til ikke bare at vade ind i Louises lejlighed. Nu har vi nogle helt faste tider, hvor vi mødes på opgangen og udveksler barn og bleer og sutteflasker. Og så er det ellers ligesom i gamle dage, hvor jeg skriver en sms til Louise, hvis jeg har lyst til at ses.

– Der er noget virkelig dejligt over at kunne sige: "Nu kan jeg ikke holde ud, at du skriger mig ind i hovedet længere. Der er en anden, der må tage over". Så kan man lukke døren, få helt ro i hovedet i to timer og så tage over igen. Vi er altid veludhvilede hjemme hos os, fordi vi skiftes til at have Maggie om natten.

– I går sang jeg godnatsang for hende, "da, da, da", og hun afsluttede med "da, da". Det var jo bare et tilfælde, det ved jeg godt, hun er ikke et geni endnu, men jeg døde lidt inde i kroppen. Det er meget små ting, der gør, at man bryder ud i glædesjubel, og verden står stille et øjeblik.

– Der er også noget skønt i at forlade huset. Jeg var heller ikke i tvivl om, at jeg ikke skulle på barsel. Det ville slet ikke passe til mig. Jeg er bare en meget bedre far, når jeg har været væk nogle timer og brugt min kreativitet.

– Der er ingen tvivl om, at min datter kommer til at møde modstand, fordi vi har valgt den her familieform. Jeg håber bare, jeg er rustet til at hjælpe hende. Modstand giver også karakter. Om seks år, når hun skal i skole, ser verden forhåbentligt også lidt anderledes ud. Så tror jeg ikke, det er så unormalt at leve på den her måde.

– Johannes og jeg var med i "Vild med dans", da Louise var sat til at føde. Da hun var gået to uger over termin, besluttede vi sammen med jordemoderen, at hun skulle løsne fosterhinden. Og så kunne der gå alt fra en time til et døgn, til hun fødte. Det var en fredag, så vi skulle begge på dansegulvet.

– Johannes og jeg tog ind til "Vild med dans"-studiet, og jeg ringede til Louises forældre og fik dem til at være hos hende. Klokken 16 begyndte hun at få veer. Der var et kvarter imellem, så hun mente, der ville gå lang tid endnu. Vi ringede til hende hele dagen. Lige inden vi skulle på gulvet, var der stadig et kvarter mellem veerne, så vi dansede vores show. Men i det sekund rulleteksterne gik på, ringede hun: "Nu kommer I eddermame hjem!" Der var kun fire minutter mellem veerne. Johannes og jeg blev smuglet ud af studiet forbi pressefolkene. På vej ud greb vi en håndbajer, som vi delte, og så nåede vi ellers fra Amager til Brønshøj på otte minutter. Louise skreg, så det var direkte på Riget. Hun fødte først næste morgen.

– Lige da Maggie kom ud, brød Johannes og jeg fuldstændigt sammen. Jeg sad med hende i armene og tænkte, alt andet er ligegyldigt. Og så måtte jeg lige lave et grundtjek: to arme, to ører, ti tæer. Det er en flippet tanke, at man skal være sammen med en, man slet ikke kender, resten af livet. Men det beroligede mig. Det fedeste ved at blive far er, at man finder ud af, der er noget, der er vigtigere end en selv. Jeg havde et enormt behov for at give slip på noget af alt det navlepilleri.

– Vi ved ikke, hvem af os der er biologisk far til Maggie. Hvis hun en dag vil vide det, skal hun have svar med det samme. Vores egoer havde bare ikke behov for at vide det. Især jeg var bange for, at jeg ville komme til at tage afstand under graviditeten, hvis jeg vidste, at barnet biologisk set ikke var mit. At jeg ville føle, jeg ikke var en del af det. Den chance turde jeg ikke tage.

LÆS OGSÅ: "Jeg følte mig hverken som en god mor eller en god medarbejder"

LÆS OGSÅ: "Jeg voksede op uden skolefester og fritidsaktiviteter"

LÆS OGSÅ: Mie Moltke: Lai og jeg har en kærlighedskontrakt