Mathilde Beuschau
Foto: Malene Porup
Her er sundhedscoach Mathilde Beuschaus 5 råd til en sundere sommer
Sommeren er skudt i gang og det er tid til hyggelige grillaftener, masser af afslapning og ture til isbutikken - her er sundhedscoach Mathilde Beuschaus fem råd til en sommer i balance.
Sommeren er over os, og for mange betyder det ekstra god mad og måske et glas vin eller to på terrassen.
Sommeren kan for mange også give anledning til et øget fokus på krop og sundhed. HER&NU har derfor talt med "Årgang 0"-stjernen og sundhedscoachen Mathilde Beuschau, der her giver et par gode råd til at have en rar sommer i balance.
Artiklen fortsætter under videoen...
Kom ud!
Den danske sommer kan være en noget lunefuld oplevelse. Derfor skal det udnyttes, når solen endelig titter frem.
- Kom ud og vær aktiv i solen. Det giver både noget sol og noget D-vitamin ved at være udenfor, gå en tur og vær aktiv i det gode vejr, når vi har det, fortæller Mathilde og fortsætter:
- Når det er varmt og lummert udenfor kan fitnesscentret være virkelig ubehageligt. Så kom ud i stedet for og måske tag en dag på stranden og slap af. Og så er der en dag i morgen. Husk det.
LÆS OGSÅ: Derfor sætter Mathilde Beuschau fertilitetsbehandlingen på pause
Få dine hovedmåltider
Uanset om man ønsker et vægttab eller bare en balanceret og sundere livsstil, er det afgørende at få nok næring i løbet af dagen. Særligt plæderer Mathilde for de tre store måltider.
- Få din morgenmad, frokost og aftensmad. Det er vigtigt, at det ikke er dem, man dropper. Drop hellere et mellemmåltid. Kroppen har brug for mad og et stort og nærende måltid, så man kan holde sig mæt. Til alle hovedmåltiderne er det vigtigt at få nok proteiner. Så morgenmad kan være skyr, græsk yoghurt, en bolle med æg og noget grønt og man kan måske drikke en proteinshake ved siden af. Det samme gælder frokost og aftensmad, få noget protein fra eksempelvis kylling, kød eller noget pålæg.
Masser af vand
Når temperaturen stiger, og solens stråler brænder igennem, er særligt én faktor afgørende.
- Vi skal huske at drikke vand. Gerne en masse og også mere, end man lige tror. Når det er varmt udenfor, så sveder vi mere, hvilket vil sige, at vores væskebalance godt kan være lidt mere off. Så vand og salt! Salt holder på vand. Du kan simpelthen putte lidt mere salt på maden.
Skriv det ned
Mathilde har god erfaring med at skrive de ting ned, der virker for hende - så man har ens mål og rutiner stående sort på hvidt foran sig.
- Jeg skriver tit tips og tricks ned til mine klienter, i stedet for at det bliver på en video eller et opkald. Man har brug for at se det fysisk foran sig, fortæller hun.
Hold ferie, når du har ferie
De fleste kan nok nikke genkendende til, at kalenderen straks udfyldes med alverdens aftaler og projekter, ligeså snart når ferien eller fridagene rammer. Men sådan behøver det altså ikke at være.
- Vi har en tendens til at lægge alt for mange planer, når vi har ferie. Så skal vi absolut lave noget hver dag. Men når vi har ferie, skal vi også huske at holde ferie. Du må gerne være doven og slappe af.
Og det er okay at slappe af og lade batterierne op.
- Hvis vi skal hygge os, så skal vi hygge os. Vi skal huske at være i det. Der er ikke noget værre end at prøve at hygge sig og så have dårlig samvittighed over det, fortæller Mathilde.