Skuespiller Lise-Lotte Norup: "Jeg fik aldrig talt ud med min mor"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Jægersborgvej, hvor jeg voksede op med min mor og mine to brødre. Det var et dejligt område, hvor vi boede i en fireværelses lejlighed. En af mine kammerater var Jarl Friis-Mikkelsen, som boede der, ligesom Eddie Skoller, Bent Fabricius-Bjerre og Erik Balling gjorde. Ren showbiz fra barndommen. Jeg var den stille pige, for mine brødre var bulder og brag, så jeg lukkede mig inde i en osteklokke, når der var for meget ballade omkring mig. Ja, jeg var den stille, søde pige, men sådan var det jo dengang: Piger skulle ses, men ikke høres.

Din levevej?

– Efter realeksamen skulle jeg bare ud og være voksen. Min far fandt en stilling til mig, for i hans familie arbejdede kvinder på rådhuset. Så jeg fik et job på rådhuset i Søllerød. Det kunne jeg slet ikke holde ud. Det var røvsygt, og jeg kom aldrig på job om mandagen. Så fandt jeg en læreplads som reklametegner. Mens jeg var i lære, så jeg en annonce, hvor Preben Kaas søgte dansepiger til ABC Teatret. Der kom jeg ind og lærte alle rødderne at kende. Men jeg havde jo lovet min far at få en uddannelse, så senere læste jeg også til lægesekretær. Det var før, computeren var opfundet, så de seneste 30 år har jeg nok ikke haft en chance for at få job som lægesekretær. Jeg nåede dog at sidde et halvt år på Kommunehospitalets røntgenafdeling, så løb jeg også skrigende dérfra. Siden har det været teater og musicals.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det bliver jeg heldigvis ikke så meget i Sverige, og det er dejligt. Jeg kan godt tage ned og købe ind iført hestetøj og slasket hår. Da jeg boede i København, tænkte jeg altid over makeup og tøj, når jeg gik ud. I Danmark er jeg blevet genkendt, siden jeg var 20 år, så jeg har vænnet mig til at tænke over min opførsel. Man råber og skriger ikke af dem, der springer over i køen i supermarkedet, selv om man har lyst til det. Det gør jeg så i Sverige, ha-ha!

LÆS OGSÅ: Kirsten Lehfeldt: "Det rystede mig, og jeg blev tvunget til at tænke og tage stilling"

Hvad er dit livs omvej?

– Der er aldrig noget, der er forgjort, og jeg fortryder aldrig noget. Det er altid lærerigt at tage en omvej, og faktisk undlader jeg ofte at bruge GPS, når jeg kører, for jeg synes, det er sjovere selv at finde vej.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg har en god mavefornemmelse, som jeg følger. Jeg lytter selvfølgelig også til andre mennesker, men det er ikke sikkert, jeg gør, som de siger. Nogle gange gør jeg faktisk det stik modsatte. Det gjorde jeg for eksempel, da min far sagde, at jeg skulle finde på noget andet end skuespil, for det er jo ikke alle, der bliver en Bodil Udsen, som han sagde. Og en dag ville jeg være 40, fed og færdig. Det gik faktisk modsat, for da jeg var omkring 40 år, udfoldede min karriere sig for alvor. Jeg lavede 52 afsnit af DR-serien Ugeavisen, jeg var med i Swing Sisters og udgav fire kogebøger, som blev en succes, samt havde store roller på københavnske teatre. Min far endte da også med at være rigtig stolt af mig.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Bo, som var trommeslager i en musical, jeg var med i. Han kæmpede længe for at få mig, og han holdt ud. Nu har vi kendt hinanden i 28 år, og vi blev gift efter 20 års forlovelse. Man skal jo lige lære hinanden at kende.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Jeg oplevede det, da jeg blev skilt efter at have været sammen med Lasse Lunderskov i 17 år. Der var gået dagligdag i den, og vi havde glemt at nyde hinanden. Når et ægteskab fungerer, tror jeg ikke, man kan blive ramt af et andet lyn, men hos os manglede der noget, og en dag mødte jeg Bo, der syntes, jeg var dejlig. Det faldt jeg for! Men Bo var en del yngre end mig, og jeg troede faktisk ikke, vores forhold skulle vare hele livet – måske var det mest noget, jeg tænkte for at passe på mig selv – og så gjaldt det om at nyde det, så længe det varede.

