Dennis Mortensen
SPONSORERET indhold

Dennis’ sekretær modtager ofte blomster, chokolade og tilbud om dates. Men hun findes slet ikke

Kender du Amy?

Af: Christina Andreasen
31. mar. 2017 | Livsstil | Eurowoman

Da jeg forsøger at sætte et møde op med it-multimillionæren Dennis Mortensen, som bor i New York, modtager jeg få minutter efter et svar fra hans personlige assistent, Amy Ingram.

'Tjekket', tænker jeg. Men en sekretær, der holder styr på kalenderen, må også være helt normalt for så travl en mand som Dennis, der personligt har startet fem it-virksomheder før sin 40 års fødselsdag. Derfor opdager jeg i første omgang ikke, at Amy er helt særlig.

Hun eksisterer nemlig slet ikke.

Her er Amy Ingrams første email-svar til mig.

Faktisk har Dennis Mortensens virksomhed x.ai opfundet Amy, som er en robot, alle mennesker kan købe som ’personlig’ assistent til at sætte deres møder eller andre former for aftaler, fx kaffeaftaler, op. At hun ikke er et menneske af kød og blod er svært at spotte ved første øjekast. Kun ganske diskret står der nederst i mailen ved siden af virksomhedsnavnet angivet, at x.ai laver en ”assistent med kunstig intelligens, som planlægger møder” – men ikke, at det er Amy, som jeg i dette tilfælde har mailet med.

Derfor sker det ofte, at der bliver sendt blomsterbuketter og pakker med chokolade til x.ai’s kontor i det finansielle område på Manhattan. Alle sammen adresseret til Amy og fra mænd, som Amy har mailet sammen med.

Men det stopper ikke der. For Amy bliver også løbende inviteret ud på dates. 

Et eksempel på en forespørgsel på en date til Amy, som venligt svarer. Foto: Dennis Mortensen

– Måske er det et trist faktum omkring mit køn. For du bør selvfølgelig ikke invitere folk ud, når du bare har e-mailet med dem. Men vi oplever altså, at folk, der har været i dialog med hende, løbende inviterer hende ud, fortæller Dennis Mortensen.

At folk tror, Amy findes i virkeligheden, er en tendens, der viser sig på mange måder – også når folk bare vil være høflige eller beder Amy om en anden tjeneste end at planlægge et møde.

– Der er mange, der mailer og spørger hende: Hvor kan jeg parkere bilen, når jeg kommer til møde? Kan du hente mig i lobbyen? Og folk, der dukker op til møder med tre kopper kaffe i hånden, fordi de regnede med, at både John, Michael og Amy ville deltage. Som virksomhed er vi nødt til at have en respons, som kan håndtere den slags. Det har vi fået bygget nu. 

Selvom mange af x.ai’s kunder godt ved, at de køber Amy som en robot eller egentlig blot som en tjeneste, har de hende alligevel med på deres interne team-sider i virksomheden eller nominerer hende til ’månedens medarbejder’. Ifølge Dennis er det både en anerkendelse af, at hun er en værdsat medarbejder, men dog mest fordi folk synes, det er sjovt.

LÆS OGSÅ: Dansk multimillionær i New York: Jeg mistede ALT – og det var det bedste, der kunne ske

Sådan fungerer Amy

Amy fungerer således, at hun skal aktiveres af den person, som hun er personlig assistent for. Da jeg skrev til Dennis og efterspurgte et møde, svarede Dennis mig med en mail, som han satte Amy Ingrams mail cc på, hvor han bad om hendes hjælp til at planlægge aftalen.

Her spørger Dennis Mortensen Amy om hjælp til at planlægge et møde.

Det svarer Amy så på indenfor et par minutter. Hun har nemlig adgang til Dennis’ kalender, så hun kan hurtigt fortælle mig, hvornår Dennis har tid til at mødes med mig.

I mit tilfælde blev hendes hjælp dog alligevel ikke nødvendig, da Dennis kort efter foreslog, at vi kunne mødes samme dag, imens hans datter var til dans. Derfor skrev Dennis tilbage til Amy, at vi alligevel ikke havde brug for hendes hjælp denne gang. Det svarede hun tilbage på kun til Dennis’ mail.

Dennis fortæller Amy, at vi alligevel ikke har brug for hendes hjælp, og Amy svarer høfligt.

En af fordelene ved Amy er netop, at hun er meget præcis. Hun svarer altid indenfor et par minutter, og hun arbejder døgnet rundt, så man aldrig skal vente længe på et svar. 

– Mange af dem, jeg sætter møder op med, bliver helt vildt imponerede og skriver til mig: ’Hvor er din assistent bare konstant på pletten. Hun sender mig emails kl. 23. Hvornår sover din assistent, Dennis?’ Og så må jeg jo svare, at hun faktisk slet ikke sover, siger Dennis.

LÆS OGSÅ: SoMe-stjerne på fuld tid

Amy er relevant for alle

Det smarte ved at ”ansætte” Amy er ifølge Dennis Mortensen, at hun naturligvis er billigere end en levende personlig assistent, og at ingen medarbejdere nogensinde igen selv bør bruge deres tid på at sætte møder op.

