De vil inspirere dig i 2016
SPONSORERET indhold

50 enestående kvinder: Debat og bøger

Hvem kommer vi til at lytte til, læse om og vende os om efter i 2016? Og hvem får indflydelse på det, vi spiser, tænker og omgiver os med? Vi har bedt 12 eksperter på hver sit område om at udpege det nye års stjerner.

Af: Kicki Thomsen
03. feb. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Af Louise Gade Sig

Debat - De tager ordet
Hvad er det for stemmer, der kommer til at ruske os i 2016?
Debattør ved Berlingske Anne Sophia Hermansen, der ofte selv
er ude med riven, tror på disse fire.


Emma Holten, feminist og litteraturstuderende
Den danske medieverden holdt vejret et øjeblik, da Michael Dyrby forlod posten som nyhedsdirektør på TV2, fordi kompromitterende billeder af ham var blevet lækket. Stor virak. Megen debat og drøftelse. Midt i debatten dukkede den 24-årige Emma Holten op og sagde, at vi glemte at se på Michael Dyrby som et offer i sagen. Hun blev selv offer for hævnporno i 2011, da hendes nøgenbilleder blev spredt på internettet, og hendes stemme satte et nyt og overraskende perspektiv på Michael Dyrby-sagen. Hun pointerede, at nok var Dyrby nyhedschef og en hvid, midaldrende, vestlig mand, men stadig et offer for hævnporno. Vi er bare vant til at tænke på kvinder som ofre og mænd som skurke, forklarede hun. Emma Holten er en ny, ung feministisk frontkæmper, du skal holde øje med.

LÆS OGSÅ: 50 enestående kvinder: Sundhed og skønhed


Eini Carina Grønvold, manuskriptforfatter og kønsdebattør
ini Carina Grønvold kalder sig en sexpositiv feministisk debattør. I sommeren 2011 var hun medarrangør, da 150 mennesker gik SlutWalk fra Rådhuspladsen til Amagertorv i København for at markere kvinders ret til at klæde sig udfordrende. I hænderne bar de skilte med tekster som "A dress is not a yes", "Væk med luderstigmaet" og "Vi nægter at skamme os". Ud over mængden af folk iført farvestrålende tøj, dybe udskæringer og høje hæle sagde Eini Carina Grønvold fra talerstolen: "Vi kan ikke være billige, for vi er slet ikke til salg. Uanset hvad vi gør med vores krop, tilhører den stadig os selv". Hun er uddannet fra filmskolen Super16 og beskæftiger sig især med kvinder i 20'ernes blik på sig selv. Hun har holdninger om alt fra prostitution til popkultur, og blandt andet mener hun, at kvinder bør se mere porno. Følg med Eini Carina Grønvold, når hun også fremover sætter feminisme, køn og seksualitet under lup.


Geeti Amiri, studerende og blogger
Geeti Amiri har den styrke, at hun bare ikke kan holde mund! Hun er en del af en ny bølge af nydanske kvinder, som blander sig i den offentlige debat – ukonventionel, relativt frygtløs og giver meget af sig selv. Hun kan ikke tie stille, når hun ser, at størstedelen af kvinderne på danske krisecentre er nydanskere med muslimsk baggrund, og hun kan heller ikke holde mund, når hun ser forelskede unge mennesker, som ikke kan få hinanden, fordi deres familier vil det anderledes. Hun er født i Kabul, men opvokset i en lejlighed i Telemarksgården på Amager. Familien på syv kom til Danmark i 1994, da Geeti Amiri var fire år gammel, som politiske flygtninge fra Afghanistan. De første år i Danmark forløb fint, men da hendes far døde af sklerose, ændrede noget sig. Geeti Amiris storebror overtog magten i familien, han blev voldelig, og Geeti blev anbragt på et bosted for voldsramte unge kvinder med minoritetsbaggrund. Efter et halvt år fik hun sin egen lejlighed og tog en HF-eksamen. Da hun mødte en dansk-afghansk mand, hvis familie ikke fandt hende værdig, ansporede det hende til at tale endnu højere om et indvandrersamfund præget af social kontrol. Hun kalder nydanske kvinders frigørelse for århundredets vigtigste kvindekamp. Geeti Amiri studerer sociologi og blogger for Berlingske.


Haifaa Awad, læge og aktivist
I 2013 aflagde Haifaa Awad lægeløfte på Københavns Universitet. Kort derefter rejste den nyuddannede læge til Syrien for at hjælpe til på et felthospital og behandle ofre for borgerkrigen. Tilbage til det land, hvor hun selv blev født i 1986, og som hun og familien forlod, da hun var seks år gammel. Siden da har Haifaa Awad boet i Hillerød og med jævne mellemrum taget del i flygtningedebatten. Tilbage som frivillig læge i Syrien begyndte den unge læge at skrive dagbogsnotater hjem fra sine oplevelser tæt på krigen – direkte tekster, som tog læseren helt med ind på operationsstuen. Teksterne blev bragt i dagbladet Information og fik stor, fortjent opmærksomhed. Haifaa Awad brænder for at give danskerne indblik i krigen og viden om, hvad det er, flygtninge flygter fra. Derfor rejste hun igen i 2015 tilbage til Syrien for at arbejde som læge og skrive om sine oplevelser. Haifaa Awad markerer sig som en insisterende stemme i flygtningedebatten, og hendes erfaringer fra sine oplevelser som læge i Syrien giver debatten perspektiv både politisk, historisk og menneskeligt.


