"Fællesskabsånden her er fantastisk. Vi har været her en gang før, og det var en kæmpe succes"

"Halløjsa og velkommen!" råber en mand i en mikrofon. "Hånden i vejret, hvis I ikke har været her før!"

Jeg rækker hånden i vejret. Det samme gør en tredjedel af de mennesker, jeg sidder sammen med. Vi er til fællesspisning i folkehuset Absalon på Vesterbro, og manden, der råber, er kok. Han præsenterer menuen, tandoori-kylling med basmatiris og stegte svampe, og slutter med et "velbekomme og ha' det dejligt".

For knap en time siden var der kø helt ud på fortovet. Voksne, børn, unge og gamle var stimlet sammen i vintermørket og trippede for at komme ind i varmen. Nu sidder vi godt 200 mennesker side om side ved pastelfarvede langborde, der matcher de farvede vægge og leder tankerne hen på biografen Palads i København. Lysekroner hænger ned fra loftet, og stille musik flyder ud af højtalerne, mens blomster, levende lys og en stak tallerkener står på midten af hvert bord.

Jeg har fået plads ved et lyslilla langbord bagerst i det enorme rum. Ved siden af mig sidder 37-årige Maria Tarp og hendes søn Winston på 4 år. I modsætning til mig rakte de ikke hånden i vejret, for fællesspisning er ikke en ny oplevelse for dem.

– Absalon er lidt som en forlængelse af vores dagligstue. Vi er her cirka en gang om ugen, for det er fedt at lave noget uden for hjemmets fire vægge, og det er en nem og hyggelig måde at se andre mennesker på. Og så er det da også meget rart at slippe for at lave mad, fortæller Maria Tarp, der er kommet i Absalon, siden stedet åbnede i august 2015.

Maria Tarp  besøger Absalon  cirka en gang om ugen sammen med sine børn.

Oprindeligt var Absalon en folkekirke, men i dag er bygningen blevet renoveret og omdannet til et folkehus, og nu bliver der dagligt afholdt arrangementer som yoga, bordtennisturneringer, banko, filmaftener og fællesspisning. Listen over aktiviteter i folkehuset er lang, og Absalon er langtfra det eneste sted, hvor fælleskabet er kommet i fokus.

De seneste år er små, moderne fællesskaber begyndt at spire frem, og de eksisterende fællesskaber er vokset. Over hele landet melder flere og flere sig ind i blandt andet vinterbaderklubber, Dansk Vandrelaug og kor. Men hvordan kan det være, at det pludselig er blevet så populært at mødes på kryds og tværs og at dele både sin tid og sine tanker med fremmede?

LÆS OGSÅ: Peggy Guggenheim: Denne kvinde var en af det 20. århundredes største kunstsamlere

Et glemt behov

Ifølge Birthe Linddal, der er sociolog og fremtidsforsker, er behovet for at være en del af et fællesskab på ingen måde noget nyt.

– Det er et urmenneskeligt behov at have relationer. Mennesker har brug for at være sammen med andre mennesker – ellers ­lurer ensomheden og meningsløsheden, siger hun og forklarer, at vi i den moderne tid dog ikke altid er særlig gode til at pleje og prioritere vores relationer.

– Mange har utroligt travlt med sig selv og deres eget liv, og blandt andet derfor er ensomhed et voksende problem i Danmark. Men folk længes efter fællesskaber og det at være en del af noget større. Det er helt tydeligt, for der er klare tendenser, der viser, at flere nu bevidst søger et liv med mere fællesskab, ­siger hun og kalder tendensen et "oprør mod individualismen
og egoismen".

Også fremtidsforsker Liselotte Lyngsø mener, at de nye fællesskaber er en modreaktion på den måde, vi har levet på de ­sidste årtier.

