Tina Nikolaisen

"Vi skal have lov til at rase ud, råbe højt og skabe os åndssvage"

Tina Nikolaisen fortæller om kvinders humørsvingninger og manglende sexlyst i denne uges leder.

Det sker indimellem (ofte vil min mand nok sige), at mit humør tager nogle små udsving. Det kan være uskyldige skoletasker, der ligger og fylder hele spisebordet, som pludselig ødelægger mit gode humør. Eller et køkkenbord, som var rent og pænt, da jeg forlod det – og nu pludselig indeholder service, brødskorper og kakaopulver, som havde der været en hel klasse forbi.

Nogle dage vil jeg tænke, nå ja – dejligt at teenagerne tager kammerater med hjem, mens jeg svinger kluden og rydder pænt op. Andre dage bliver jeg så vanvittig, at der kommer meget lange og grimme ord ud af min mund (også selvom jeg er alene).

"Moody bitch" – er der nogen der kalder det. Og den gode nyhed er, at det faktisk er både normalt og helt i orden. I hvert fald hvis man spørger den amerikanske succesforfatter og psykolog Julie Holland, som netop har skrevet en bog om kvinders svingninger. Bogen er et forfriskende kønspolitisk opråb om, at den moderne livsstil faktisk er med til at nedbryde kvinders krop og sind. For der er langtfra noget sygeligt ved kvinders humørsvingninger, vores manglende sexlyst eller vores trang til at sove på mærkelige tidspunkter. Og derfor er det også en fejl ifølge psykologen, når kvinder bliver anbefalet hormoner eller lykkepiller for at styre svingningerne. Vi skal have lov til at rase ud, råbe højt og skabe os åndssvage.

På side 80 får du Hollands syv sandheder om, hvad den bedste medicin er mod at være sur, træt og urimelig.

Jeg er især vild med det sidste punkt: vi kvinder skal nemlig bare dyrke noget mere sex – også selvom vi ikke har lyst. For jo mere sex vi får – jo mere lyst får vi også. Og de hormoner, der udskilles, er langt mere virkningsfulde end lykkepiller og andet, der fås på recept. Og mon ikke det vil trænge den irriterende skoletaske lidt

i baggrunden. Jeg tror det!