Bøger - De skriver historierne
Hvem elsker ikke at blive suget ind i en god bog, hvor sproget bare
flyder? Weekendavisens boganmelder Nanna Goul viser dig her, hvilke seks stærke kvindelige forfattere, du skal holde ekstra godt øje med.


Kamilla Hega Holst, forfatter
Hun bliver kaldt "dansk litteraturs dark horse", men er ikke nær så synlig, som det helt særlige forfatterskab ellers lægger op til. Kamilla Hega Holst skildrer afvigelser, tabuiseringer og marginaliseringer. Det sker også i hendes seneste roman "På Træk," som er en særdeles velskrevet, original og nøgternt registrerende roman om uklare kærlighedsrelationer her til lands og i sexturismens hovedstad i Thailand, Pattaya. Bogen, der i 2015 vandt Blixen-prisen, handler om fraskilte Kayas rejse til Thailand, om hemmeligheder, sorg og undergang. Lykken smuldrer mellem fingrene på Kaya i den klassiske familiekonstellation, og hun tager på rekreation i Thailand. Her bor hendes morfar, en pensioneret luftkaptajn sammen med sin thailandske husholderske. Kamilla Hega Holst har fortalt, at historien ligger meget tæt op ad hendes egen: Hun er nemlig også fraskilt, har også to børn, og hendes morfar lever også i Thailand sammen med en thailandsk kvinde. Det er befriende, når forfattere tør bruge sig selv i det litterære arbejde. Kamilla Hega Holst er en modig forfatter, der ikke er bange for at vise det grimme og mørke frem.

LÆS OGSÅ: 50 enestestående kvinder: Politik og erhverv


Signe Gjessing, digter
Edderdunsatom. Højtrykshorisonter. Stjernebede. Citrusverdensrum. Det er nogle af de selvopfundne ord, Signe Gjessing dryssede gavmildt ud over sin digtsamling fra 2015, "Blaffende rum nænnende alt". Og netop hendes originale billedsprog er det, som gør hende til et blændende eksempel på den nye, danske digtergeneration. Hendes vekslen mellem universet og mennesket begejstrede anmelderne. Den 23-årige digter er opvokset i den lille by Ranum ved Limfjorden i Vesthimmerland, og det var første gang, hun så lyset reflektere sig i vand, at hun fik lyst til at digte, fordi det lignede diamanter. Talentet var tydeligt i en tidlig alder, for allerede da hun gik i gymnasiet fik hun udgivet digte i kunst- og lyriktidsskriftet Hvedekorn. I 2012 blev Signe Gjessing optaget på Forfatterskolen og har her markeret sig som en af de mest særegne stemmer i dansk litteratur. Debutsamlingen fra 2014 hedder "Ud i det u-løse".


Ursula Scavenius, forfatter
Sidste år udkom Ursula Scavenius' bog, "Fjer" – en historie, der ikke har den lethed over sig, som titlen ellers lægger op til. I stedet beskriver den en mørk, brutal verden, hvor man kaster kålhoveder efter vilde hunde og ser fjer gro ud af huden på mennesker, men alligevel – eller måske netop derfor – er Ursula Scavenius en lovende debutant. "Fjer" er indstillet til Montanaprisen, og Ursula Scavenius er nomineret til Edvard Pedersens Biblioteksfonds forfatterpris, der uddeles i februar.


Hanne Højgaard Viemose, forfatter
En af Hanne Højgaard Viemoses inspirationskilder er filosoffen Søren Kierkegaard, og det mærker man på det rastløse "jeg" der optræder i både hendes debut "Hannah" fra 2011 og i den selvstændige opfølger "Mado" fra 2015. Hendes litterære "jeg" forsøger at finde sig selv, forstå sig selv, og det retningsløse præger Viemoses sprog fint: Hendes stil er fragmenteret og styret af pludselige indskud. Den 38-årige forfatter er opvokset i Frederikshavn og blev efter en bachelor i antropologi og etnografi uddannet fra Forfatterskolen i 2011. Hun er indstillet til Montanaprisen for "Mado", der på koreansk betyder både "mor" og "morder". I bogen skriver hun uforstilt, morsomt, hæsblæsende og hårdt om strip og sex, markarbejde i New Zealand, hjemsøgende ånder og om alle de børn, hun føder på forskellige kontinenter. Det er autofiktion, når det er bedst. Knausgård, go home!


Ida Holmegaard, forfatter
"Som en perfekt doseret Tivoli-tur". Sådan skrev Politikens anmelder om Ida Holmegaards debutroman "Emma Emma", der udkom sidste år. Den handler om en ung pige, der er ved at gå i opløsning i løbet af en varm sommer, mens hun forelsker sig i sin veninde. I helikopterperspektiv er historien en undersøgelse af det at være en del af en flok – pigernes indbyrdes relation, hvordan de spejler og påvirker hinanden. Ida Holmegaard er 25 år og opvokset i Brønshøj. I dag bor hun i et kollektiv i København, hvor hun forhåbentlig allerede sidder ved tasterne igen. I hvert fald var hendes debut rørende, mild og sikker.


LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt var ikke en krukke og en dukke

LÆS OGSÅ: To kvindelige topchefer: Her er de største udfordringer som kvinde i bestyrelseslokalet

LÆS OGSÅ: Hun er læge for det britiske kongehus: "Jeg går ikke op i størrelsen på mine patienters bankbog. Men i dem som mennesker"