– Jeg tror, at vi er nået til et vendepunkt. Vi har længe levet som individualister, men langsomt er det begyndt at gå op for os, at vi har brug for fællesskaber og nærvær i vores liv, og at det ikke er nok med en god karriere og et liv, der ser attraktivt ud på de sociale medier, siger hun.

Et måltid mad i Absalon koster 50 kroner, som betales i døren.

Den fantastiske fællesskabsånd

Ved det lyslilla langbord i Absalon begynder en kvinde over for mig at fordele stakken af tallerkener, der står midt på bordet. To andre rejser sig for at hente et par fade med mad i køkkenet, mens resten af selskabet er i fuld gang med at lære hinanden at kende.

I nærheden sidder fire veninder samlet omkring et brunt bord. De er mellem 30 og 49 år gamle og kender hinanden fra en roklub, som de meldte sig ind i sidste forår. Dengang søgte de et fællesskab, og det er præcis det samme, de søger i Absalon.

– Fællesskabsånden er fantastisk. Vi har været her en gang før, og det var en kæmpe succes. Dengang spillede vi banko og mødte en masse spændende mennesker, og det er det, der er det fede ved Absalon. Selvom folk er meget forskellige, har vi alle én ting til fælles: Vi er åbne og klar på at lære hinanden at kende, siger Eva Grønbjerg på 41 år.

Eva Grønbjerg (t.v.) og hendes veninde Sascha Kurz. Sammen med deres to andre veninder har de været i Absalon en gang tidligere.

Hendes 49-årige veninde Bettina Nysom giver hende ret og forklarer desuden, at aktiviteter som fællesspisning i Absalon også er "med til at holde ensomheden fra døren".

– Det er enormt dejligt at føle sig som en del af noget større. I hverdagen kan man nemt blive lidt isoleret, synes jeg. Jeg blev skilt for to år siden, og mine børn er så store, at de er ved at have skabt deres eget liv, så jeg har været nødt til at gentænke mit liv og spørge mig selv: "Hvad vil jeg egentlig bruge min tid på?", ­siger Bettina Nysom og tilføjer:

– Desuden synes jeg hurtigt, at hverdagen bliver lidt ensformig. Selvom jeg har et aktivt liv med gode venner, bliver det jo ­ofte til, at man går på arbejde, tager hjem og tager på arbejde igen dagen efter. For mig er det vigtigt at få lidt mere mening ind i mit liv, og det gør jeg blandt andet ved at være sammen med ­andre mennesker.

Bettina Nysom (t.v.) og hendes veninde Sabine Hildebrand.

LÆS OGSÅ: Frederikke Leth: Her er den anderledes ting, jeg nu har valgt at bruge min togtur på

Et ændret værdisæt
Netop ønsket om at skabe mening i livet er en vigtig årsag til, at fællesaktiviteter er blevet så populære. Det mener livsstils-ekspert Flemming Møldrup, der peger på, at især finanskrisen har fået os til at indse, at materielle ­goder ikke er nok for os.

– Inden finanskrisen var vi helt uden for pædagogisk rækkevidde. Vores liv handlede om friværdi, samtalekøkken og om at skrabe til os. Vi så os ikke tilbage, og det var bare mig, mig, mig! Men da finanskrisen ramte, blev vi tvunget til at stoppe op, og jeg tror, at det fik mange til at overveje, hvad der i virkeligheden giver livet værdi, siger han og tilføjer:

– I dag er lykken ikke længere at have en fed Audi i garagen og et stort hus. I stedet er vi blevet meget mere fokuserede på de bløde værdier. Vi vil tilbage til det fundamentale og nære og mærke, at vi lever, og nu samler vi i højere grad på oplevelser end på ting.

Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø er helt enig i den forklaring.

– Der er sket en ændring i vores værdisæt. Succes- og luksusbegreberne er vendt på hovedet, og det hænger nok sammen med, at vi har opdaget, at materielle ting ikke gør os lykkelige," siger hun.

Ifølge sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal har vores jagt på fællesskaberne i høj grad også noget at gøre med vores familiekonstellationer.

