Robak er forvirret: Er det slut med at give komplimenter?

Der er noget, jeg ikke forstår. Hjælp mig!

Jeg har hele mit liv lært, at man gerne må sige noget pænt til sine medmennesker. Jeg lyver ikke eller klistrer folk ind i smigrende ord, hvis ikke jeg mener det, men jeg uddeler glad og gerne store og små roser, og jeg bliver selv glad, hvis folk kommer med en anerkendende bemærkning til mig – uanset emnet. Med alderen har de flinke ord – som jeg modtager – dog ændret sig lidt. For eksempel er komplimenter, der handler om mit udseende, blevet noget sparsomme, men når en kollega halvårligt bemærker, at jeg ser "skarp ud", så labber jeg stadig dén slags positive ytringer i mig. De luner – og masserer venligt mit falmende ego.

Jeg har selv masser af gange komplimenteret mine veninder eller kvindelige kolleger med en rosende bemærkning – også om deres udseende. Det har jeg (naturligvis) kun gjort i den bedste mening uden at ane, at den slags velmente ord kunne opfattes som andet end en venlig gestus. Men nu har jeg mistet orienteringen.

Min forvirring skyldes flere ting. For nogle måneder siden drak jeg kaffe med en sød og fornuftig kollega. Til min store overraskelse fortalte hun mig, at hun hadede komplimenter, der var møntet på hendes udseende.

I bedste fald føler hun sig som en malkeko til et dyrskue, når en mand kommenterer hendes fremtoning. I værste fald synes hun, at replikker om hendes udseende er et ulækkert verbalt overfald, der fylder luften med en klam seksuel overgrebsstemning. Jeg blev temmelig forbløffet over hendes udmelding og argumenterede frejdigt for, at de små komplimenter mellem mænd og kvinder blandt andet kan lyse en overskyet hverdagsformiddag op, og at rosende replikker blot er en anerkendelse af et andet menneske.

LÆS OGSÅ: Michael Robak: “Lige pludselig var jeg Danmarks nye sexforfatter. Det orkede jeg simpelthen ikke”

Hun var ikke enig – og samme aften forstod jeg hende lidt bedre. Min kollega mailede mig en liste over de ytringer, hun havde lagt øre til. Et skriftligt rædselskabinet af meget (klamme og direkte) seksuelle opfordringer, hvor flere af dem var pakket ind som komplimenter. Jeg fik øjeblikkeligt en sær smag i munden og et lidt mere nuanceret billede af problemstillingen.

Vores samtale over kaffen fik mig derfor til at snakke med andre kvinder om samme emne. Det gjorde mig kun endnu mere desorienteret, for langt de fleste, jeg talte med, kunne faktisk godt lide at få komplimenter. Og enkelte bemærkede tilmed, at det var en sorgens dag, da stilladsarbejdere og håndværkere ikke længere piftede efter dem.

Samtidigt læser jeg ugentligt på nettet og i aviser, at masser af danske kvinder har det på samme måde som min veninde.

Selvom jeg er lettere rundtosset, er jeg ikke idiot. Der er selvfølgelig regler for uddeling af komplimenter. En chef skal være varsom med at kommentere en medarbejders udseende. Alderen spiller også en rolle. En 60-årig bør næppe udtale sig om en 20-årigs hår eller smil. Smigrende kommentarer skal desuden afleveres med en vis ynde. Bemærkninger som "flotte kasser" eller "god røv i den nederdel" tror jeg, de færreste kvinder vil bryde sig om. Man skal helt sikkert også være forsigtig med at uddele roser til mennesker, man ikke kender godt.

Med hvad med alle de andre tilfælde? Dem, der er inden for skiven, og hvor komplimenterne kommer fra et rent og velmenende hjerte.

Jeg er ærlig talt forvirret. Så jeg spørger uironisk og upolemisk. Skal man bare holde sin kæft?