Esben Smed, Nikolaj Lie Kaas og Julie Agnete Vang.

Stort stjerne-cast med i ny sæson "Agent"

Optagelserne til komedieserien "Agent", som har fået sæsontitlen "En chance til", er netop gået i optagelse.

logo herognu HER&NU HN

Nikolaj Lie Kaas' komedieserie "Agent", der havde premiere på TV 2 i 2023, får nu en sæson to med undertitlen "En chance til". 

– Jeg har virkelig glædet mig til sæson to af "Agent". Det er blevet en komedie med et lige så vanvittigt persongalleri som sidst med en underliggende historie om at finde kærligheden. Jeg er så taknemmelig for, at så mange har haft lyst til at være med og bidrage til at gøre denne her sæson endnu sjovere, siger Nikolaj Lie Kaas i en pressemeddelse. 

 Artiklen fortsætter under videoen. 

Nikolaj har skrevet manuskript sammen med Mikkel Nørgaard og instruerer også selv.

I pressemeddelelsen præsenteres det stjernespækkede cast, og der er i den grad tale om store profiler, hvor størstedelen spiller sig selv. 

Blandt castet er Paprika Steen, Emma Sehested Høeg, Christian Tafdrup, Rasmus Bjerg, Lars Hjortshøj, Bodil Jørgensen, Birthe Neumann, Lars Brygmann, Lars Mikkelsen, Fares Fares, Thomas Vinterberg, Amanda Collin, Arian Kashef og mange flere. 

Der er naturligvis et gensyn med skuespilleragenten Joe, som spilles af Esben Smed. Joe var i første sæson en knækket mand på vej i fængsel. Nu er han ude igen, rehabiliteret og overbevist om, at det store comeback i agent-branchen venter lige om hjørnet. Problemet er bare, at verden omkring ham tilsyneladende er kommet fint videre uden ham. Hvis Joe skal tilbage i spillet, må han derfor finde nye måder at bevise sit værd på.

Det bliver også til gensyn fra første sæson med blandt andre Joes datter, Tallulah, spillet af Selma Sol í Dali Pape, Joes mor, Vibeke, spillet af Ina-Miriam Rosenbaum, medfangen, Dar Salim, og overtageren af agentbureauet, Anne Heldt, spillet af Camilla Lau.

Serien bliver på seks afsnit og forventes at få premiere på TV 2 Play og TV 2 i løbet af 2027.