– Tidligere havde man et stærkt bånd til familien, men i dag ender mange ægteskaber med en skilsmisse, og familier falder fra hinanden. Derfor bliver flere tvunget til at finde nærhed andre steder, siger hun.

Mens maden bliver sendt rundt på store fade i Absalon, ­emmer det gamle kirkerum af liv. Spørgsmål som "Hvad hedder du?" og "Hvor kommer du fra?", bliver stillet af hundrede stemmer på en gang og bliver til en dirrende smalltalksummen. Der er ikke en eneste ledig plads, og flere besøgende måtte tidligere på aftenen gå skuffede hjem, ­fordi der var udsolgt. Sådan er det tit, får jeg at vide. Billetterne køber man i døren, og man skal komme i god tid, fortæller Maria Tarp.

– Hvis man vil være sikker på at få en plads, skal man ikke komme senere end 17.30 – altså en halv time før det starter, siger hun.

Folk omkring bordet nikker og giver hende ret. De har alle ­været her før og ved, hvordan det hele foregår.

– Skal du ikke have noget at drikke, spørger en mand skråt over for mig.
– Jo, hvor finder man vandglas? spørger jeg, men han er allerede på vej ud i baren og kommer tilbage med et glas til mig.

Imens er Maria Tarp faldet i snak med et par, der sidder over for hende. Kvinden taler kun engelsk, men det er intet problem for Maria. Hun har selv boet i New York med sin mand og sine børn i fem år, og faktisk var det med til at åbne hendes øjne for, hvordan man kan bruge det offentlige rum.

– I New York hænger folk tit ud i parker og andre steder, og der en helt anden åbenhed end i Danmark. Amerikanerne taler til en hele tiden – især når man har børn. Det kan godt virke en smule anstrengende, men alligevel savner jeg det lidt, efter at jeg er kommet hjem, for herhjemme er vi meget mere lukkede, siger Maria Tarp

Livsstilsekspert Flemming Møldrup er enig i, at danskerne ikke er et særligt åbent og imødekommende folk, og fællesspisning er som udgangspunkt ikke ret dansk, mener han.

– Vi er normalt ikke sådan nogle, der slår ud med armene og ­inviterer folk ned til vores spisebord. Men vi lever i en verden, som hurtigt kan føles meget usikker. Finanskrisen rystede os, og hver gang vi tænder tv'et, er der en ny bombe, der er sprunget et eller andet sted. Verden virker utryg, og når mennesker møder modstand og udfordringer, har de det med at vende sig indad mod hinanden, siger han og tilføjer:

– Jeg tror, at folk søger tryghed, og det kan de finde i fællesskaberne.

I Absalon er der plads til folk i alle aldre.

Inspiration og input

Selvom eksperterne ikke er i tvivl om, at vi har brug for fællesskaber og nærhed, mener de, at den måde, vi har indrettet vores samfund på, gør det svært for os.

– Fællesskabet i Danmark har trange kår. Tidligere blev vi født ind i et fællesskab i form af en familie eller en hel landsby. Men i dag er der intet, der er givet. Fællesskaberne er noget, vi selv skal skabe, og det kan væres svært, siger fremtidsforsker Liselotte Lyngsø og uddyber:

– Vi har nogle rammer, der gør, at vi let kommer til at bruge meget tid på os selv. Vi skal helst nå det hele: have en god karriere, hente børnene, lave sund mad, træne og ikke mindst huske at promovere os selv på de sociale medier. Og så kan det altså være svært også at finde tid til at prioritere de fysiske fællesskaber.

Det samme mener Birthe Lindal, der forklarer, at et stærkt fællesskab afhænger af tre ting: at man har den samme aktivitet, mentalitet og lokalitet – og det har man sjældent i dag.

