Anna Grue kollapsede af stress: "Der var blod over det hele"

Udgangspunkt
– Jeg kommer fra et akademikerhjem og har fået meget selvtillid med fra mine forældre. Jeg er altid blevet beundret, jeg var så dygtig, jeg var så stærk, der var ikke noget, jeg ikke kunne. Min mor var meget feministisk, så jeg gik i lange bukser og kravlede i træer sammen med drengene. Jeg var sådan en lille pige, der vidste, hvor hun ville hen.

LÆS OGSÅ: 11 råd mod stress - der virker 

– Da jeg kom i skole, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg var meget dygtigere end de andre. Og jeg er faktisk ikke en stræbertype, jeg er sådan en, der gerne vil være gode venner med alle. Og det er altså svært at være gode venner med alle, hvis man rager lidt for langt frem rent kundskabsmæssigt. Især i Jylland hvor jeg voksede op i Randers og til dels i Aalborg. Jeg fandt meget hurtigt ud af, at hvis man ville have både lærernes respekt og sine kammeraters, så skulle man bare være uartig, samtidig med at man var dygtig. Så det blev jeg. Jeg blev meget uartig endda. På et tidspunkt havde jeg rekord – ikke alene i min egen klasse, men på hele årgangen – i flest svedere. Det var i fjerde klasse, og jeg blev simpelthen fejret af de andre.

– En dag blev jeg skældt meget voldsomt ud af vores regnelærer – en led karl, hr. Hansen hed han – og pludselig rejste den frækkeste af drengene sig op, pegede på hr. Hansen og sagde: "Du skal ikke tale sådan til Anna – hun er den stærkeste dreng i klassen!" Og der tænkte jeg, YES, jeg har opnået det, jeg ville. Jeg er populær i klassen og berømt for at være fræk, og samtidig var jeg den, der fik de højeste karakterer.

LÆS OGSÅ: 2 år efter stress: Det har jeg lært af mit sammenbrud

– Min strategi fungerede godt, indtil vi flyttede til Aalborg, da jeg var 12 år. Jeg kom på en fin privatskole med sådan nogle pæne, pæne cardiganbørn. Og der lagde jeg ud i fin stil med at påtage mig ansvaret for en skammel, der var blevet ødelagt i fysiklokalet, selvom det overhovedet ikke var min skyld. Men jeg havde dummet mig den første dag ved at vinde en stavekonkurrence, og det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg tænkte, at jeg kunne hente den hjem ved at påtage mig skylden for noget, jeg ikke havde gjort. Men de der aalborgensiske børn kiggede bare fuldstændigt tomt på mig. Hvad fanden har du gang i? Og så gik det op for mig, at det var slut med at være den stærkeste dreng i klassen. Jeg havde haft en rolle, som jeg ikke kunne overføre til en anden skole – og det var bare ærgerligt.

Vendepunkt
– Det store vendepunkt i mit liv var, at jeg fik en stressudløst depression i 2004. Jeg påtog mig alt for meget hele tiden, for jeg er sådan en, der kommer til at sige ja til alt. Jeg synes, at alt lyder spændende. Jeg er virkelig drevet af begejstring, og jeg bliver så optaget af mit arbejde, fordi jeg synes, det er så sjovt. Det hævner sig. I forbindelse med depressionen var jeg hos en erhvervscoach, som fik mig overbevist om, at når jeg var så ulykkelig over ikke at være pensionist – udelukkende af den grund, at så ville jeg have tid til at skrive en bog – så syntes han, det var en god ide at gå hjem og skrive den bog med det samme. Hvis han ikke havde skubbet til mig den dag, så kunne der godt være gået rigtig mange år, før jeg var begyndt at skrive, så jeg er meget taknemmelig over hans råd.

– Jeg havde været redaktør i mange år og havde skrevet andre menneskers ord om til ordentligt dansk, for nu at sige det lidt groft, men jeg havde aldrig selv produceret artikler, højst en leder. Så jeg vidste i virkeligheden slet ikke, om jeg kunne skrive. Jeg vidste bare, at jeg havde drømt om det hele mit liv. Da jeg satte mig ned og skrev første kapitel af "Noget for noget", var det ligesom at trykke hul på en vandballon. Det kom bare væltende ud af fingrene på mig. Jeg var slet ikke i tvivl. Ingen tøven. Og jeg vidste, da jeg var færdig med et kapitel efter et par timer, at hold da op, det her vil jeg lave resten af mit liv. I samme omgang fandt jeg ud af, at jeg nok ikke skulle skrive om aftenen, det er jeg rigtig dårlig til. Så jeg stod op klokken fire om morgenen i et par år og skrev på mine bøger, inden jeg mødte på arbejdet.

