Gode bøger 2019
SPONSORERET indhold

18 nye bøger, du bør tage med på din ferie

Sommer, fri og afslapning rimer på bøger, hvis I spørger os. Vi har samlet en liste over bøger fra 2019, du ikke vil fortryde, at du kaster dig over.

Af: Susanne Baden Jensen Foto: Getty Images
28. jun. 2019 | Livsstil | ALT.dk

Og der er noget for enhver smag – om du er til klassiske romaner, en god krimi, biografier, ”coming of age” eller familiedramaer:

Katteøje Margaret Atwood.jpg

Katteøje – til dig, der elsker ”The Handmaid’s Tale”

Canadiske Margaret Atwoods bøger har gået deres sejrsgang de senere år, hvor de er blevet filmatiseret i HBO-serien ”The Handmaid’s Tale” baseret på ”Tjenerindens fortælling” og Netflix’ udgave af romanen ”Alias Grace”. Tidligere i år valgte forlaget Lindhardt og Ringhof så at genudgive hendes mindst ligeså gode roman ”Katteøje” fra 1988.

Her kommer den berømte maler Elaine Risley i forbindelse med en udstilling tilbage til barndomsbyen Toronto, som hun i sin tid flygtede fra på grund af grov mobning. Det bliver en konfrontation med ungdommens mest smertefulde øjeblikke, giftige pigegrupper, trusler, gruppepres, bagtaleri – og et uafsluttet forhold til bedsteveninden Cordelia.

”Katteøje” af Margaret Atwood
Lindhardt og Ringhof
395 sider – set til 260 kr. 

LÆS OGSÅ: Den ultimative bogguide: 55 fantastiske bøger, du bør give i gave

City of Girls Elizabeth Gilbert.jpg

City of Girls – Amazons favorit

Hvilken bog er den (foreløbigt) bedste i 2019? Ifølge redaktørerne på verdens største online boghandel, Amazon.com, er det bogen "City of Girls", som i år topper listen, de hver sommer laver over Best Books of the Year so Far.

”City of Girls” finder sted i 1940’ernes New York og handler om en ung pige, der er droppet ud af sin uddannelse og nu er sendt i skamfuldt eksil i den vilde storby væk fra sit overklasseliv. Her bor hun hos sin boheme tante Peg, der ejer et lokalt teater fuld af liv og skæve, farverige personligheder. Det er en såkaldt coming of age-roman af Elizabeth Gilbert. Hvem er hun nu? Jo, det er såmænd kvinden bag bestselleren ”Eat, Pray, Love”.

“City of Girls” af Elizabeth Gilbert
Bloomsbury Publishing
464 sider –  set til 150 kr.

Minder om fremtiden Siri Hustved.jpg

Minder om fremtiden – nyt fra Siri Hustvedt

I april udkom den danske oversættelse af Siri Hustvedts første roman siden bestselleren ”Den flammende verden” fra 2014. I ”Minder om fremtiden” bor den unge kvinde S.H. (ikke tilfældigt med de initialer…) sidst i 1970’erne i New York, hvor hun lytter til sin mystiske nabo Lucy Brites rablende monologer gennem væggen og skriver dem ned - indtil en aften, hvor Lucy braser ind i S.H.s lejlighed efter hjælp.

40 år senere er S.H. en stor forfatter, der finder notesbogen fra dengang samt et udkast til en ufærdig roman. Siri Hustvedt tager os med i de gamle noter, det påbegyndte romanmanuskript og sidehistorier, der alle flettes sammen. På den måde berør hun på begavet vis igen tematikker som køn og tid, når en ældre kvinde læser sine unge tanker, og om erkendelse og drifter som sex, kærlighed og vrede.

”Minder om fremtiden” af Siri Hustvedt
Lindhardt og Ringhof
332 sider – set til 350 kr. 

Projekt Luftballon Jes Buster Madsen.jpg

Projekt Luftballon – om kærlighed større end døden

Lad dig overraske, grine og blive rørt i mødet med ”Projekt Luftballon” fra februar, der personligt sendte vores tanker i retning af forfatterskaber som Bjarne Reuter og Dennis Jürgensen. For den 30-årige hjerneforsker Jes Buster Madsen har med sin debutroman begået en bog, der indeholder humor og dybde i fortællingen om en teenager, der må finde sine egne finurlige løsninger for at komme ud af sorg og svigt.