LÆS OGSÅ: Jytte Abildstrøm: "Det er en udfordring, når man har været så udfarende, som jeg har"

Jeg anede ikke, hvor slemt, det var at blive skilt, og der fandtes ingen bog om det. Selv om man gør det så godt, man kan, går det ud over børnene. Der gik da også fire-fem år, før de overhovedet ville tale med Bo. Det var så hårdt. I dag har begge børn det godt, og de elsker Bo. Jeg fik også et dårligt forhold til min mor på det tidspunkt, jeg synes ikke, hun opførte sig ordentligt. Vi blev aldrig tætte igen, og jeg holdt hende i udstrakt arm som en sød nabo, man hjælper med praktiske ting. Jeg hjalp hende, men hun fik aldrig adgang til mit følelsesliv igen. Vi fik heller aldrig taget ordentlig afsked. Jeg troede, det ville blive sådan en afsked, hvor hun gispede ”Lotte, var jeg en god mor?”, og vi fik talt ud, men det skete aldrig.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Da jeg blev skilt, troede jeg, at jeg beskyttede min søn ved ikke at fortælle ham om årsagen til skilsmissen. Men uden jeg vidste det, gik han med en knude af frustration, som kom til udtryk, da han blev voksen og gik med graffitidåser og blev hiphopper. Først da han selv blev far som knap 30-årig, kom det frem. Jeg troede, det var en fødselsdepression, han havde fået. En dag bad han både mig og sin far om en samtale på et neutralt sted. Jeg troede, han skulle fortælle os, at han var alvorligt syg, men han fortalte, at han havde følt sig udenfor. Derfor havde han haft det sådan i alle de år, og først nu følte han sig forløst. Tænk, at jeg havde troet, jeg havde beskyttet ham og i stedet gjort det modsatte. I dag tror jeg på dialog, dialog, dialog.

Hvilken vej bor du på nu?

– Jeg bor på en lille vej i Sydsverige. Bo og jeg havde en ødegård i Ulricehamn, men en dag så jeg en annonce i et boligblad om, at man kunne købe 2,5 hektar jord og bygge sit eget hus. Vi havde i forvejen to heste på pension i Danmark, så vi drømte om at flytte på landet. Sådan havnede vi her. Der er en del danskere i området, så vi føler os ikke isoleret. Jeg føler snarere, at jeg altid er på ferie, for jeg forstår svensk, men de forstår ikke mig. Når jeg virkelig prøver at tale svensk, siger de: ”Ih, hvor er dansk nemt at forstå”. Jeg er pinligt dårlig til svensk, selv om jeg snart har boet her i 12 år. Jeg kan sgu ikke huske ordene, og så føler man sig lidt som et feriebarn. Jeg har også en lejlighed i København, for jeg vil gerne være tæt på mine børnebørn.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er sommerhuse så fantastiske? Vi har undersøgt sagen

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Det er mig, der bestemmer. Men som jeg ofte siger til Bo: ”Når du nu intet har at sige på dit arbejde, er det så ikke meget rart at være næstkommanderende herhjemme?”. Nej, vi har hvert vores område, hvor vi bestemmer, men mit område er nok lidt større end Bos – ha-ha. Jeg er meget kontrollerende. Men det kan også være en rolle, jeg vælger. Hvis jeg i en arbejdssammenhæng oplever, at ingen tager styringen, gør jeg. Hvis andre tager styringen, er det helt fint for mig. Men jeg kan ikke tåle, når tingene flyder ud, alle slipper tømmerne, og ingen siger: ”Vi skal ride den vej”. Jeg er den type, der kysser den dag, jeg spidser munden.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg har trappet meget ned med arbejde, siden vi flyttede hertil i 2005. Da jeg stoppede med at lave revy i 2011, havde jeg lavet revy hver eneste sommer i 31 år. Nu optræder jeg stadig med Swing Sisters, og hvis jeg laver noget udover det, er det nøje udvalgt. Jeg vil have lov selv at bestemme. Men jeg kan ikke sige ”aldrig mere” og lave en afskedsforestilling. Når jeg stopper, skal det helst være sådan ”hovsa, det var sidste gang, jeg var på scenen”. Måske er det her faktisk mit sidste interview. Det ved man aldrig. Men nu har jeg også været i rampelyset i 50 år, og jeg vil faktisk hellere ride på mine heste. Nu kan jeg også begynde at være sammen med min familie og mine venner. Før i tiden måtte jeg altid sige nej, fordi jeg gik på arbejde, når andre holdt fri.

Afslut sætningen ”Vejen til det gode liv går gennem …”

– At stoppe og nyde og være i nuet. Og også kede sig lidt engang imellem. Det er fantastisk at vågne op og tænke: Hvordan er vejret, og hvad har jeg lyst til i dag? Faktisk har jeg for nyligt opdaget en hel ny årstid: Forår. Der har jeg altid siddet i et øvelokale og terpet replikker. Nu er jeg lykkelig for foråret, og jeg panikker, når syrenen afblomstrer.