Bianca blev værge for 13-årige Parwiz: ”Jeg havde nok ikke regnet med, at han ville være så mærket”

En lille, mørklødet dreng med sort hår sidder krummet sammen på en stol. Han stirrer ned i bordet. Kigger sjældent op. Det er helt tydeligt, at han ikke har det godt. At han er bange og mærket af sin lange flugt.

Ved siden af drengen sidder en af de andre flygtninge fra asylcentret. De er begge fra Afghanistan, og den ældre dreng oversætter den lille, skræmte drengs ord til engelsk.

- Han har brug for hjælp, siger den ældre dreng og fortsætter:

- Han har brug for din hjælp.

Han kigger på Bianca.

Bianca Vitting er på det tidspunkt 33 år og har en cand.merc fra CBS. Hun har en lille datter og en mand, et job hos Dansk Shell og en lejlighed på Frederiksberg. Og nu har hun også ansvaret for en ung dreng fra Afghanistan, som hun skal tage sig af og hjælpe gennem det danske asylsystem.

Og mens hun sidder i mødelokalet på asylcentret over for drengen Parwiz, som hun lige har mødt for første gang, går det for alvor op for hende, hvad det er for en opgave, hun har kastet sig ud i. Få dage forinden, har hun sagt ja til at være Parwizs repræsentant i hans asylsag.

- Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, da jeg meldte mig som frivillig repræsentant i Røde Kors, men det var meget overvældende at møde Parwiz. Jeg havde nok ikke regnet med, at han ville være så mærket, men det stod hurtigt klart for mig, at den rejse, han havde været på, havde været rigtig hård, og jeg kunne se, hvor skidt han havde det. På en eller anden måde, var der bare et omsorgsgen, som foldede sig ud, og jeg følte, at jeg blev nødt til at tage mig af ham, fortæller Bianca.

Flugten fra Afghanistan
Parwiz kom til Danmark i april 2013. Alene. Hans far var politiofficer i en by et par hundrede kilometer uden for Kabul, og han var flere gange blevet udsat for trusler fra islamister og al-Qaeda. En dag blev familiens hjem angrebet - og så flygtede Parwiz. Det hele skete meget pludseligt, og fra det ene øjeblik til det andet var Parwiz ikke længere en lille dreng, der boede sammen med sine forældre og sine fire søskende i Afghanistan. Han var en dreng på flugt. Et uledsaget flygtningebarn.

Hvert år kommer flere hundrede børn alene til Danmark, fordi de er flygtet fra deres hjemland. For at beskytte og hjælpe de uledsagede flygtningebørn, får børnene gennem Røde Kors tildelt en frivillig voksen, som kan repræsentere dem i deres asylsag. Repræsentanten skal deltage i møder med Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet og hjælpe barnet igennem asylfasen.

Det var den rolle, som Bianca havde meldt sig til. Inden mødet med Parwiz havde hun deltaget i informationsmøder og kurser hos Røde Kors og var blevet klædt på til opgaven, men Parwizs historie kendte hun ikke, før han fortalte hende den.

LÆS OGSÅ: Derfor er jeg frivillig i et asylcenter

- Første gang jeg mødte Parwiz, sagde han ikke ret meget andet, end at jeg skulle hjælpe ham. Men anden gang havde vi en telefontolk med fra Røde Kors, og det gjorde kommunikationen lettere. Vi sad i et mødelokale på asylcentret og ringede op til tolken, som hjalp med at oversætte, og så fortalte han mig hele sin historie. Om angrebet mod familien. Om hvordan han var blevet kørt over til sin onkel, som havde hjulpet ham med at blive smuglet ud af landet. Om de mange flygtninge, han havde mødt på sin vej. Og om den usikkerhed, som fyldte ham. Han åbnede helt op, og det var utrolig stort at opleve. Det betød, at jeg knyttede mig meget hurtigt til ham, og jeg var fast besluttet på at hjælpe ham så godt, som jeg overhovedet kunne, siger hun.

Parwiz var kun 11 år, da han kom til Danmark. I hvert fald ifølge papirerne. På hans flugt fra Afghanistan til Danmark, havde han mødt en del andre flygtninge, som havde forklaret ham, at jo yngre han var, jo større var chancen for, at han kunne få asyl. Så de fortalte ham, at han skulle sige, at han var 12 år gammel.

