- Søde piger kommer i himlen – slemme piger kommer alle steder.
Sådan sagde skuespillerinden Mae West, som gjorde en dyd ud af at være slem. Men mange kendte piger har været meget værre og har sat deres omdømme og karriere – ja, selve livet – på spil. Nedenfor er en kavalkade af vilde piger, der brændte deres lys i begge ender. Enkelte af dem brændte desværre helt ud.
Miley Cyrus begyndte som alle børns idol i en Disney-serie, og hun blev enhver svigermors drøm. Men hun blev træt af at være sød, så da hun var for gammel til Disney, sprang hun ud som Bad Girl og røg bong og gav koncerter næsten afklædt. Især hendes optræden ved et MTV-show i 2013, hvor hun agerede samleje på scenen, fik de førnævnte svigermødre på andre tanker. I dag er Miley 25 år, og hun er lige blevet single, så måske lurer der nye skandaler.
Foto: Getty Images
Berømmelsens pris
Janis Joplin blev den første kvinde i 'Klub 27', som består af berømte musikere, der dør som 27-årige. Forinden havde hun sunget sig til verdensberømmelse, men de hårde stoffer fulgte med. Hun slap kortvarigt af med misbruget, men når hendes bandmedlemmer gik hjem til deres kærester efter en koncert, kom hun selv hjem til en tom lejlighed -- og så lokkede stofferne igen. Hun blev fundet død af en overdosis i oktober 1970. Fire måneder senere udkom hendes mest berømte album, 'Pearl'.
Tonya Harding, 47, var et gudsbenådet talent som kunstskøjteløber, men hun var en rå børste, og amerikanernes sympati var i stedet rettet mod hendes smukke rival, Nancy Kerrigan. Kort før Vinter-OL i 1994 blev Kerrigan overfaldet, og Tonya følte sig presset til at erklære sig medskyldig. Dermed var hun færdig som kunstskøjteløber. I stedet forsøgte hun sig som bokser, men uden succes. Hendes historie blev i 2017 fortalt i den Oscar-vindende film 'I, Tonya'.
Foto: Getty Images
Bilisten fra helvede
Lindsay Lohan var barnestjerne, og var på vej til at blive en feteret pop- og filmstjerne, da filmen knækkede. I 2007, det år hun fyldte 21, blev hun tre gange indlogeret på et afvænningscenter. Stoffer og alkohol kom i vejen for en lovende karriere, og siden var hun flere gange i retten for sin sindssyge bilkørsel og for at "glemme" at tilbagelevere smykker, hun havde lånt af juvelerforretninger. På det seneste har der været stille omkring den nu 32-årige Lohan.
Britney Spears hittede allerede som 17-årig med albummet ”…Baby one more time”. Siden fulgte ”Oops!...I did it again”, og nu var Britney på toppen af karrieren. Så ramlede det! Den ene skandale afløste den forrige. Hun fik to børn med danseren Kevin Federline, men på grund af sin bizarre adfærd var hun ved at miste retten til at se børnene. I 2007 kronragede hun sig og angreb forbipasserende biler med en paraply. I dag er hun 36 år og har lagt det vilde liv bag sig.
Foto: Getty Images
Heksen fra Warren Manor
Annonse
Shannen Doherty påstår, at hun ikke er så slem som de rigtig slemme piger i hendes branche, men det er der nok nogle kolleger, der er uenige i. Hun blev stjerne i tv-serien 'Beverly Hills 90210', men blev fyret på grund af dårlig opførsel over for de øvrige medvirkende. Siden røg hun ud af tv-serien 'Heksene fra Warren Manor' efter et sammenstød med en kollega. Hun har desuden siddet inde for spirituskørsel. 47-årige Shannen har siden 2015 kæmpet mod brystcancer og har fået stor sympati for sin åbenhed om sygdommen.
Prinsesse Stéphanie er det sorte får i Monacos fyrstelige familie. Bilulykken, der kostede hendes mor, fyrstinde Grace, livet i 1982, var utvivlsomt med til at gøre Stéphanie til en vild pige. Hun kastede sig ud i tvivlsomme kærlighedsaffærer, og hun forsøgte sig som model og popstjerne. Hendes far, den nu afdøde fyrst Rainier, kunne ikke styre hende, og deres forhold var meget anstrengt. I dag er prinsessen 53 år, fraskilt to gange og mor til tre.