LÆS OGSÅ: "Jeg gik ned med stress som 22-årig"

– Da jeg havde skrevet to bøger, og de var blevet godt modtaget, tænkte jeg okay, det kan faktisk godt lade sig gøre det her, det er bare ikke sikkert, jeg kan komme til at leve af det. Så jeg allierede mig med min mand, som jeg havde forsørget de første 15-20 år af vores ægteskab. Han var på det tidspunkt blevet professor på Kunstakademiet og formand for Statens Kunstfund, så han havde en pæn løn, og vi blev enige om, at nu var det ham, der var forsørgeren, og så gav jeg det et forsøg.

Omdrejningspunkt
– Det lyder banalt, men det er jo selvfølgelig mit ægteskab. Vi har været sammen i 38 år og gift i de 34. Det er, hvad jeg vil kalde et meget udbytterigt parforhold. Ikke nok med, at vi har produceret de her fantastiske børn, som vi har, vi arbejder også i samme hus og er hinandens bedste fans og værste kritikere. Jesper står og maler i sin fløj, og jeg sidder og skriver i en anden fløj, og så taler vi stort set ikke sammen hele dagen, for jeg har brug for ufattelig meget ensomhed, når jeg skriver. Men vi bruger hinanden meget. Det er ham, der læser mine ting først, ligesom jeg giver kritik og reaktioner på hans billeder undervejs.

– Vi mødte hinanden, da jeg var 20 år. Jeg var gift og havde et barn på ni måneder. En dag skulle jeg til et festudvalgsmøde hos en af mine studiekammerater fra Skolen for Brugskunst. Hun boede i kollektiv, og på et tidspunkt skulle jeg finde et toilet. Jeg gik igennem de mange værelser i kollektivet – og så – i et af værelserne stod der sådan en meget ung, genert fyr, som lignede Woody Allen. Han stod og spillede bas, og han sagde: "Hej." Og jeg sagde: "Hej." Der gik et par dage, så kyssede vi hinanden til en fest og har faktisk været sammen lige siden. Der var bare noget, der klikkede fra starten, selvom vi er enormt forskellige. Hvor han er forsigtig, neurotisk og meget dybt tænkende, så er jeg den, der banker projekter op, griner og snakker. Men på nogle meget vigtige punkter ligner vi alligevel hinanden. Den der fokuserede omgang med vores arbejde, der kan vi godt mødes. Og så i holdningen til at have børn. Jeg havde jo Rune på ni måneder, og hvis han og Jesper ikke havde været så glade for hinanden fra første færd, så var det aldrig blevet til noget.

– Det var bestemt ikke sjovt at skulle gå fra min søns far. Der gik et halvt år, før beslutningen blev endeligt taget. Det var virkelig, virkelig hårdt for alle parter. Men jeg vil sige, at han tog det med oprejst pande, faren, og han blev ved med at se Rune meget. Vi har stadig et godt forhold til hinanden og ses jævnligt. Men hvis jeg skal nævne nogle ting, som jeg har dårlig samvittighed over i mit liv, så står det brud stadig øverst på listen.

LÆS OGSÅ: Var nødt til at låne datters penge fra tandfeen bare for at kunne købe mælk

– Når jeg kigger tilbage med de langsynede ældre-dame-briller på, så tænker jeg, okay hvad var oddsene for, at mit forhold til en mand, jeg møder som 20-årig, vil holde så mange år? Ikke ret store. Men jeg tror, at det handler om, at vi er meget enige om, hvad det gode liv er. Jeg kender ingen, jeg kan nørde igennem med, som med Jesper. Altså, hvor mange mænd ville synes, at det var toppen af en ferie at tage rundt og se på sydengelske forfatterhaver i to en halv uge? Ikke ret mange, vel. Og hvor mange ville gide følge i Jespers fodspor rundt i Yorkshire og se på billedkunstneres hjem og nørde med tapeter og farver? Heller ikke ret mange. Vi er meget på hinandens projekter, og vi lader os gribe af hinandens diller. Men han er meget mere dyb end jeg er, det er typisk ham, der læser Virginia Woolf, Kafka og Joyce. Jeg er helt klart til Irving og Anne Tyler og populærlitteratur. De eneste krimier, Jesper nogensinde har læst, det er mine. Han aner ikke, hvad en krimi er. Jeg har prøvet at få ham til at læse klassiske krimier, men det gider han ikke.