Bjørn på 15 år har lige mistet sin mor, Lily. Nu står han tilbage med en far uden ansigtsmimik, der enten går op i legetøjssoldater eller drikker, og en genial storebror, der nægter at komme ud af kælderen. Morens eneste ønske var, at hun ikke ville kremeres, men da Bjørns far beslutter, at det skal hun, udtænker Bjørn en vanvittig redningsplan. Han bliver hjulpet af sin semi-demente morfar på plejehjemmet og sin fuldstændig politisk ukorrekte chef Frank, der også bærer på deres egne skæbner og sorger.

Du sluger hurtigt den underholdende roman om en familie i opløsning, men også om kærlighed større end døden – og når du har læst den, kan du med fordel give den videre til en læselystne teenager på 12 til 18 år, men også din partner eller bedsteforældre, for det er anbefalelsesværdig læsning, der vil være tankevækkende for de fleste.

"Projekt Luftballon" af Jes Buster Madsen
Egolibris
166 sider – set til 199 kr. eller find den som lydbog her

Kattemenneske og andre fortællinger af Kristen Roupenian.jpg

Kattemenneske og andre fortællinger – novellen, der blev et fænomen

Dette er historien om en novelle, der gik viralt. Eller det er det ikke, for det er en anbefaling af en bog, som indeholder en helt særlig novelle. For det er immervæk ikke ofte, at en novelle vælter internettet, men det gjorde ”Catperson”. I december 2017 udgav det anerkendte magasin The New Yorker den på sin hjemmeside, og på få dage var den det mest læste på hjemmesiden – ikke bare den dag eller uge, men i hele 2017.

Millioner diskuterede fortællingen om en kvinde og en mands katastrofale date, og den blev udråbt til dét værk, der endelig satte ord på, hvorfor en ung kvinde kan finde på at sige ”ja” til (frivilligt) at have sex med en, selvom hun faktisk ikke rigtig har lyst. I marts udkom den så på dansk sammen med andre fortællinger af Kristen Roupenian (der som sidehistorie gik fra ukendt til at få 8,4 millioner kroner alene i forskud for sin første forlagskontrakt). Novellesamlingen ”Kattemenneske og andre fortællinger” er om magt, sex, og hvordan vi møder hinanden i dag, og nej, der bliver ikke lagt fingre imellem.

”Kattemenneske og andre fortællinger” af Kristen Roupenian
Gyldendal
256 sider – set til 200 kr.

Helle Erobreren Marie Louise Tüxen og Anders Morgenthaler.jpg

Helle Erobreren – sjov svindlerhistorie

Helle er en ægte kvindelig anti-helt, som er svær ikke at holde af. Forfatterne bag Helle Erobreren, Marie Louise Tüxen og Anders Morgenthaler, skulle efter sigende være blevet inspireret af hitfilmen Bridesmaids, da de besluttede sig for at skrive bogen. Og det mærker du – på den gode måde. Ikke i selve handlingen, men i bogens vilde og gribende plot tilsat masser af humor og fantasi. Bogens hovedperson er som sagt Helle, der gør SÅ meget forkert, men som du alligevel hepper på.

Hun er nemlig en gudsbenådet slagter, som blev fyret, og nu er hun havnet i noget af et lortested i livet (i flere betydninger – hvilket du forstår, hvis du læser første kapitel gratis her). Under en tvungen jobaktivering bliver hun dog ved et uheld forvekslet med en polsk turnuslæge. Og den chance griber Helle, for en gris har en anatomi meget som et menneske, og nu kan hun måske ændre sit liv ved snyde sig til at blive kirurg på Nykøbing F. Sygehus. Vanvittigt, ja. Men som læser ved du, at det hele handler om et menneske, der kæmper for at få sin værdighed tilbage. 

”Helle Erobreren” af Marie Louise Tüxen og Anders Morgenthaler
- bogen er den første af en trilogi fra makkerparret.
Gyldendal
285 sider – set til 195 kr. 

Reckless Daughter – Et portræt af Joni Mitchell David Yaffe.jpg

Reckless Daughter – om kvinden, der synger dine følelser

Joni Mitchell bortadopterede sin datter. Det anede jeg ikke. Men det er en af de mange sider af den canadiske sangers liv, som berøres i den meget overbevisende ”Reckless Daughter – Et portræt af Joni Mitchell” af forfatteren David Yaffe, som har mødt den 75-årige hovedperson to gange og talt med folk tæt på hende, herunder den nu afdøde Leonard Cohen.

Det er et grundigt portræt af kvinden, der kom til verden som Roberto Andersson, blev ramt af børnelammelse, lærte sig selv at spille guitar, tog på festivaler og levede et flower power-liv, blev gravid, skiftede navn, bortadoptererede sin datter og endelig brød igennem, da hendes sang ”Both Sides, Now” toppede hitlisterne. Hun er nærtagende, har været i voldelige forhold, druknet sig i kokain, og hun havde for vane at beholde sine elskere i sit liv, selv efter smertefulde brud.