Foto: Getty Images
Et uforløst talent
Amy Winehouse kunne være blevet en af de største jazz- og soul-stjerner, og sammenligningerne med Billie Holiday er helt på sin plads. Desværre var hun som Holiday en skrøbelig natur, og hun blev alkoholiker. Hun var ofte fuld på scenen og overfusede sine fans, og mange koncerter blev aflyst. I sommeren 2011 blev hun fundet livløs i sit hjem. Hun var død af alkoholforgiftning og blev ligesom Janis Joplin og andre store musikere kun 27 år.
Naomi Campbell, 48, blev supermodel i 1980’erne, men selvom man ser sød ud, behøver man ikke være det i virkeligheden. I 1993 blev hun fyret af sit modelbureau, fordi hun terroriserede medarbejdere og klienter. Hun forklarede, at kokain og stress får hende til at opføre sig dårligt, men selv efter at have været på afvænning blev hendes adfærd ikke bedre. Hun er af sine ansatte blevet anklaget for at være voldelig, og en af dem har kaldt hende for 'en kvindelig Mike Tyson'.
Foto: Ritzau/Scanpix
Den gale enke
Courtney Love, 54, blev enke, da Nirvana-forsangeren Curt Cobain skød sig i 1994. Siden flippede hun totalt ud med spiritus og kokain, og hun blev anholdt efter at have sendt en fan på hospitalet ved at kyle et mikrofonstativ i hovedet på ham under en koncert. Hun har fået ansigtsoperationer i et antal, der er en Cher værdig, og i 2004 strippede hun foran David Letterman i hans talkshow. I 2009 mistede Courtney forældremyndigheden over sin og Cobains datter.
Angelina Jolie, 43, tog i 2000 sin bror med til Oscar-fest. Ikke noget unormalt i det – hvis ikke hun havde stået og snavet ham i fuld offentlighed. Hun var på den tid også kendt for sin hang til heroin, selvskade og sadomasochisme. Men da hun i 2002 første gang adopterede et barn, sagde hun endegyldigt farvel til sin vanvittige ungdom.
En playmates tragedie
Anna Nicole Smith prydede første gang forsiden af Playboy i 1992. Det blev starten på en karrieremæssig rutsjebanetur, der endte tragisk. Hun arbejdede som model og stripper og medvirkede i flere film. I 1994 giftede hun sig som 27-årig med en 89-årige milliardær.
Foto: Getty Images
Året efter døde ham, og så begyndte et årelangt slagsmål om hans formue. I 2006 fødte hun en datter – faderen var ukendt – og få dage efter mistede hun sin 20-årige søn. I februar 2007 døde Anna Nicole Smith. Hun blev 39 år.
Paris Hilton, 37, blev nærmest gjort arveløs på grund af sin vilde adfærd, da hun var i 20’erne. Hun blev berygtet for sin medvirken i en sex-video, som hun valgte at udgive med titlen '1 Night in Paris', og hendes opførsel i nattelivet fyldte konstant ugebladsspalterne. Nu er hun voksen, følsom og forlovet.
Foto: Getty Images
Hård nitte
Heather Locklear, 56, slog igennem som søde Sammy Joe i tv-serien 'Dallas' og medvirkede siden i 'Melrose Place' og 'Spin City'. Privat havde hun smag for heavyrockens hårde drenge, og hun blev selv en hård nitte, der adskillige gange er blevet anholdt for vold.
Foto: Getty Images
Tøjtyven anholdt
Winona Ryder, 46, blev Oscar-nomineret da hun var 22, og igen da hun var 23 år. Men i 2001 gik det galt for hende, da hun blev anholdt og dømt for at have stjålet tøj for tusindvis af dollars. Siden har hendes filmkarriere haltet.
Foto: Getty Images
Klarede skærene
Drew Barrymore, 43, fik som barn sit filmgennembrud i 'E.T.', men den tidlige berømmelse fik følger. Som 10-årig røg hun marihuana, og som 13-årig sniffede hun kokain. Men hun kom på afvænning og klarede skærene og er i dag en succesfuld filmstjerne.