Anne Sofie Allarp
SPONSORERET indhold

Derfor skal du se billederne af de druknede flygtningebørn

Jeg har børn i samme alder som de små i vandkanten, skriver Anne Sofie Allarp, som kan konstatere, at aflivningen af en kanin på hendes arbejdsplads har fået mere global opmærksomhed end hvert af de tabte liv på vejen til Europa.

Af: Anne Sofie Allarp Foto: Alamy, privat
01. sep. 2015 | Livsstil | ALT for damerne

KLUMME: De ligger der i vandkanten, små liv, tabt i et ocean af kynisme. De ligger, som om de er faldet i søvn. Tøjet i uorden som man ser det hos småbørn, der endnu ikke har lært, at nøgenhed er en blottelse.

Jeg har grædt flere gange over dem, de druknede flygtningebørn, der blev ved med at dukke op i mit Facebook-feed.

Men det er ikke første gang, situationen på Middelhavet bare er for meget for mit sanseapparat. I onsdags fandt et svensk skib, der patruljede Middelhavet, 52 døde mennesker i lasten af et skib, det var efter, 49 andre var blevet fundet 10 dage før i lasten på et landet skib. Indelåst og døde af iltmangel, liggende i et bassin af havvand, motorolie og fæces. Disse var afrikanske mænd, kvinder og børn.

LÆS OGSÅ: Derfor er jeg frivillig i et asylcenter

De 71 mænd, kvinder og børn, hvis lig blev fundet i en kølevogn i torsdags, var fra Syrien. Og så gik to skibe ned torsdag nat uden for Libyens kyst. Yderligere 200 liv tabt.
Alt i alt en barsk uge på min trygge og landfaste udlandsredaktion.

Jeg har børn i samme alder som de små i vandkanten. Frække, søde, sårbare børn. Jeg kan ikke holde ud at tænke på deres forældre og den kamp, de har kæmpet for at holde dem over vandet. Eller for at gøre de sidste iltfattige timer og minutter så tålelige som muligt. Intet er så rent som den kærlighed og sårbarheden i det ansvar, man har som forælder. Intet.

Barneligene står i kontrast til den podcast, jeg færdiggjorde i denne uge, som på engelsk diskuterer 'Kaninen Allan', der mødte sit endeligt på min arbejdsplads, Radio24syv, i slutningen af maj i år. Nyheden om, at en dansk radiovært havde slået en kanin ihjel under en udsendelse ved at slå den over baghovedet med en cykelpumpe blev en verdenssensation fra Honduras over Uralbjergene til Sidney. Radio24syv modtog i hundredvis af klager og trusler fra hele verden. Men kaninen havde også et navn og et billede. Og blød pels.

LÆS OGSÅ: Bianca blev værge for 13-årige Parwiz: "Jeg havde nok ikke regnet med, at han ville være så mærket"

Over weekenden beklagede flere sig over at få barnelig i Middelhavet serveret over morgenkaffen og bagerbrødet. Og det er også grove løjer.

Men det er nødvendigt, at vi behandler disse menneskers død med samme alvor som ved andre katastrofer eller massemord.

Og det er ikke sket endnu i mainstream-medier. Indtil videre har de op mod 2500 døde i år på Middelhavet hverken haft navne eller ansigter eller livshistorier.

De er cifre, et antal, som bare skal på så lang afstand som muligt. Mennesker, der mest ses som en trussel imod vores "økonomiske velfærd", som den tidligere regering så ikonisk formulerede det i lovforslaget til asylstramningerne sidste år.

Deres ansigter husker os på, at de også er mennesker. Ansigterne minder os om den skam, vi bør føle over vores ledere og deres massive ansvarsforflygtigelse. En meget stor del af menneskesmuglernes forretningsgrundlag er som bekendt, at hvis du er flygtning, d.v.s har krav på asyl, så har du ingen kinamands chance for lovformelig indrejse til vores lande. En flybillet ville ellers have været noget sikrere og meget billigere. En anden væsentlig del af forretningsgrundlaget er situationen i de lande, Vesten har været eller stadig er militært engageret i.

LÆS OGSÅ: Adisa flygter stadig fra krien i Jugoslavien

Men det taler vi ikke om, og ingen enkelt død flygtning på Middelhavet eller undervejs har indtil videre fået same mængde global opmærksomhed som 'Kaninen Allan' og dennes endeligt i Studie 1 på Radio24syv.

Jeg har ikke selv delt billederne af de druknede flygtningebørn. Men jeg forstår, hvorfor andre gør det. Vi bliver nødt til at kickstarte vores humanisme. Måske er dette chok dét, der skal til, for at starte en medmenneskelig puls igen.

Det smukke i mennesket er jo faktisk vores vilje til at blive ved med at kæmpe for en lysere fremtid. Vores evne til at håbe - for os selv og hinanden. Vi er en del af et fælles menneskeligt projekt her på jorden. Et projekt, der indtil videre altid er gået galt, når vi glemmer at andre også har krav på at være mennesker og blive behandlet som sådan. Det er derfor tid til at holde rigtigt godt fast.

LÆS OGSÅ: Anders Agger - Man går ikke i stykker af kriser

LÆS OGSÅ: Fra reklamebranchen til nødhjælp: Derfor tog Dorte springet

LÆS OGSÅ: "Vi tør ikke sige vores mening af angst for at træde hinanden over tæerne"