Få inspiration til dit sunde liv i denne uges Health-tillæg

Tina Nikolaisen: "Det er ok at springe over, hvor gærdet er lavest"

Sundhed og kropsdyrkelse er populært som aldrig før. Bliv inspireret i ugens Health-tillæg.

For halvandet år siden klippede jeg en lille note ud af ALT for damerne med overskriften "7 minutes workout" og klistrede den på indersiden af mit klædeskab.

Det var små tegninger af 10 forskellige, simple øvelser, som armbøjninger og høje knæløft, som jeg kunne lave hvor som helst og når som helst. Høj intensitet, effektivt og så på bare 7 minutter.

Kvinder er generelt ret uenige om sundhed. Men vi er åbenbart meget enige om, at det er o.k. at springe over, hvor gærdet er lavest (i hvert fald er der nu 2 millioner (inklusive mig selv) som har downloadet appen "7 minutes workout".

Måske fordi vi lever i en tid, hvor sundhed fylder som aldrig før. Ikke kun fra de officielle myndigheders side, der forsøger at skubbe os i retning af et sundere liv med mindre fedt og mere motion. I tv, på boghylden og nettet findes et hav af hjælpere, der giver opskriften på et sundere og bedre liv. Enten gennem kost eller motion og gerne i kombination. Det får budskabet om sundhed til at føles så massivt, at en aften på sofaen med en bog udløser akut dårlig samvittighed.

"Jeg har ikke lyst til, at andre skal fortælle mig, hvad jeg bør gøre."

Og det, tror jeg ikke, er sundt. Derfor synes jeg, vi skal holde fast i, at motion er en privatsag. Jeg har ikke lyst til, at andre skal fortælle mig, hvad jeg bør gøre, ligesom jeg heller ikke vurderer folk ud fra, om de kan løbe 5 kilometer, eller om de hellere vil bruge (fri)tiden med en bog.

I denne uge får du vores nye sundhedsmagasin Health sammen med ALT for damerne. Vi har gjort os umage for at lave et magasin, som inspirerer, motiverer og måske puffer dig i gang med en ny motionsform. Ikke fordi du skal. Eller fordi andre siger, det er sundt. Men fordi det giver mening for dig.

LÆS OGSÅ sidste uges leder: Er det tabu at være arbejdsløs i Danmark?