SPONSORERET indhold

Finalist til Danmarks sødeste kassedame 2018: Maria Hansen

Når Maria Hansen sætter sig til kassen i Føtex i Brønshøj, lægger hun privatlivet fra sig og er 100 procent fokuseret på at give kunderne et ekstra smil.

Af: Lise Petersen Foto: Søren Jansby
09. mar. 2018 | Livsstil | Hjemmet

For Maria er det vigtigt at være glad og holde øjenkontakt med kunderne. Foto: Søren Jansby. 

Du kan stemme på din favorit-finalist nederst i artiklen eller lige her: Stemmeseddel: Her kan du stemme på Danmarks sødeste kassedame 2018

Du skal altså vinde, Maria! Ordene kommer fra Ellen, der denne formiddag er på indkøbstur i Føtex i Brønshøj ved København. Dagens hovedperson hedder Maria Hansen og har arbejdet som kassedame i butikken i godt 10 år.

– Så har jeg handlet her lige så længe. Jeg går altid hen til Marias kasse, det er der mange, der gør – også selvom køen kan være lang, tilføjer Ellen og smiler til sin yndlingskassedame.

Maria smiler tilbage.

– Jeg prøver bare at være glad og positiv, holde øjenkontakt med kunderne og give dem en god service, forklarer Maria.

Hun er 33 år, alenemor til en dreng på to og forlovet. Før hun begyndte ved kassen i Føtex, arbejdede hun med rengøring, men netop ønsket om kontakten med kunderne fik hende til at skifte job i 2008.

Dengang sad hun udelukkende ved kassen, hvor hun scannede folks varer, prøvede at hjælpe, hvis der opstod problemer, og i øvrigt fik en lille snak med dem, der havde lyst til det. Alle fik et smil og ønsket om en god dag.

– Du skal altså vinde, Maria, mener Ellen. Foto: Søren Jansby. 

Scanner selv

I dag kan kunderne vælge at scanne deres varer selv, hvis de ikke har for meget i kurven. Det er der mange, der gør, men det har bestemt ikke betydet, at Maria har fået mindre at lave.

– Der er meget at hjælpe med, og jeg synes også, at kunderne er mere utålmodige derhenne, end når de kommer til kassen. Men jeg gør, hvad jeg kan, for at forhindre, at det hele bliver alt for hæsblæsende.

Det ser ud til at være lykkedes, uanset om Maria hjælper ved selvscanning eller sidder ved en kasse. Rigtig mange har skrevet til os og rost hende i høje toner:
„Jeg har aldrig mødt en sødere og mere nærværende kassedame."
„Maria sprudler altid af glæde og engagement."
„Hun viser stor hensyntagen til ældre og andre, der fumler lidt – samtidig med at hun henvender sig til resten af køen med et „lige et øjeblik".

Også Marias teamleder, Ina Martiny, har rosende ord til Maria.

– Hun er altid glad og smilende og giver sig den ekstra tid til kunderne Jeg synes, hun yder en ekstraordinær god service, siger Ina.

Selv smiler Maria stort over al rosen:
– Jeg tror, det skyldes, at jeg lægger mit privatliv fuldstændig fra mig, når jeg kommer på arbejde. Ved kassen fokuserer jeg på kunderne. Jeg kan godt lide at yde en god service, jeg spørger kunderne, hvordan de har det, og vi får måske en lille snak. Hvis nogen er sure, prøver jeg at snakke med dem på en rolig måde og smile venligt. Jeg forsøger få alle til at føle sig godt tilpas, siger Maria.