Anne Fabricius-Bjerre
Foto: Sara Skytte | Skilsmissen fra Bent Fabricius-Bjerre var hård, men Anne Fabricius-Bjerre synes selv, at hun tacklede den godt.
Hendes Verden

Anne Fabricius-Bjerre

Anne Fabricius-Bjerre blev skilt efter 30 år: "Det nyttede ikke at blive uvenner, for vi har mange fælles venner"

Del på

Det stod ikke i kortene, at stadsingeniørens tennisspillende datter fra Aalborg skulle være andet end mor og lægesekretær. Men i dag kan Anne Fabricius-Bjerre se tilbage på et langt liv med glimmer fra Hollywood, store succeser og et par nedture også.

Af Marie Varming 11.jul.2017 Livsstil

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Jeg er født i Lyngby, og min familie boede i Virum – of all places. Vi boede i en karré på første sal med en stor græsplæne foran. Der var masser af børn, og jeg kan også huske flyvemaskiner, som kom lidt for tæt på. Det var jo lige omkring krigen, for jeg er født i 1941. Jeg fik også to søstre og en bror, som er meget yngre end mig.

– Min far blev senere stadsingeniør i Aalborg, og min mor, som tidligere havde været kontordame, blev hjemmegående husmor. Jeg voksede op i Randers, og så flyttede vi til Aalborg, da jeg var 15 år. Jeg boede næsten på en tennisbane. Jeg spiller stadig, men jeg er ikke så god som dengang. Jeg kan bestemt ikke klage over min barndom. Jeg var næsten for omklamret, og mine forældre var vist nok datidens curlingforældre. Vi blev passet meget på. I dag kan jeg godt få øje på, at jeg ikke blev så selvstændig af den opdragelse. Jeg har nok lidt af det samme med mine egne børn. De fik dog lov til at klare sig selv i perioder, da de blev større, og jeg begyndte at arbejde meget.

LÆS OGSÅ: Sanne Salomonsen: "Man ældes med ynde, hvis man er glad for sit liv"

Din levevej?
– Som barn ville jeg være journalist, men da jeg opsøgte en journalist for at høre mere, frarådede han mig det og sagde, at man for eksempel ofte skulle op om natten, hvis man skulle dække en ildebrand. Jeg syntes alligevel, det lød spændende, men sådan gik det ikke. Jeg blev lægesekretær, men det vokser man altså fra på et tidspunkt. Jeg arbejdede som lægesekretær i Aalborg, da jeg mødte Ole, men så stoppede jeg, da vi fik børn, for det passede dårligt med at have små børn derhjemme. Sådan gjorde man jo dengang.

– Jeg begyndte først at arbejde igen, da jeg var blevet skilt og gift igen (med Bent Fabricius-Bjerre, red.), og mit yngste barn var 15 år. En dag spurgte Bent, om jeg ville passe telefonen i Dagmar Teatret, som han ejede. Jeg begyndte at sætte mig ind i, hvordan man køber film til en biograf. Jeg lærte fra bunden, hvordan en biograf fungerer. Jeg startede med en Woody Allen-kavalkade, for ham kan jeg selv så godt lide. Der var ikke rigtig tryk på Dagmar, da vi overtog det. Biografchefen var lige blevet fyret, og der var en del skepsis blandt de ansatte, da Bent ansatte sin kone til at drive biografen. Men jeg gik rundt og lærte af dem alle sammen, for eksempel hvordan man opererer filmruller, og hvordan det fungerer i billetsalget. Jeg tror, at jeg på en eller anden måde havde en blanding af talent og held. Jeg fik fat i filmen The Wall, og det var rent begynderheld. Det blev en stor succes, som kørte i flere år og skæppede godt i kassen, og så blev jeg jo ikke smidt ud igen. Jeg var der i 20 år og endte som filmindkøber til Skandinavien. Jeg rejste rundt på festivaler og købte film. Det var også en voldsom tid, hvor jeg skulle træffe store beslutninger om, hvilke film vi skulle købe. Samtidig overtog vi Scala og biograferne derinde. Jeg levede i en filmboble, og der var stor konkurrence om de store film, så jeg tænkte ikke på andet. Til gengæld var det sjovt at komme med til de glimmerbesatte middage i Hollywood. Det var en sjov tid med rejser mellem Los Angeles, Berlin, Cannes. Det varede gudhjælpemig 20 år. I dag kan jeg nøjes med at se de gode film.