Da han kom til Danmark og skulle registreres i asylsystemet, skete der er fejl, og han blev registret som 11-årig. Men det gjorde ikke Parwiz noget. Han kendte nemlig ikke sin rigtige alder og havde ingen fødselspapirer.

Nervepirrende asylsag
Som repræsentant for Parwiz sad Bianca med til asylhøringen. Hun fik aktindsigt i hans papirer og sørgede for, at han følte sig godt tilpas og fik fortalt hele sin historie så korrekt som muligt.

- Det var en voldsom oplevelse at være en del af asylprocessen. Det her med at der var nogen, der skulle afgøre, om et ungt menneske som Parwiz skulle have lov at blive i Danmark eller skulle sendes hjem – det var nervepirrende. Jeg ryger normalt ikke, men den dag, der var asylhøring, røg jeg en cigaret i pausen for at finde lidt ro. Der var så meget på spil for Parwiz, og vi var begge helt urolige, fortæller Bianca.

Da Parwiz havde fortalt sin historie til Udlændingestyrelsen og havde gjort rede for, hvorfor han søgte asyl, var der ikke andet at gøre end at vente. Og en dag – fem måneder efter at Parwiz kom til Danmark – fik Bianca et brev. Afgørelsen var truffet.

LÆS OGSÅ: Fra reklamebranchen til nødhjælp: Derfor tog Dorte springet

- Jeg vidste straks, hvad det handlede om. Jeg var meget nervøs, da jeg åbnede brevet, for jeg ønskede jo det bedste for Parwiz. Egentlig syntes jeg, at vores møde med Udlændingestyrelsen var gået rigtig godt, men det er jo svært at vide, hvad de lægger vægt på, så jeg var langt fra sikker på, om svaret ville være positivt eller negativt.

Da Bianca fik åbnet brevet, kunne hun ånde lettet op. Parwiz havde fået asyl i Danmark, og hun ringede straks til ham. Han boede på daværende tidspunkt på et asylcenter i Jylland, og han havde endnu ikke fået den positive besked.

- Det var så stort at fortælle ham, at han havde fået asyl. Det havde jo en kæmpe betydning for ham, og vi var virkelig lettede begge to, siger Bianca.

Skole-hjem-samtaler og integration
Hvis de uledsagede flygtningebørn, ligesom Parwiz, får asyl i Danmark, bliver de flyttet fra et asylcenter til et bosted for uledsagede unge, og når asylsagen er afsluttet, har de ikke længere brug for deres repræsentant. Men børnene har stadig brug for hjælp, og indtil de fylder 18 år, får de tildelt en værge, som kan varetage forældremyndigheden.

Det er Røde Kors, som står for at finde værger til de uledsagede flygtningebørn, og da Parwiz havde fået asyl, og Biancas rolle som repræsentant var afsluttet, spurgte Røde Kors, om hun ikke ville fortsætte som Parwizs værge. Den opgave takkede Bianca ja til, og efter et par møder med sagsbehandlere, kommune og Statsforvaltningen overtog Bianca forældremyndigheden over Parwiz.

Som værge er det Biancas opgave at varetage Parwiz interesserer og sørge for, at han har det godt. Det er Bianca, som har kontakt med Parwizs bosted og hans skole, og det er hende der er med til skole-hjem-samtaler og møder med kommunen.

Som et ekstra familiemedlem
Parwiz har nu boet i Danmark i 2 år, og en gang hver anden uge mødes han med Bianca. Så drikker de te, snakker eller går ud og spiser kebab. De har været til fitnesstræning, på vikingemuseum og til Pride Parade, og de har et helt specielt forhold, som er svært at definere, fortæller Bianca.

LÆS OGSÅ: Adisa flygter stadig fra krigen i Jugoslavien

- Jeg er en blanding mellem at være hans mor og hans ven. Jeg beskytter ham og holder af ham, og jeg kan ikke forestille mig ikke at skulle se ham mere. Han er jo blevet en del af mit liv, og han betyder meget for mig. Når vi går en tur og har en rigtig god snak, og han fortæller mig om noget fra dengang, han var barn i Afghanistan, så er det rigtig fedt. Det er helt vildt at være blevet en del af hans liv, siger hun.

