Klumme: "Jeg kan sove i ske med min mandeven, uden at det vil give dårlig stemning derhjemme"

En af mine bedste venner er en mand. Ikke en hengiven veninde,
bare med testikler, som er god til at trøste, når kærlighedssorgen rammer, og som altid giver mig ret – det ville være synd at sige. Han er mere en fodboldtype, som rapper, bøvser offentligt, og som indtil for nyligt boede i en ungkarlelejlighed på Nørrebro.

Jeg har været gift med børn i de ti år, vi har kendt hinanden. Han har nærmest en familie-fobi. Vi er forskellige på samtlige ydre faktorer, men på de indre linjer er der et klart match.

Han kan ikke give mig tips til mode, og jeg har aldrig fortalt ham om mine fødsler, moderbindinger, terapiseancer eller andet, som jævnligt – og meget velkomment – popper op i samtaler med andre kvinder. Han gider vel ikke rigtigt at høre om det, orker ikke en masse navlepilleri. Han spørger heller ikke ind til enhver følelse, der jager igennem min krop, og det er helt i
orden. Faktisk er det det bedste ved det hele.

LÆS OGSÅ: Peter Lund Madsen om sin bror: "I ungdommen var der en periode, hvor vi stort set ikke havde kontakt"

Vi lufter skæve idéer, grovkornet satire og underlige indfald. Det hele skylles ned med øl uden glas til – og mad, der overhovedet ikke egner sig til Instagram. Jeg holder meget af min ven og mit venskab. Det gør mig klogere og mere hel at have en ven, der er helt forskellig.

Jeg er ikke ude i en ukritisk lovprisning af mænd og klichéen om, at deres måde at være venner på altid er mere reel. For jeg hører om lige så meget fnidder, drama og – ja – mandefornærmelse dér som i kvindegrupper: Man(d) snerper sammen og lægger hinanden på is på grund af f.eks. principper om damer. Mit ærinde er derfor ikke at fremhæve mænds selskab frem for kvinders. Jeg taler for mere frihed til at vælge venskaber på baggrund af hele mennesker, ikke deres køn.

Men jeg er ikke blind for praktik – og for besværet, som disse unisex-venskaber kan give. Det fik jeg desværre erfaring med ret tidligt.

LÆS OGSÅ: Veninderne bag Halifax-burger har valgt at flytte i familiekollektiv: Vi har fælles hus, banklån og kærlighed til børnene

Min første bedsteven hed Christian. Han gad ikke lege med dukker, jeg gad ikke lege med biler. Derfor tegnede vi eller lavede huler sammen. Vi var tættere end to velcrobånd, var vi: Dig og mig, Christian… Men da vi startede i skole, tog historien den drejning. Vi blev drillet, for drenge og piger kan ikke være venner, men kun kærester, og så var dét venskab slut. Allerede fra barnsben lærer vi, det er suspekt, når to mennesker fra hvert sit køn bare godt kan lide at være sammen, uden de nødvendigvis behøver blande kropsvæsker. 

Næhnej… Én af parterne er altid ude på noget mere, lyder det lummert.
Og den kommer gerne fra mennesker, der ikke selv ville kunne administrere nærhed med det andet køn, uden det behøvede at ende op med sex. Som egentlig ikke rigtig ved, hvad man skal bruge det andet køn til som mennesker, hvis det ikke er til flirt og sex. Det er da lidt trist.

LÆS OGSÅ: Lucia Odoom om nutidens kvindekamp

Men opfattelsen er udbredt, og mange unisex-venskaber er ofret i husfredens navn, når der kommer kærester eller ægtefæller til de to parter ind i billedet. Unisex-venskaber er besværlige i et parforhold. De belaster, hvis der ikke er total tillid og fravær af jalousi. Og det fungerer vel kun for mig, fordi min mand – velbegrundet – stoler 100 procent på min loyalitet. Jeg kan sove i ske med min mandeven, uden det ville give dårlig stemning derhjemme. Det gør mig både fri og taknemmelig.

For det ville for mig være begrænsende at leve efter en regel om, at man som kvinde kun må vælge mennesker ovre i dameafdelingen at være fortrolig ven med.