Radiovært Tony Scott om Rundfunk-sviner: Jeg glemmer det aldrig

Hvad er den vigtigste beslutning du har taget?
– Det må være at tage beslutningen om at være sammen med min kæreste og tænke: "Det er os to, og sådan er det". Det var skræmmende dengang, men det vigtigste i dag.

Hvordan skal man være for at blive din ven?
– Man skal være ærlig og interesseret i verden. Hvis vi skal være venner, skal vi kunne diskutere. Du må gerne gøre mig klogere, og det skal du nok kunne klare. Jeg er faktisk ikke specielt enig med mine nære venner, så der er altid noget at tale om.

Hvilket stykke tøj vil du aldrig skille dig af med?
– Jeg har stadig min læderjakke fra gymnasiet. Den har jeg vel haft i over 20 år. Jeg går ikke så meget med den mere, men jeg kan huske, jeg havde den på til Roskilde Festival for et par år siden. Jeg løb ind i et par gamle gymnasiebekendte, som fnisende sagde: "Jamen dog, har du stadig den jakke?" Jeg troede, den var cool.

Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?
– Det var som 17-18-årig, at jeg tænkte: "Wauw, at spille musik i radioen og fortælle historier må være en drøm. Jeg lyttede selv til "Det Elektriske Barometer" i de år og identificerede mig med universet. Det var det, der fik mig til at løfte interessen for musik videre til en hobby som vært på Universitetsradioen. Så da jeg blev "Barometer"-vært var det en kæmpe drøm.

Hvornår synes du, andre mennesker er latterlige?
– Det meste af tiden. Ej, jeg bliver mest irriteret, når jeg ser "Debatten" på DR2, og ingen gider at høre efter, hvad de andre siger. Hver eneste uge må man konkludere, at det var så heller ikke denne gang, at de blev enige.

Har du et ar, der fortæller en historie?
– Jeg har et lille ar i det ene øjenbryn. Det fik jeg, da jeg var barn. Jeg legede med min bedste ven, genboens datter, ude i haven, hvor vi kastede en pind frem og tilbage. Jeg kan stadig se for mit indre blik, hvordan jeg ikke griber den, og den rammer mig lige i fjæs. Det blødte rigtig meget.

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?
– Nogle gange kan jeg ikke holde min kæft. Jeg når at tænke: "Det skal du ikke sige, bare ti stille!" Men så siger jeg det alligevel. Så kan jeg gå og tænke over, at det skulle jeg virkelig ikke have sagt. Et par praktikanter på P3 har sagt, at jeg er for ærlig... og at jeg har luft i maven.

Hvornår bliver man voksen?
– Jeg kan godt mærke, jeg er blevet mere voksen. Der er nogle, der siger, det er, når man får børn, men det tror jeg ikke nødvendigvis. Jeg kender i hvert fald en del pattebørn med børn. Min medvært Sara Bro siger, at man bliver rigtig voksen, når ens forældre dør. Det giver god mening, synes jeg.

Hvis du kunne vælge frit, hvem ville du så helst tilbringe en dag sammen med?
– Kurt Vonnegut. Da han levede, tænkte jeg tit på at opsøge ham bare for at sige: "Hej". Han ville nok have smækket døren i mit ansigt, mens jeg måske lige nåede at råbe: "Tak for bøgerne. Dem har jeg nydt. De er vidunderligt fantasifulde og fyldt med humor". Men hvis Kurt ikke kan, så snupper jeg Jesus.

Hvad er det sjoveste kompliment, du har fået?
–"Fjern det abelignende væsen fra min tv-skærm!" Jeg husker ikke komplimenterne, men mere fornærmelserne. Den sætning er fra min tid på TV 2's ungdomsprogram "Rundfunk". Jeg var lige startet og glemmer det aldrig. Det var perfekt perfidt.