Nulpunkt
– Jeg siger stadig ja til alt for meget, og derfor gik det galt igen i marts i år. I et halvt års tid havde jeg bare haft fuldstændig sindssygt travlt. Jeg havde skrevet min nye roman færdig, og samtidig var jeg meget i Tyskland, fordi jeg er ved at slå igennem dernede. Oven i alt det fandt vi ud af, at vi skulle sælge vores hus og flytte. For at det kunne passe ind i købers planer, skulle vi faktisk flytte lige mellem to udlandsrejser for mit vedkommende. Jeg har sjældent haft så travlt i mit liv, og det var for meget. Jeg åd vilde mængder af ibuprofen for at holde mine rygsmerter ud, og rigtig mange kodimagnyler for at holde min hovedpine ud, og så begyndte jeg at få ondt i maven.

– I marts var jeg inviteret til Leipzig til en kulturfestival, og jeg tænkte, at jeg nok bare skulle have en kodimagnyl mere og nogle øl, så kørte det nok. Da jeg havde spist morgenmad fredag den 13. marts, ville jeg lige ud og ryge en cigaret bagefter, men det kunne jeg ikke. Jeg var simpelthen for svimmel. Det føltes, som om vejen kom op imod mig. Jeg gik op til mit værelse og besvimede uden for døren. Der kom en stuepige, som hjalp mig ind på værelset, og så lukkede hun døren efter mig. Og gik. Der er mange tyskere, som ikke taler engelsk overhovedet, og som bliver meget generte, når de opdager, at man ikke taler så godt tysk. Og det var helt tydeligt, hun ville bare ikke have mere med mig at gøre.

– Og så begyndte jeg at bløde ud af endetarmen. Var bevidstløs. Besvimede. Slog hovedet ned i gulvet. Der var blod over det hele. Efter et par timer gik det op for mig, at jeg var ved at gå i chok, fordi jeg rystede sådan. Jeg tænkte, at jeg måtte have et ret stort blodtab, og at jeg blev NØDT til at få fat på nogen. Jeg troede faktisk, at jeg skulle dø. Min telefon lå på den anden side af sengen, og jeg kunne simpelthen ikke overskue at komme rundt om sengen. I stedet begyndte jeg at ligge og råbe: "Hilfe!" Hver gang jeg kunne høre nogen uden på gangen. "Hilfe!"

LÆS OGSÅ: Karina tog imod en seddel fra en mand i toget - og så skete dette

– Efter en halv times tid var der endelig en, der hørte mig og hentede oldfruen, som låste sig ind. Og så gik det ellers stærkt. Pludselig var der ambulancefolk, læge og paramediciner, og jeg fik lagt drop og taget blodtryk. Selvom jeg havde det skide dårligt, så var der alligevel en ting, der var så urkomisk ved det hele. Da oldfruen ringede efter ambulancen, hørte jeg, at hun forklarede, at hun stod med en kvinde midt i 40'erne – YES – som havde mistet et barn! Jeg var ikke i stand til at korrekse hende, for hun talte kun tysk, og jeg var helt udmattet, men da lægen kom, og oldfruen blev ved med at stå og snakke om "der fötus" – fosteret – så tænkte jeg, at nu bliver jeg nødt til at sige noget. Og så råbte jeg: "Entschuldigen Sie. Ich bin alt! Zu alt! Ich habe gar kein uterus. Es ist aus dem rektum!" Ha, ha, det var simpelthen for sjovt. Jeg lå og fnisede, selvom jeg havde det så dårligt. Det var helt absurd.

– Jeg fik at vide nogle dage efter, at jeg havde været i "kritisk tilstand", jeg havde blødende mavesår. Jeg var indlagt to dage på intensiv og tre dage på en almindelig afdeling dernede. Personalet kunne ikke tale engelsk, og mange af dem reagerede aggressivt over, at jeg kun kunne lidt tysk. Det var meget mærkeligt at føle sig så fremmed. Maden var også fuldstændig ubeskrivelig forfærdelig, og når man er et madøre, som jeg er, så er det altså slemt.

Lægerne mente, at jeg godt måtte få normal kost, men køkkenpersonalet havde besluttet, at jeg var "am strengsten Diät". Mit første måltid var mælkegrød – så ulækkert – og mit andet måltid var halvanden deciliter grøntsagssuppe og sådan en vingummidessert.