LÆS OGSÅ: Ikonet Joni Mitchell er nyt ansigt for Saint Laurent

Joni Mitchell ER en af de allerstørste singer-songwriters, og det er der en grund til. Og ja, hun er kvinde i en mandsdomineret branche, men det som virkelig rammer, er den styrke og sårbarhed, som hun som menneske besidder – og den ægthed og de følelser, som hendes musik er så kendt for. En mindre advarsel er, at du muligvis (også) får lyst til at høre Joni Mitchell på anlægget hele sommeren – for denne bog kan virkelig anbefales, om du er fan forinden eller ej.

”Reckless Daughter – Et portræt af Joni Mitchell” af David Yaffe
Forlaget Klim
350 sider – normalt 300 kr. Forlaget Klim kører lige nu et festivaltilbud på 150 kr.   

Et andet menneske, et andet liv Sofie Jama.jpg

Et andet menneske, et andet liv – tre barske skæbner

Dette er endnu en af årets stærke, danske bogdebuter. Sofie Jama er født i Somalia og kom til Danmark som teenager. I dag arbejder hun - udover som forfatter - også som oversætter for de danske myndigheder, og hendes viden om livet som flygtning i Danmark har hun formået at folde ud i ”Et andet menneske, et andet liv”.

Her fortæller hun i tre spor historierne om en ung, somalisk kvinde, en asylsøgende, palæstinensisk dreng og en ældre, jødisk kvinde, hvis liv flettes sammen, da de mødes i København, og som på trods af deres forskelligheder bliver dybt forbundet. Det er historier om, hvordan man som flygtning forandre sig i en grad, så man risikerer at blive en helt anden, for at kunne overleve. Og det er også en historie om en omskåret kvindes seksualitet, som hun i den grad besidder. Sofie Jama skriver poetisk og provokerende, og det ses også i sporet af rosende anmeldelser, som bogen har fået med på vejen.

”Et andet menneske, et andet liv” af Sofie Jama
Politikens Forlag
320 sider – set til 300 kr.

Alt, hvad jeg ved om kærlighed Dolly Alderton.jpg

Alt, hvad jeg ved om kærlighed – ærlig og sjov beretning fra en ung kvinde

Når selv anmeldere, der normalt vil tage afstand fra noget, som kunne minde om at være i chicklit-genren, lægger sig ned og siger, at dette er en rigtig god bog, er det fordi, der er noget om snakken. Den britiske klummeskribent og podcastvært Dolly Alderton står bag ”Alt, hvad jeg ved om kærlighed”, og hun har i en alder af blot 30 år skrevet denne selvbiografiske roman, som hurtigt blev en bestseller og gav hende en National Book Award i hjemlandet.

I år er bogen så udkommet i en dansk udgave. Over tre årtier beskriver bogen, hvad Dolly har lært om kærlighed – til mænd, veninder og sig selv. Og det er ikke kedeligt, for hun er gennemsyret ærlig om sine forskellige faser: Fra ungdommens naivitet til i sine tyvere at date og drikke sig gennem London, storforbruge sociale medier, blive ensom, når bedsteveninden skal giftes, sulte sig selv, kaste sig manisk ud i arbejdet og gå gennem terapi. Det er en velskrevet personlig beretning om at finde rundt i sin tilværelse som voksen kvinde, som stærkt kan anbefales.

PSST: Bogen minder os om mini-webserien ”Værelse til leje”, som du kan se GRATIS her på ALT.dk

”Alt, hvad jeg ved om kærlighed” af Dolly Alderton
Hr. Ferdinand
336 sider – set til 190 kr. 

Kun når det regner Marie Brixtofte.jpg

Kun når det regner – Brixtoftes datter om farens misbrug

De fleste af os husker Peter Brixtoftes deroute fra bykonge af Farum i årene 1986 til 2002 til falleret politiker, der blev idømt fire års fængsel for groft mandatsvig i kølvandet på BTs afsløring af, at han bl.a. havde købt dyr mad og vin på kommunens regning. Eksborgmesteren røg senere ud i et stort alkoholmisbrug og døde for to år siden.

Nu fortæller datteren Marie Brixtofte i den selvbiografiske bog ”Kun når det regner” om, hvordan omgivelserne bliver medmisbrugere, når et familiemedlem er alkoholiker. Det er en bog om fortielser og at holde på hemmeligheder for at beskytte sin fars omdømme. Hun fortæller om frygten for, at hendes far dør, forsøget på at hjælpe – og om kærligheden og hendes egen kamp for langsomt at hele det store hul i maven. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at 585.000 personer i Danmark har et skadeligt alkoholforbrug, og 140.000 er alkoholafhængige – dette er en bog for alle, der har haft alkoholmisbrug inde på livet.

