Malene Schwartz og Helle Virkner.Fotos: Janus Nielsen og Christen Hansen/Ritzau Scanpix
Malene Schwartz og Helle Virkners frække roller: Gik verden rundt
Da Cirkusrevyen fejrede 90-års jubilæum, var Malene Schwartz med – 54 år efter sin debut i teltet. Den folkekære skuespiller fortæller med varme og humor om livet, døden, venskabet med Helle Virkner og den gravtekst, hun allerede har valgt.
Det var et hjerteligt gensyn med 88-årige Malene Schwartz, da Cirkusrevyen fejrede sit 90-års jubilæum i sidste uge. Malene spillede i Cirkusrevyen første gang i 1970 – hun kom fra det ”fine” Kongelige Teater, og mange på daværende tidspunkt syntes, at det var mærkeligt, at hun skulle ud at vise lår på Dyrehavsbakken.
– Man er jo ikke mere finere, end man selv synes, man er, og jeg bryster mig af at have en god sans for humor. Så derfor syntes jeg, at jeg passede godt ind i det her telt, og jeg havde en fest her, fortalte Malene Schwartz, da hun blev spurgt til karriereskiftet.
Malene var blandt andet med i et nummer, som gik verden rundt. Sammen med Helle Virkner spillede hun luder i Nyhavn, og Helle Virkner var på det tidspunkt statsministerfrue og gift med Jens Otto Kragh.
Helle Virkner og Malene Schwartz optrådte sammen som Nyhavns Roser i Cirkusrevyen 1972.Foto: Christen Hansen/Ritzau Scanpix
– Det var et højdepunkt, at jeg lærte Helle Virkner at kende og blev hendes gode veninde. Vi havde jo en kæmpe succes. Vi kom på forsiden af The New York Times. Teksten var ikke noget at skrive hjem om, men vi så sjove ud, og man var ikke vant til at se statsministerfruen i lårkort og lange støvler og høre hende sige frække replikker.
Malene Schwartz og Helle Virkner grundlagde et varmt venskab i Cirkusrevyen, og det fortsatte helt frem til 2009, hvor Helle Virkner døde 83 år gammel. Her ses veninderne i 1976.Foto: Egmonts Historiske Arkiv
I slut 1970'erne spillede Malene Schwartz og Helle Virkner sammen igen i de ikoniske roller som Maude Varnæs og frk. Elisabeth Friis i tv-klassikeren ”Matador”.Foto: DR1
Nyder livet
I dag nyder Malene Schwartz livet og optræder ikke mere.
– Jeg er en gammel pensionist, og jeg lever lige som et ganske almindeligt menneske. Jeg står op om morgenen og læser min avis. Jeg har det godt og går meget til gymnastik. Og så går jeg tit i teatret og ser film. Jeg skal ikke klage, sagde Malene, som så frisk og sommerlig ud.
Tiden var en anden i starten af 1970’erne på Dyrehavsbakken. – Da jeg spillede herude, spillede vi 10 forestillinger om ugen og havde aldrig en fridag. Der var altid fuldt hus. Det var vanvittigt hårdt.
Med sine 88 år ligger der flere dage bag Malene Schwartz end foran hende, men døden skræmmer ikke den 88-årige folkekære Maude Varnæs fra ”Matador”. Og hun er ikke sentimental.
Annonse
– Det går jo den forkerte vej for os alle sammen. Det er en skæbne, som sker for alle. Ingen kommer udenom. Og så kan man jo være heldig at dø; Bum. Og så kan man være uheldig at få en stor sygdom. Det er jo klart, at jeg håber, det kommer til at gå hurtigt. Jeg har valgt, hvad der skal stå på min gravsten: ”Nu går jeg op og lægger mig”. Det er skideskægt, og død er død, og det har jeg ikke nogen følelser over for. Jeg tror også, at ”Matador” vil gå en tid efter, jeg er død, konstaterede Malene Schwartz smilende.