– Derefter købte jeg en butik i Store Strandstræde. Jeg ville gerne blive ved med at rejse, så jeg købte antikke ting på markeder i blandt andet Frankrig. Jeg var altid meget glad for boligindretning, og jeg fik også agenturet på nogle franske komfurer, lamper og borde. Det varede også 20 år, men det er blevet for svært, nu da dansk design har vundet frem over "hvidt og slidt", folk kommer dog af og til og spørger mig om nogle ting og ærgrer sig over, at vi lukkede butikken. Jeg har også udgivet to bøger om boligindretning, og jeg laver stadig lidt boligindretning. Jeg er dog overbevist om, at jeg solgte Basalt på det helt rigtige tidspunkt.

LÆS OGSÅ: Anna og Vigga Bro: "Det er forældrene, der skal lære at give slip"

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Man skal sunde sig længe efter en skilsmisse. Jeg synes faktisk, at jeg selv tacklede det godt og kom videre. Det er ti år siden, jeg blev skilt fra Bent, og det er næsten ikke til at begribe. Vi havde boet sammen i 30 år. Bent og jeg spiller stadig bridge sammen, og det er hyggeligt, og Bent ser stadig mine børn, som han er meget glad for. Det nyttede ikke at blive uvenner, for vi har også mange fælles venner.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Jeg har en god ven, som hjælper mig med meget. Jeg har kendt ham i mange år, og han hjælper mig med det praktiske. Han er også en form for åndelig vejleder, og jeg kan tale med ham om alt. Han har en god indstilling til livet, og så er han bare så klog. Jeg har også advokat, revisor, gartner og bogholder samt en IT-mand. Det skal man jo have i dag. Jeg trækker groft på dem alle sammen. Jeg har efterhånden også selv en del erfaring, og inderst inde ved jeg altid, hvad der er rigtigt, men det er ikke sikkert, at jeg retter mig efter det.

LÆS OGSÅ: Suste Bonnén har været gift 6 gange: "Jeg går all in hver gang"

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er på vej til at blive oldemor til oktober. Jeg ved endnu ikke, hvilket køn barnet har, men vi glæder os meget. Jeg vil dog helst ikke kaldes oldemor, for det er sådan en med strikketøj og høreapparat. Det billede sidder i mig, og så tænker jeg: "Neeej, er jeg blevet så gammel?" Jeg har altid haft god kontakt med alle mine ti børnebørn, selv om jeg har haft travlt. Den ene er skønnere end den anden. Jeg ser dem meget, og jeg glæder mig meget til, at der kommer en baby i familien igen. Jeg har ligget vandret hele mit liv. Og det gør jeg stadig. Jeg er ligesom alle de andre pensionister, som har susende travlt og ikke kan forstå, hvordan man engang havde tid til at have et arbejde. Det føles ikke som pension, for jeg har fuld fart på, og jeg skal nå at have alle de oplevelser, jeg ikke havde tid til før.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Det er der en del, der har på et langt liv. Nu har jeg en kæreste, men det er ikke noget nyt forhold. Vi mødtes, da jeg blev opfordret til at lave en biograf i Hørsholm. Jeg fik en masse papirer med hjem fra et møde, og så spurgte jeg min gode ven Asger Aamund, om han ville hjælpe mig, men han henviste til sin ven, som var advokat og havde meget mere forstand på det. Det var Jens. Vi bor ikke sammen, for jeg tror, det er svært efter et langt liv hver for sig, og der ville komme for mange konflikter, hvis vi flyttede sammen fra den ene dag til den anden. Jens og jeg har de samme interesser, og der er meget liv i ham, ligesom der er i mig.

Anne Fabricius-Bjerre, 76

✳ Født i København, men det meste af barndommen blev tilbragt i Randers.

✳ Uddannet lægesekretær og blev som meget ung gift med en læge, Ole Warnøe, som hun fik tre børn med.

✳ Da hun var 33 år, mødte hun underholdningsbranchens grand old man, Bent Fabricius-Bjerre, som hun var gift med i næsten 30 år. En stor del af de år drev hun filmselskabet Metronomes biografer i København. Siden startede hun indretningsforretningen Basalt.

✳ Mor til tre, bedstemor til ti og snart oldemor til en.

✳ Bor i hus i Klampenborg.

Del på
Kommentarer (0)

Henter...