Svigermor Gerda bor i baghaven hjemme hos Familien Hvid

– Det, jeg kan, det skal jeg gøre!

Gerda Hvid lyder bestemt. Trods sin blide fremtoning og de hvide krøller, som bruser om hendes hoved, er hun en 87-årig dame, der ved, hvad hun vil.

– Sådan har vi det, siger Zita Hvid med et smil til sin mor.

– Vi klarer tingene i vores familie, og sådan har det været, siden jeg var barn og sagde: „Kan selv!", tilføjer 59-årige Zita.

Som så ofte sidder hun omkring spisebordet med sin mor Gerda og sin mand Per Christiansen, 65, i den hyggelige villalejlighed i Aalborg, hvor de to tv-journalister bor.

– Per har et stort omsorgsgen. Især for min mor, fortæller Zita.

Gerda nikker. Hun er godt tilfreds med både bolig, beliggenhed og selskabet i huset ved siden af.

– Da du fortalte, at du havde mødt Per, tænkte jeg ellers, „Nu ryger jeg ud!", fortæller hun og ser på de to andre

– Du skulle da ikke bare flytte, udbryder Zita og får et smil retur fra sin mor.

Den lille frygt dukkede op hos Gerda, da datteren annoncerede, at Per ville flytte ind. På det tidspunkt havde Gerda haft seks gode år i annekset, som ligger få skridt fra datterens hoveddør, og måske ville denne nye svigersøn ikke bryde sig om svigermor så tæt på.

– Jeg har følt mig velkommen, fra første gang du stod i din dør og smilede, indskyder Per.

– Og jeg havde slet ikke tænkt på, om Per kunne have betænkeligheder. For mig er det naturligt, at min mor bor derude, erkender Zita.

Mor og datter nyder at have hinanden i nærheden, men ­respekterer også hinandens privatliv.

LÆS OGSÅ: Adoptivmor: "Det skal ikke være forkert at ville vide, hvor man kommer fra"

Naboer ved et tilfælde

Zitas far døde for 30 år siden, og Gerda, der var hjemmehjælper, boede i årevis alene i en lejlighed, hvor hun til sidst var meget plaget af larm. Derfor fik hun tilbuddet om at flytte ind i Zitas anneks.

– Min mor og jeg var ikke tætte, da jeg boede hjemme. Det kom først efter min fars død. Jeg flyttede hjemmefra som 17-årig, helt udramatisk, og vores forhold er ikke konfliktfyldt, så jeg så ingen problemer i at skulle bo så tæt på min mor, fortæller Zita.

– Vi har da også boet sammen før, indskyder Gerda finurligt.

Netop den afdæmpede stil og respekten er nøglen til et succesfuldt bofællesskab, mener de alle tre.

– Det kan ske, at jeg siger, at jeg har drukket kaffe, når Gerda spørger, om jeg vil have en kop. Måske passer det ikke, men det er vores måde at sige til hinanden på, at vi ikke har brug for selskab, fortæller Per.

De tre spiser dog ofte sammen i løbet af ugen, og Gerda er altid til middag hos Zita og Per i weekenderne, hvor Zitas datter også kommer med sin mand og to børn på fem og tre år. Nu er det Zita, der er mormor, og Gerda er oldemor i familien:

– Det er så godt for især børnene, at oldemor ikke er en, som vi skal besøge på plejehjemmet. Hun er her sammen med os alle sammen og får på den måde del i både deres og min datters liv, siger Zita.

Per har også et sæt børnebørn i København og to døtre, men har ikke mulighed for at se dem så ofte, fordi han bor her og har lange vagter som vejrvært på TV2. Hans forældre er døde, men i svigermor har han fundet en rollemodel.

– Jeg har ikke en hobby, og når jeg går på pension, så skal jeg lære at komme ud og få et socialt liv i stedet for at arbejde som nu. Det har jeg lært at Gerda, erklærer han.

LÆS OGSÅ: Fire generationer under samme tag

Seje Glerda

Zita nikker, men lægger ikke skjul på, at der er glæder og forpligtelser ved ordningen:

– Da mor flyttede herud, havde hun en kæreste, som hun besøgte hver weekend. De sås også i ugen og havde mange venner, så jeg så ikke så meget til hende.

– Meget ændrede sig, da han døde. Nu er der mange, der er faldet væk, indskyder Gerda stille, og Zita nikker.

Gerda har også haft en hård tid med kræft i både mave og lunger, men er kommet ovenpå igen. Hun holder sig i gang og er kendt som „damen med den røde vogn" i nabolaget.

– Den har jeg da med, når jeg køber ind, siger hun og ignorerer, at Per klukker lidt.

– Den anden dag hjalp jeg dig med at tømme tasken, og der var blandt andet 20 kilo havemuld dernede, plus en hel del andet. Du har skubbet mindst 25 kilo op ad bakken herude, bemærker han og nikker ud mod vejen, der ganske rigtigt har en solid stigning.

– Det har jeg sagt, at du skal lade være med, tilføjer han med omsorg i stemmen.

Både han, Gerda og Zita ved, at tingene kan ændre sig. Gerda har ganske vist bestemt, at hun bliver mindst 95, men som Zita siger:

– Jeg tænker indimellem, at det her godt kan blive hårdt, hvis min mor ikke længere kan klare sig, som hun gør i dag. Hun hjælper jo os i dag, når hun passer hunden, mens vi er på arbejde. Jeg føler en stor tryghed i, at hun bor så tæt på. For mig er det også blevet mere klart, at hun er min rollemodel i forhold til at blive gammel, siger Zita og ser på sin mor:

– Du er så sej!