Få udfordret din viden om race og privilegier

Tendens: Derfor er race et varmt emne lige nu

Selvom bølgerne ofte går højt når emnet race tages op, så har DR valgt at tage fat på emnet, igennem en række DR3-programmer, du nu kan streame på nettet. Formålet er at gøre danskerne klogere på deres egen position.

Hvordan er det lige, vi selv står i forhold til racedebatten? Det skal DR3's række af programmet om lige netop det emne, race, være med til at afklare ifølge kanalens redaktør Irene Strøyer:

- DR3 er kanalen, der undrer sig over det absurde i samfundet. Og de store fordele, der stadig er forbundet med at være født som hvid, er jo absurd. Temaet skal derfor ses som en venlig påmindelse til den hvide race. De fleste af os tænker ikke over de privilegier, der stadig eksisterer, når vi fødes blege. Basale rettigheder bliver taget som en selvfølge, fordi vi ikke selv oplever diskriminationen i vores dagligdag, siger hun.

Tag en lyshåret paryk på, hvis du vil ind på diskotekerne

DR3's mission om at gøre "de hvide danskere" klogere på deres medfødte privilegier hilses velkommen af forsker Mira Skadegår Thorsen, som forsker i strukturel racisme. Hun mener, at man som "ikke-majoritet" eller brun kan opleve, at man bliver reduceret og sat i bås som "en af dem".

- Når en gruppe drenge med anden etnisk baggrund end dansk kommer gående ned ad gaden, så identificerer vi dem ikke som individer, men derimod som en samlet gruppe, som særligt truende. Hvis en gruppe lyshudede danske drenge kommer gående, kigger vi på dem hver især som individer med særlige karaktertræk, forklarer hun, og det er netop disse fordomsmekanismer, som DR3 tester og undersøger i nogle af deres programmer.

Fokus på den underbevidste diskrimination

I DR3's quizprogram "Den store racedyst" foretager programmet den efterhånden velkendte diskotekstest, hvor de lader tre drenge med anden etnisk baggrund end dansk forsøge sig med at komme ind på en række diskoteker. Som et twist, skal de først have en makeover, hvor de får lys hud og lyse parykker.

Drengene kan ikke komme ind på de fleste af de diskoteker de besøger, fordi de er en gruppe brune drenge, men med lyse parykker og lys makeup, der får dem til at se meget mærkelige ud, kan de sagtens komme ind på de fleste af de diskoteker, de besøger, alene fordi de er lysere.

Ifølge Mira Skadegår Thorsen er det ikke kun disse episoder, vi skal gøre op med. Den mere subtile og diskrete racisme er også vigtig at komme til livs, mener hun og uddyber:

- Den største diskrimination er den underliggende, den der ligger under overfladen. Det er vigtigt, at vi taler om race. For selvom race er en social konstruktion, så påvirker det den måde, vi er overfor hinanden. Det har betydning både bevidst og ubevidst på måden, vi er i verden på. Ved at lade som om, det ikke findes eller ingen betydning har, er vi med til at styrke benægtelsen – og det skaber faktisk bare endnu større udfordringer med racisme og diskrimination.

Stream DR3's programmer om race her og tjek dine privilegier med Buzzfeeds privilegietest.

LÆS OGSÅ: Ny Kampagne sætter forkus på danske kvinders forskellighed