Parwiz bor på et bosted for uledsagede flygtningebørn i Roskilde og går i en modtagerklasse på en almindelig folkeskole. Han har ikke haft kontakt med sine forældre eller sine søskende, siden den dag, hvor han flygtede fra Afghanistan, og Bianca mærker klart, at hun er vigtig for ham.

- Det er de helt små øjeblikke i hverdagen, som fortæller mig, at jeg er vigtigt for Parwiz. For et par uger siden brækkede han for eksempel sin lillefinger og skulle opereres. Jeg var med ham på hospitalet, og han var meget nervøs, for han havde aldrig været i fuld narkose før. Bagefter sagde han tak, fordi jeg tog med ham. Det var egentlig lidt fjollet, for han skal jo ikke sige tak, hver gang jeg besøger ham eller gør noget for ham - for selvfølgelig gør jeg det. Det forekommer helt naturligt for mig. Men det er alligevel dejligt at vide, at han er glad for, at jeg er der, siger Bianca.

Ifølge papirerne er Parwiz nu 13 år gammel. Når han fylder 18, er Biancas opgave som værge slut. Men Bianca har ikke tænkt sig at droppe kontakten med Parwiz, bare fordi han fylder 18 år.

- I mine øjne vil jeg aldrig være færdig med min opgave. Så længe Parwiz har brug for mig, vil jeg hjælpe ham. På en eller anden måde er han jo blevet et ekstra familiemedlem, og den følelse slutter ikke, bare fordi min rolle som værge slutter, siger Bianca.

Bliv frivillig i Røde Kors og hjælp flygtninge
Hvis du ligesom Bianca vil være værge for et uledsaget flygtningebarn, kan du kontakte Røde Kors. Alle voksne kan melde sig til opgaven, hvis de har en ren straffe- og børneattest, og gennem samtaler med Røde Kors, Statsforvaltningen og den uledsagede unge bliver de bedste repræsentanter udvalgt.

Ifølge Niels Svankjær Christiansen, som er udviklingskonsulent i Røde Kors, er der ingen opskrift på en god værge, men der er forskellige faktorer, som spiller ind i udvælgelsesprocessen.

LÆS OGSÅ: Sådan er det at være nødhjælpsarbejder i Uganda

- Vi ser meget gerne, at værgerne har en baggrund eller en personlig erfaring eller uddannelse, som de kan bringe i spil i forbindelse med deres rolle som værge. Det er også en fordel, hvis værgerne selv har børn, så de kan bruge deres erfaringer. Men der er ingen faste rammer eller regler, for børnenes behov er meget forskellige. Alle, som er interesserede i at gøre en forskel og er indforstået med at afsætte tid til barnet, kan melde sig, siger han.

Røde Kors oplevede for nyligt, at der var stor mangel på værger, hvilket skyldtes, at der i 2014 kom rekordmange uledsagede flygtningebørn til Danmark. Hele 838 børn flygtede sidste år til Danmark uden deres forældre, mens tallet i de seneste år har ligget omkring 400.

I påsken gjorde Røde Kors opmærksom på manglen, og det resulterede i, at overraskende mange interesserede henvendte sig til Røde Kors. Over 300 har siden påsken meldt sig som værger, og Røde Kors mangler ikke længere frivillige til opgaven. Men Niels Svankjær Christiansen opfordrer alligevel folk til at henvende sig, hvis de har lyst til at hjælpe flygtninge i Danmark.

- Der har ikke været flere mennesker på flugt i verden siden 2. verdenskrig, og rigtig mange flygtninge har behov for hjælp og støtte – også i Danmark. Vi mangler ikke værger i øjeblikket, men til gengæld er der mulighed for at blive en del af nogle af vores mange andre spændende, frivillige aktiviteter for flygtninge, siger han.

Meld dig som frivillig hos Røde Kors her

LÆS OGSÅ: Amanda Lindhouts var gidsel i Somalia

LÆS OGSÅ: Kendte: Derfor laver vi velgørenhed

LÆS OGSÅ: Kamilla lærer gadebørn at lave gourmetmad