– Nu er der endelig en mulighed for at komme til at lave det, vi blev ansat til at lave og ikke alt muligt andet usexet. Når vi tænker over det, bruger vi jo enorme mængder tid på alt muligt, som i bund og grund ikke handler om det, som vi rent faktisk blev ansat til at lave – fx at sætte møder op.

Firmaet x.ai har lavet analyser på 10.000 mødeplanlægninger, der viser, at det i gennemsnit tager 15 minutter og 8 emails frem og tilbage at sætte et møde op. Det kan være et virksomhedsmøde såvel som en kaffeaftale. Dvs. at hvis du skal arrangere fire møder om ugen, kan du spare en time om ugen på at bruge Amy. Netop derfor er Amy ifølge Dennis Mortensen ikke kun relevant for personer, som lever hæsblæsende karriereliv i New York, men også for folk som fx min mor, som kun arrangerer begrænsede antal møder hver uge.

Ligesom vi alle sammen forventer at få en email, når vi starter på et nyt job, så bør vi fremover også forvente at få en assistent som Amy, mener Dennis Mortensen.

– Man burde forvente, at man ikke selv skal arrangere sine møder. Det er ikke en luksus. Selvfølgelig skal man have en robot til det, da man kan spare rigtig meget tid på det.

Selvom x.ai kun har arbejdet på Amy i tre år, og den offentlige version kun har været tilgængelig siden sidste sommer, har en masse individuelle medarbejdere fra virksomheder som Netflix, Amazon, Oracle, Uber osv. allerede bestilt hende som service.

LÆS OGSÅ: 14 ting som vi ALLE gør, men ALDRIG vil sige højt

Maskiner versus mennesker

X.ai har også fundet frem til, at 11 procent af de email-korrespondancer, som Amy er inde over, indeholder mindst én email, hvor personen i den anden ende udelukkende takker Amy for hendes hjælp.

– Taknemmelighed burde ikke eksistere i vores system. Det burde være følelsestomt. Amy har jo ikke brug for et virtuel klap på ryggen for at blive gladere i morgen, for hun er bare en maskine. Men det opstår nu så ofte, at vi har skullet bruge tid og energi på at lave et system, som fanger, at det eneste formål, de emails har, er, at folk vil udtrykke deres taknemmelighed. Det har vi brugt ret meget tid på.

På x.ai’s kontor i Financial District sidder over 100 mennesker og arbejder  dagligt på at træne Amys forståelsesevne, så hun konstant bliver klogere. For ligesom med mennesker er det sådan med maskiner, at de ting, vi er rigtig gode til, er ting, vi har set ofte. Derudover er maskiner mere præcise end mennesker. For mennesker er det nærmest umuligt at huske, hvad vi lavede på en specifik dato for et år siden, hvorimod maskiner er oplagte til den slags, påpeger Dennis.

Til gengæld kan det være svært at få et menneske og en maskine til at snakke sammen og forstå hinanden.

– At få to maskiner til at tale sammen er let, og at få to mennesker til at tale sammen er forholdsvis let. Men hvis du vil have en maskine og et menneske til at snakke sammen, bliver det lige pludselig super svært. For ting, som vi mennesker synes, er åbenlyse, klare, fair og sande er ikke nødvendigvis nogen af delene. Vi siger ting, der ikke er helt åbenlyse, men noget, man forventer, folk ved. Og noget, vi går ud fra, er sandt. Det er meget menneskeligt at bruge termen ”i morgen”, selvom klokken er efter midnat. Det miljø skal Amy kunne eksistere i, og det kræver en masse træning.

Et valg, som x.ai også har truffet, er, at Amy kun skal specialisere sig i én ting: nemlig mødeplanlægning. Det kaldes en vertikal assistent, hvorimod de andre robotter på markedet, som er Apples Siri, Microsofts Cortana og Amazons Alexa alle kaldes horisontale robotter, fordi de vil kunne ’lidt af det hele’. På den måde adskiller hun sig på markedet.

Derudover findes Amy også i en mandlig version kaldet Andrew, så man selv kan vælge, hvem man helst vil have hjælpen fra. Amy og Andrew kan nemlig det samme, men alligevel er der en ret sjov statistik, som spiller ind, når folk vælger, hvilken de version vil have.

– Stort set alle kvinder vælger Andrew, imens alle mænd vælger Amy. Nogle gange tænker jeg på, om jeg har lyst til at vide hvorfor, siger Dennis Mortensen med et glimt i øjet.

Er du blevet nysgerrig på at få Amy eller Andrew som personlig mødeplanlægger? Så kan du få fat i hende her på x.ai’s hjemmeside

LÆS OGSÅ: Har du prøvet Danmarks dyreste afternoon tea?

LÆS OGSÅ: 19-årige Ea blev så forelsket, at hun traf et valg, som på alle måder ændrede hendes liv

LÆS OGSÅ: 5 grunde til, du aldrig skal flytte til udlandet som nyuddannet