"I starten tog vi på dates i Sverige, fordi vi ikke ville have det ud i pressen. Det blev til mange romantiske dates i Sverige"
Mette Lisby var 23, da hun fandt vej til standup, men efter at hun for et par år siden lavede et sjovt show om sin egen barnløshed, kunne hun ikke vende tilbage igen. Til gengæld har hun kastet sig over et nyt projekt – en film om Victor Borge.
Hvilken vej var den første, du gik på?
– Jeg kan huske meget langt tilbage – allerede fra jeg var tre år, og der boede vi på Ole Suhrs Gade i København. Jeg kan huske turen ned til ismejeriet på gaden. Jeg er i det hele taget en rigtig københavner, og det er lidt synd for min mand, Jesper, når vi kommer hjem til København, for jeg siger hele tiden: "der boede vi", og "der gik jeg i skole". Da jeg var fire år, flyttede vi i hus i Søborg, kort efter blev mine forældre skilt, og jeg blev boende med min far. Han arbejdede i shippingbranchen om dagen, men han var også sanger, så han var tit ude at optræde om aftenen.
– Jeg legede meget som barn. Jeg kunne lege cowboy og indianer i timevis. Jeg var ikke i børnehave, så jeg mødte først andre børn i seksårsalderen. Indtil da var der bare min farmor at lege med, fordi det ofte var hende, der passede mig.
– Som syvårig flyttede jeg hjem til min mor, fordi hun skulle have min lillesøster, og da min mor fik job som sundhedsplejerske på Grønland, flyttede jeg med, men det var ikke et sted for en 14-årig pige. Ikke for denne her 14-årige pige i hvert fald. De andre børn var meget længere fremme, de festede og gik i seng med hinanden. Der var jeg slet ikke endnu, så jeg flyttede hjem til min far igen. Jeg skiftede skole tre gange i min barndom, men selv om det lyder fragmenteret, føltes det ikke sådan. Jeg havde gode mennesker omkring mig.
Din levevej?
– Som barn ville jeg være hoteldirektør eller skolelærer. Senere ville jeg være sangerinde og gerne i Danmarks Radios pigekor, men de andre pigers hår så så velfriseret ud, og jeg frygtede at mit ikke var helt pænt nok til det. Som seksårig fik jeg en Slade-plade, og så var jeg færdig med at drømme om det pigekor. Problemet var, at når jeg sang, var det aldrig helt så sjovt at stå på en scene, som det var inde i mit hoved. Jeg dannede et pigeband, og et af vores kendetegn var, at vi klædte os ud og fortalte jokes mellem numrene. Det var jeg faktisk mere tilpas i. På den anden side tænkte jeg også hele tiden: Kan man ikke være sjov uden at være klædt ud? En aften var jeg med min far på Rialto Teatret. Der var stand-up, og jeg tænkte: Det er jo præcis det, jeg vil. Dengang var der kun ét sted for standup, og det var Dins. Jeg havde ikke engang set et VHS-bånd med standup. Så satte jeg mig ind på Dins hver tirsdag aften og så standup. Efter et halvt års tid fik jeg sagt højt, at jeg gerne ville prøve, og så fik jeg lov at komme på scenen. Jeg troede hele verden ville stoppe op over, hvor fantastisk jeg var, for jeg var overbevist om, at det var meningen med mit liv. Men jeg fik bare et skulderklap. Jeg gik hjem og græd og græd, men så gik det op for mig, at det er med standup som alle andre ting i livet: Man skal øve sig for at blive god.
LÆS OGSÅ: Andreas Bo: "Jeg tror på det tilfældige kærlighedsmøde"
Hvad er dit livs omvej?
– Inden jeg blev standupper, læste jeg på lærerseminariet. Jeg manglede kun et år, da jeg gik ud, fordi jeg var ved at få gang i karrieren som standupper. Jeg var 23 år, da jeg opdagede standup, og jeg må se i øjnene, at jeg bare var lang tid om at finde mit udtryk. Jeg bliver altid rørt, når jeg ser 10-årige, der synger pissegodt i tv. Det, der rører mig, er, at de kun er 10 år og allerede ved, hvad de vil. Da jeg først fandt mit udtryk, gik det dog stærkt, for efter kun halvandet år havde jeg mit eget show på tv. På den anden side kunne jeg nok ikke være blevet standupper tidligere. Hvad har man at lave jokes om, når man er 10 år? Jo ældre man bliver, desto mere er der at skrive om, og jeg synes, man bliver mere interessant med alderen.
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Da jeg flyttede til London, gik det op for mig, hvor meget jeg havde holdt igen i Danmark. Jeg fandt ud af, at når nogen kom og sagde til mig, at de havde siddet på restaurant med Ulf Pilgaard, så var der også nogen, der sagde til nogle andre, at de havde siddet på restaurant med Mette Lisby. Alle steder jeg kom, var der sandsynligvis en eller anden, der kendte mig. Når folk kender en, kan man ikke tale højt om meget private ting, og man siger ikke, hvis der mangler ti kroner i byttepenge i Irma. Da vi flyttede til England, kunne vi endelig gå og skændes i supermarkedet, og det gik op for mig, at det faktisk havde været lidt anstrengende for mig i Danmark, selv om jeg ikke havde været bevidst om det.
Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er på vej til at lave en film om Victor Borge sammen med Jesper. Vi forstår ikke, at der aldrig er lavet en film om ham. Jeg er meget fascineret af ham, og mange af mine komikervenner – især i udlandet – synes, at de skylder ham alt. Jeg var faktisk den sidste, der interviewede ham, og det var en meget stor oplevelse. Han var 91 år og havde lige mistet sin kone, og jeg fornemmede en dyb sorg i ham. En ensomhed. Det gjorde stort indtryk på mig. Men så snart lamperne tændtes på scenen, var han professionel og charmerende. En rigtig showmand. Vi kontaktede en filmproducer med vores idé, og han var vild med den. Så kontaktede vi Victor Borges fem børn i USA og fortalte om vores vision for filmen og fik deres tilladelse til at gå gang med at researche. Nu skriver vi på manuskriptet til en film og en tv-serie om ham, og vi håber at kunne gå i gang med optagelser i 2018. Du får mig dog ikke til at fortælle, hvem jeg drømmer om i hovedrollen.
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Det gjorde radioværten Jesper Bæhrenz i 2001. Vi kendte godt hinanden i forvejen, for han havde været min gæst i Ugen der gak, og jeg havde været gæst i hans radioprogram. Jeg syntes, han var sådan en god interviewer. Vi havde også mødt hinanden nogle gange med vores daværende partnere. Da vi skulle laver Talegaver til børn (et årligt standup-show hvor overskuddet går til gode formål i den 3. verden, red.), mødtes vi igen. En eller anden kom over til mig og sagde, at han var blevet single. Det var jeg også, men jeg tænkte ikke videre over det. Da jeg stod i baren med min veninde, sagde hun pludselig: "Det er altså vildt underligt, at Jesper Bæhrenz hele tiden står og kigger på mig". Ha-ha. Jeg sagde til hende, at han lige var blevet single. Næste dag mødte jeg ham igen, og vi startede på en lang og voksen snak om, hvorfor vi var blevet single. Det viste sig, at vi havde nogenlunde ens historier om, at synes det er sjovere at gå på arbejde, end det er at være derhjemme. Derefter begyndte vi at ringe meget sammen, og så udviklede det sig, som man siger. I starten tog vi på dates i Sverige, fordi vi ikke ville have det ud i pressen. Det blev til mange romantiske dates i Sverige.
LÆS OGSÅ: Lone Scherfig: "Jeg har en stor sult efter nye udfordringer og oplevelser"
Har du nogensinde stået ved en korsvej?
– Allerede inden vi rejste til USA, var vi på venteliste til adoption, men da vi flyttede til USA skulle vi starte forfra med processen. Vi holdt møder med advokater om adoption, men vi skulle lige falde på plads og have green card og sådan noget, og på et tidspunkt kiggede vi på hinanden og sagde: "Nå, måske er vi bare ikke rigtig dér mere."
– I 2013 tog jeg på turné med et show, der handlede meget om, at jeg havde – eller har – svært ved at få børn. Jeg er stolt over, at jeg selv adresserede det emne. Tænk, at jeg kunne få folk til at grine af det. Men folk reagerede positivt på det, enten fordi de selv har prøvet det, eller kende nogen, der har. Jeg tror, der er et behov for at tale om det på en ikke-sorggruppeagtig måde. Men da jeg havde stået på en scene og snakket om det mest personlige overhovedet, havde jeg svært ved at sætte mig ned og skrive næste show. Jeg kunne ikke rigtig komme i gang med at skrive, "kender I det med, at man bestiller en forårsrulle...". Der er jo masser at lave satire om, og satiretrolden inden i mig vil gerne slippes fri, men jeg er også glad for at skrive film og bøger. Det kan godt være, der kommer et nyt standup-show en dag, men det er ikke vigtigt for mig lige nu.
Hvilken vej bor du på nu?
– Vi boede i London, da vi fik et job, hvor vi skulle skrive for Disney i Los Angeles, og så blev vi i Los Angeles. Ikke for at blive stjerner, men fordi her er et stort, kreativt miljø, og folk er lidenskabelige og snakker om film hele tiden. Selv din tandlæge ved hvilket tv-show, du snakker om, fordi hans kone tilfældigvis er advokat for produktionsselskabet. Det er bare i luften alle steder. Vi har købt hus på et bjerg i Los Angeles, og når vi står op om morgenen, kan vi se ud over hele byen, helt ud til havet på den ene side og bjergene på den anden. Los Angeles er en storby, som faktisk er meget tæt på naturen, og selv om jeg er en bymus, er jeg faktisk også meget til natur og dens skønhed.
Mette Lisby, 49 år
Datter af sangeren Bjarne Lisby.
Gift med Jesper Bæhrenz siden 2001. Parret bor i Los Angeles, men har også boet i London.
Startede som standupper i 1990'erne, men blev hurtigt tv-vært på blandt andet Linen ud og Ugen der gak.
Spillede hovedrollen i filmatiseringen af Jane Aamunds bog Klinkevals, som hun var Robert-nomineret for, samt i efterfølgeren Juliane.
Anmelderrost i 2013 med standup-showet Fuck jeg er i 40'erne.
Udvikler i dag tv-koncepter og skriver film i sin egen virksomhed.