Anne Sofie Allarp
SPONSORERET indhold

"Forslaget om at beslaglægge flygtninges værdier er et overgreb på Danmarks værdighed som samfund"

Når vi undergraver flygtninges værdighed, undergraver vi også vores egen, skriver debattør Anne Sofie Allarp som en kommentar regeringens forslag om, at politiet skal kunne beslaglægge flygtninges værdigenstande ved ankomsten til Danmark.

Af: Redaktionen
21. dec. 2015 | Livsstil | ALT for damerne

Af: Anne Sofie Allarp

KLUMME: "Sofi," sagde min svigermor. E'et udtales ikke på spansk, det lyder som sofa, bare med i og tryk på det. "Kan det virkelig passe, at Danmark vil tage værdigenstande og penge fra flygtningene?"

"Si, lamentablemente," bekræftede jeg, og fortalte, at regeringen synes, det er fair, at folk selv betaler for at ligge i telt på en pløjemark i Thisted, for eksempel.
Min svigermor, der mener at Danmark i april måned er en kummefryser, kunne ikke tro sine egne øren.

LÆS OGSÅ: Derfor skal du se billederne af de druknede flygtningebørn

Men det skal vi nok til at vænne os til, efter det stod i Washington Post i sidste uge, at Danmark vil tage smykker fra flygtninge.

I artiklen peger avisen på den åbenlyse genklang fra nazisternes beslaglæggelse af jødernes guld og andre værdigenstande. Der skal meget til at bruge N-ordet, så når en så toneangivende, international avis trækker en parallel mellem Danmark og nazisterne under Anden Verdenskrig, så er det helt sikkert ikke uovervejet.

Vi kan synes, det er urimeligt, men lad os være ærlige. Forslaget om beslaglæggelse er jo ikke det værste. Og langt fra det eneste, der er produceret af danske politikere dette år, hvor kun intensiv hjernegymnastik har kunne holde tankerne fra at gå tilbage til anden verdenskrig.

For hvad ville Washington Post have skrevet om os, hvis det kommet dem for øre, at Danmarks næststørste parti ønsker at etablere lejre, hvor flygtningene skal holdes afsondret om nødvendigt i årtier. At de to største partier lige nu presser regeringen til at etablere afsondrede "flygtningelandsbyer" til de anslået 15.000 flygtninge, der er ankommet i år, trods 160.000 ledige boliger rundt omkring i landet.

Hvad de havde sagt, hvis de havde set det tidligere regeringspartis kampagne "Hvis du kommer til Danmark skal du arbejde" fra starten af året, hvor en smilende præmiearier af en tidligere statsminister leverer budskabet om, at arbejdet vil gøre dig fri.

Hvad de havde sagt, havde nogen fortalt dem, at den nuværende statsministers begrundelse for, at flygtninge skal sove i telt, er den sociale samhørighed i kongeriget. Altså at den nationale kontrakt ophæves, hvis ikke de camperer på en forblæst mark vinteren over.

LÆS OGSÅ: Anders Agger - Man går ikke i stykker af kriser

De havde helt sikkert skrevet flere historier med vinklen: Woohoo! Tjek lige ud, hvor galt det går for Danmark. Og vi ville stadig ikke helt kunne forstå det.
For Danmark er i stor fart ved at skrive sig ud af det gode selskab, alt imens vi bekræfter hinanden i, at det vi gør og siger er sundt, rigtigt, nødvendigt og realistisk. Og at vi blot passer på Danmark overfor den folkemængde, der har potentialet til at ødelægge vores samfund. Vi har en særlings logik.

Men det er præcis, når vi dehumaniserer den anden, altså udskiller og tillægger andre mindre værdi eller negative kvaliteter, som mennesker og borgere, alene fordi de tilhører en anden gruppe, at vi mister os selv.

De bitreste erfaringer i menneskehedens historie starter med dehumaniseringen af den hinanden. De grimmeste sider af folkeslag og kulturer ses, når de forestiller sig, at andre folkeslag og kulturer har mindre ret til liv, håb og værdighed end dem selv.

Af samme grund burde den danske film "Under sandet," der havde premiere i starten af denne måned, være pensum i folkeskolens ældste klasser. Den fortæller i det simpleste, smukkeste sprog, at når vi dehumaniserer den anden, så afhumaniserer vi os selv. At vi kun kan forsvare vores værdier ved at praktisere dem.

Så når vi beder politifolk om at beslaglægge flytninges familiesmykker, så strider det ikke bare imod flygtningenes værdighed, det er et overgreb på Danmarks integritet og værdighed som samfund.

Og kan vi ikke selv se det, så skal omverdenen nok pointere det.
Gudskelov.

God jul.

LÆS OGSÅ: Skulle det være et sæt nye bryster?

LÆS OGSÅ: Kære mænd, drop nu "min kone er pissesur"-humoren

LÆS OGSÅ: Sådan kan du styrke dit parforhold på 20 minutter hver dag