– Så ja, det var mit nulpunkt: at ligge på et badeværelsesgulv i Leipzig og mærke, at det var alvor. Og det var faktisk mere chokerende end første gang, jeg gik ned med stress, for dengang var det "bare" noget med at begynde at tude og ikke orke noget. Denne gang var det både fysisk og psykisk på en gang. Jeg har lovet min mand, at jeg nu kun laver EN ting hver dag, men det har jeg allerede overtrådt indtil flere gange, og jeg er ikke engang raskmeldt endnu. Jeg prøver virkelig, men det er svært. Og det er, fordi jeg ikke tænker på det som arbejde. Jeg holder aldrig weekend. Jeg holder ikke ferie. Det kunne ikke falde mig ind. Og det gør min mand heller ikke. For os er hver dag en arbejdsdag, for det er de dage, vi allerbedst kan lide. Men jeg prøver at blive bedre til at sige nej.

LÆS OGSÅ: "I dag er jeg rigtig glad for, at jeg ikke sagde: "Du kan bare skride, kælling"

Holdepunkt
– Min allerførste erindring er fra dagen efter min 1-årsfødselsdag. Jeg kan huske, hvordan jeg går på mine små ben og er stolt over, at jeg kan gå. Jeg går ned mod et sankthansbål ved Nykøbing Fjord. Det ligger på sådan en stor mark, og den udsigt over fjorden genså jeg, da vi for 18 år siden besluttede, at vi ville kigge på et sommerhus. Vi kom op til det her sted ved Isefjorden, tæt på Nykøbing, jeg gik ud på plænen og begyndte at græde. Det havde helt klart noget med den første erindring at gøre. Det var ligesom at blive bombet tilbage til min barndom. Jeg var fuldstændig oppe at køre over det, vendte mig om til ejendomsmægleren og sagde: "Vi køber det!". "Skal I ikke lige se huset?", spurgte han. Og joh, det kunne vi da godt, men det var ikke så vigtigt. Vi skulle have det. Og Jesper var heldigvis enig. Huset har vi stadig, og det er mit holdepunkt. Alle mine bøger er skrevet der, og jeg er ikke rigtig rolig noget sted ud over der. At sidde og kigge ud over fjorden, det er det bedste i hele verden. Vand giver mig ro. Det er måske også derfor, jeg faldt så meget for den her lejlighed, som vi for nylig er flyttet ind i. Her er også udsigt til vand.

Lyspunkt
– Dem er der så mange af hver dag, at jeg ikke bare kan vælge et. Jeg er dybest set ret lykkelig. Et lyspunkt er, når jeg kigger ud ad vinduet. Når jeg får min første kop kaffe. Når jeg snakker med min mand. Når jeg kommer hjem til hundene, som betyder utrolig meget for mig, og som altid ligger ved siden af mig, når jeg skriver. Og det er selvfølgelig et lyspunkt, når jeg ser mine børnebørn.

– At være bedstemor er meget, meget fint. Jeg har to store børnebørn på 11 og 8 år, og så tvillinger på 2 ½. Tvillingerne blev født 13 uger for tidligt, og fordi de gjorde det – og fordi der var to af dem – så var der meget brug for mig. Det betød, at jeg var meget sammen med dem lige fra starten. Der var en periode, hvor jeg nærmest var fuldtidsmormor, og det har været som at få en lille ekstra gave i livet. For når man tager besværet og det hårde arbejde med sådan nogle børn, så får man på en måde lov til at genopleve, hvordan det var at være forældre.

– Det er meget underholdende at være sammen med børnebørnene. Tvillingerne kan godt lide, når jeg tegner, de synes, det er ret sejt, at jeg kan det. Men ellers stiller man sig jo rådighed som klatrestativ og hoppebold. De kan vældig godt lide at hoppe i sengen, buldre rundt, og klatre på en. De er meget fysiske. De går i sådan en idrætsvuggestue, som er specielt beregnet til børn, der er født for tidligt. Der er ikke noget legetøj, de skal lege med deres krop i stedet for at lege med ting. Det betyder, at de er sindssygt gode til at balancere, klatre og stå på hovedet. Det er så sjovt, og jeg kan enormt godt lide at være sammen med børn.

LÆS OGSÅ: 9 kampagner med kvinder i undertøj, der vil få dig til at elske din krop

LÆS OGSÅ: "Vi mistede to spædbørn med to års mellemrum"

LÆS OGSÅ: Her er de 3 mest sexede ord en mand kan sige