”Kun når det regner” af Marie Brixtofte
Gyldendal
208 sider – set til 300 kr. 

LÆS OGSÅ: Ole Henriksen: ”Med ét gik det op for mig, at jeg var begyndt at drikke vodka hver dag"

Hvad døden har lært mig om livet – 21 personlige fortællinger.jpg

Hvad døden har lært mig om livet – 21 personlige fortællinger

Da politikeren Søren Gades hustru Helle var ved at dø af kræft, indførte de et vetokort. Så kunne en af dem uden at give en grund få lov at sige nej til arrangementer. ”I dag er vetokortet en af de anbefalinger, jeg giver til andre. For det betyder, at begge parter pludselig mærker bedre efter i forhold til, hvad man som par prioriterer at bruge tid på – og det giver samtidig mere tid til parforholdet,” fortæller han ærligt i bogen ”Hvad døden har lært mig om livet”.

LÆS OGSÅ: 15 danskere med en dødelig diagnose fortæller: Disse 7 ting er dem, der VIRKELIG tæller i livet

Her sætter eksministeren sammen med 20 andre markante danskere ord på, hvordan de har haft døden inde på livet. Fra dem, der har mistet en, de holder af (partner, forælder eller et barn) til dem, der arbejder med mennesker i sorg, som psykologer, præster, en hospiceleder og en overlæge på intensivafdelingen. For det er en bog om sorg, men også med refleksioner, livserfaring og råd om at håndtere sorg – og måske den også kan give dig tanker om, hvordan du (om)prioriterer din hverdag?

”Hvad døden har lært mig om livet – 21 personlige fortællinger”
Kristeligt Dagblads Forlag
192 sider – set til 200 kr.

Læseren møder blandt andre: Gurli Marie Kløvedal • Merete Pryds Helle • Søren Gade • Charlotte Rørth • Marie Brixtofte • Stine BujeEsben KjærMichael Brautsch

Sort Perle Liza Marklund.jpg

Sort Perle – krimidronningen Liza Marklund er tilbage

Vi er ikke ene om at synes, at svenske Liza Marklund kan skrive en god krimi. Faktisk er hendes bøger oversat til 33 sprog og solgt i over 23 millioner eksemplarer verden over. Nu er hun tilbage med en ny spændingsroman om magt og penge – og en ny ung heltinde ved navn Kiona. Hun lever i 1990’erne et isoleret liv på en paradisisk ø i det sydlige Stillehav, hvor hendes familie gennem generationer har levet som perledykkere.

Men Kiona drømmer om at komme væk og få sig en uddannelse. Da en båd en nat kæntrer mod øen, lykkes det at bjerge en bevidstløs mand. Han og Kiona forelsker sig – indtil han en dag bliver hentet af mystiske mænd, der efterlader en mindre dollar-formue. Det bliver motoren i plottet, hvor vores heltinde rejser ud i verden for at løse mysteriet. Liza Marklund fastholder i denne velresearchede bog sin dybe samfundsinteresse, og her er fokus på penges magt.

”Sort Perle” af Liza Marklund
Rosinante
504 sider – set til 200 kr. 

Mette Frederiksen – et politisk portræt Thomas Larsen.jpg

Mette Frederiksen: et politisk portræt – hvordan fik hun magten?

Vi har netop fået den yngste statsminister i danmarkshistorien, og den blot anden kvindelige af slagsen. Om du stemte på Mette Frederiksen eller ej er egentlig underordnet, for hvis du som os først og fremmest gerne vil blive klogere på de mennesker, som er med til at tegne rammerne og tage store beslutninger for vores land, er dette en spændende og relevant bog at dykke ned i. Forfatteren Thomas Larsen er journalist og skrev for en hel del år tilbage den (også) anbefalelsesværdige ”Anders Fogh Rasmussen – i godtvejr og storm”.

LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen: Denne bog fik mig gennem min skilsmisse

Dette er muligvis en bog for politiske nørder, men det er bare interessant at komme (lidt) tættere på toppolitikere af den karakter samt at forstå historierne og mekanismerne bag deres måde at tænke på. Her er det så en indsigt i en kvinde, der meldte sig ind i DSU og rykkede op i geledderne, som et af sit partis lysende talenter, og en beskrivelse af en personlig og politisk rejse frem til seneste valg. 

”Mette Frederiksen – et politisk portræt” af Thomas Larsen
Gyldendal
317 sider – set til 230 kr. 

Anbefalet til dig