'Vi siger pænt nej tak til alle med et partinavn, når der er valg i luften'

"Vi siger pænt nej tak til alle med et partinavn, når der er valg i luften"

Holdningen er klar og urokkelig på ALT for damerne.

Under valgkampen var ALT for damerne arrangør for et stort middagsselskab til ære for statsminister Helle Thorning-Schmidt. Vi havde inviteret en masse indflydelsesrige gæster, der donerede penge i spandevis til hendes valgkamp. Ugen efter var jeg ude og shoppe sammen med Helle Thorning-Schmidt og hjalp hende med at finde nogle lækre jakkesæt til valgkampens mange debatter. Hvis du er forarget, er det med god grund. Og historien er selvfølgelig heller ikke sand. Til gengæld er scenariet meget virkeligt i USA.

LÆS OGSÅ: Ingen vidste, hvor utrygt der var i Lotus Turélls barndomshjem

Demokraternes mest oplagte kandidat Hillary Clinton er i fuld gang med sin valgkamp og får massiv opbakning fra stort set alle de amerikanske dameblade. Og det er vel at mærke mere end 100 millioner kvinder. Som du kan læse på side 50, holder damebladene fundraisingmiddage, portrætterer Hillary Clinton og hendes datter på forsiden og bruger enhver given lejlighed til at anbefale hende som USA's næste præsident. Og ja, Vogues legendariske chefredaktør Anna Wintour har sågar været på shopping med hende

(dog for år tilbage).

Der er ingen tvivl om, at Hillarys Clintons køn er et aktiv for hende i valgkampen. Nogle mener ligefrem, at det er hendes stærkeste kort, og jeg synes personligt, at det er fint, at hun bruger det trumfkort. Det usædvanlige set med danske øjne er den åbenlyse støtte, damebladene giver, og som fru Clinton må være mere end begejstret for. Herhjemme har politikerne også fået øjnene op for, hvor stor en værdi et dejligt personligt portræt i for eksempel ALT for damerne kan have. Op til valgkampen væltede det også ind med forespørgsler fra politikere med mere eller mindre interessante vinkler på en god omgang skjult reklame. Vi har gjort det nemt for os selv. Vi siger pænt nej tak til alle med et partinavn, når der er valg i luften.

LÆS OGSÅ: "Hvis det er noget, jeg dør af, så må jeg sige, at jeg har brugt tiden godt"

LÆS OGSÅ: "Når man danner familie som to kvinder bliver det meget tydeligt, at familie er noget man opfinder"

LÆS OGSÅ: "Jeg er nok den eneste chefredaktør, der bor i en lille toværelses"