– Tidligere boede folk samme sted stort set hele livet. De boede som regel ved siden af folk, der beskæftigede sig med det samme, og derfor tænkte de også nogenlunde ens. Men i det moderne samfund flytter vi ofte, vores naboer lever måske et helt andet liv end os, og de umiddelbare fællesskaber eksisterer derfor ikke længere, siger hun og tilføjer, at det dog ikke betyder, at det er umuligt at skabe et fællesskab.

– Det er muligt, men det kræver, at man tager ansvar. Det er folk efterhånden blevet klar over, og de mange spirende fællesskaber i Danmark er jo netop et eksempel på, at folk selv begynder at gøre en indsats.

LÆS OGSÅ: Skal du også i kirke på søndag?

I Absalon har folk givet sig tid til at samles og til at lære hinanden at kende. Ved mit bord har to personer fundet ud af, at de skal til den samme julefrokost. To andre diskuterer Københavns frisørpriser. Et tredje par har slået hjernerne sammen og er ved at udvikle en app, og selv finder jeg ud af, at min sidemand har arbejdet på min gamle skole. Alle snakker og sludrer i munden på hinanden.
Efter en times tid er fadene tømt. Snakken fortsætter, men langsomt begynder det så småt at tynde ud ved langbordene. Maria Tarps søn er træt og utålmodig, og de forlader selskabet.

– Tak for i aften, siger hun og smiler til sine nye bekendtskaber.
– Selv tak. Måske ses vi igen, siger en kvinde.

Og det gør de måske. Måske gør de ikke. Og i virkeligheden er det ikke så vigtigt, mener Maria Tarp.

– I Absalon er man sammen på en uforpligtende måde. Det er en god light dosis af at socialisere. Man sludrer lidt og får en ­hurtig injektion af nye indtryk, og så kan man gå hjem og være ­sammen med familien bagefter, siger hun, inden hun smutter ud i vinterkulden.

Det gamle kirke-rum summer af liv alle ugens dage.

Ifølge eksperterne er netop de mange nye indtryk en af de store fordele ved at mødes med folk, man ikke kender i forvejen.

– I hverdagen snakker de fleste primært med folk, der ligner dem selv, men man lærer mere af at tale med folk, der er helt ­anderledes. Det udvider vores horisont, siger Birthe Linddal, og fremtidsforsker Liselotte Lyngsø bakker hende op.

– Alene er vi så dårlige til at finde ud af, hvad vi skal gøre anderledes i vores liv for at få det bedre. Derfor har vi brug for ­nogle mennesker omkring os. Vi kan udvikle os sindssygt meget i samspil med mennesker – især hvis de har nogle andre holdninger end os selv. Det giver os mulighed for at se os selv med andre øjne, siger hun.

Og det er præcis derfor, de fire veninder har nydt deres aftensmad ved det brune langbord i Absalon i stedet for at spise hjemme. De er ikke på jagt efter nye venskaber, men efter nye input. Og det har de fået.

– Vi har haft nogle rigtig gode snakke med dem, der sad ved siden af os, og det har været en god aften. Det sjove ved at møde nye mennesker er jo, at man bliver udfordret, beriget og inspireret. Man får ligesom et andet syn på sig selv og får nogle nye ­input til, hvordan man kan leve sit liv, siger Eva Grønbjerg.

Hendes veninder er enige, og Bettina Nysom supplerer:

– Det er sjovt, hvordan fremmede mennesker kan inspirere en. Sidste gang vi var i Absalon, snakkede vi for eksempel med en kvinde, der fortalte, at hun gik til swingdance – og i det nye år starter jeg selv til det, siger hun og tilføjer:

– Det ville jeg nok aldrig have gjort, hvis jeg ikke havde mødt hende. På den måde tror jeg, at vi kan udvikle os meget ved at komme i nogle andre kredse end dem, vi plejer at være i. Og så er det jo bare vildt hyggeligt. 

Fællesspisning i Absalon afholdes hver dag klokken 18.00 og ­koster 50 kroner. Læs mere på Absaloncph.dk