Derfor skal du huske at fortælle dine børn om dit liv

Jeg lærte aldrig at moonwalke ordentligt, da det var moderne. Det forhindrer mig nu ikke i at teste mine skills fra tid til anden. Min søn på 18 kigger lettere overbærende på mig, når jeg lidt hakkende glider baglæns hen over det malede plankegulv på mine strømpesokker. Min datter på 10 tager min dans anderledes fortrydeligt op. Hun har mere end én gang ytret, at det var ulækkert, når jeg dansede. Ulækkert. Hun skulle bare se mig, når hun ikke er til stede. Hvis hun var en flue på væggen til en voksenfest, ville hun formentlig synes, at jeg var Danmarks mest pinlige far.

Dans er nok den næst-ækleste disciplin, et barn kan forestille sig sine forældre udøve. Jeg kan huske det fra min barndom. I årevis gik der skrækhistorier i familien om, hvordan min egen far dansede. Den eneste, der havde set ham ude på gulvet, var min storesøster. Hendes malende beskrivelser af hans moves på et dansegulv var så livagtige, at vi alle kunne danse brudstykker af dem. Det var en fodboldinspireret dans. Lette hop på stedet, samtidig med at han holdt hænderne knyttet foran kuglerne, ligesom man ser ved et frispark i en superligakamp. Min egen moonwalk og min fars kugledans fik mig til at tænke over, hvad vores børn egentlig ved om os. Hvad forestiller de sig, vi laver, når de ikke er der? Hvor godt kender de os? Og vil de egentlig vide mere?

Den anden vej rundt er der ingen problemer – forældre i dag vil vide alt om deres børn. Og går gerne til grænsen – og over – for at få det hele med. Alle, der har teenagebørn, har formentlig deltaget i diskussioner, der handlede om, hvorvidt man skal følge med i deres liv på Facebook, og om man skal gå skridtet videre og læse deres sms'er og tjekke deres lommer. Vi vil vide, hvad de tænker og føler – endnu inden de har smidt skoletasken og støvlerne i gangen. Var det en god dag? Kunne du lide madpakken? Legede du med Johan eller Sebastian? Vi kan ikke få nok. Men den anden vej står det altså noget sløjere til. Ungerne spørger sjældent til vores liv – og vi forsømmer at fortælle selv.

Jeg taler ikke for, at de skal have indsigt i vores selvangivelse eller seksualliv. Men bare viden om vores liv – fortid, tanker og drømme. Vi er ikke kun mennesker, der køber ind eller skælder ud. Vasker op og holder skidtet nede. Vi er også alt muligt andet. Som en lille test til den her klumme spurgte jeg min 18-årige søn, hvilket spørgsmål han gerne ville have et ærligt svar på. "Hvor meget hash har du egentlig røget i dit liv?" Man skal jo starte et sted, så jeg svarede ærligt på hans spørgsmål. Og vi fik en længere snak, som han afsluttede med: "Det tænkte jeg sgu nok." Lige nu overvejer jeg, hvad jeg ellers skal belemre mine unger med. Beslutningen er i hvert fald taget – de skal have lidt mere info om deres far. Indtil jeg finder ud af, hvad det præcis skal være, tager jeg lige en tur mere på gulvet. Min moonwalk er stadig ikke helt på plads.

LÆS OGSÅ: På ferie med den sammenbragte familie
