Svend Brinkmann: “Vi skal passe på med at tro, at hele livet er en konkurrence. Der er jo ikke nogen præmie”

Der findes et digt af Piet Hein, der hedder "Du skal ikke ville det hele". Det fik Svend Brinkmann af sin farmor i konfirmationsgave. Hun havde skrevet det på maskine og sendt det til Piet Heins sekretær, så hendes barnebarn kunne få en signeret udgave. Digtet handler om at vælge, hvad der er vigtigt i livet frem for at prøve at nå det hele. Allerede dengang var det tanker, der optog den unge Brinkmann, og det vidste hans farmor.

– Jeg mistede min farfar, da jeg var 6 år, og jeg kan huske tanken om, at hvis vi skal dø, så er alt lige meget. Så er alt, hvad jeg gør, ligegyldigt. Jeg husker det nærmest som en fysisk fornemmelse i kroppen, en isnende ­fornemmelse. Og det er jo et alvorligt spørgsmål, men jeg tror, jeg gav et ­forkert svar dengang. Det er det omvendte: Fordi vi skal dø, så er alt vigtigt. Pludselig bliver alting vigtigt, fordi vi er her i så kort tid. Men alt kan jo ikke være lige vigtigt, så derfor bliver det næste spørgsmål, hvad er vigtigst?

Med sin nye bog "Ståsteder" lægger Svend Brinkmann op til netop den
diskussion og kommer med sit bud på ti fænomener i tilværelsen, der kunne være de vigtigste.

LÆS OGSÅ: “Jeg blev landskendt og smed hele mit liv på gulvet samtidig”

Godt at være i tvivl
I 2014 fik Danmark øjnene op for den dengang 38-årige ­psykologiprofessor, da han udkom med bogen "Stå fast". Hans kritik gik dengang blandt andet på det accelererende samfund, hvor alle har travlt med at rende rundt og realisere sig selv og mærke efter. Alt det er stadig aktuelt i Brinkmanns nye bog, men hvor han før blot sagde stå fast, forsøger han altså nu at komme med ti bud på fænomener, der er værd at stå fast på: det gode, værdigheden, løftet, selvet, sandheden, ansvaret, kærligheden, tilgivelsen, ­friheden og ­døden. Disse får hver lov til at fylde et kapitel, hvor Brinkmann med hjælp fra kendte herrer og damer som Kant, Aristoteles og Murdoch forsøger at udfolde dem og argumentere for deres værdi og vigtighed.

– De her ti ståsteder er mit bedste bud, men jeg ­håber ikke, det lukker og forenkler. Jeg håber tværtimod, at det åbner op. Og jeg håber, det gennemsyrer den, at det kun er godt at være tvivl. Det er først, når vi bliver skråsikre på, hvad ­fanden meningen med livet er, og hvad det hele ­drejer sig om, at det bliver farligt. Tvivl befordrer diskussionen og tolerancen overfor, at andre mennesker har nogle andre ståsteder, end jeg selv har. Så der er ingen opskrift i den her, siger han og lægger altså op til, at ståstederne er til forhandling – selvom man nok skal stå tidligt op for at argumentere med Brinkmann og bogens lille hær af ­filosoffer.

– Det grundlæggende argument i den nye bog er, at der findes nogle menneskelige fænomener, som har værdi i sig selv, og hvis vi lader dem fylde i vores liv, så er der stor sandsynlighed for, at vi vil leve meningsfuldt, at vi vil opleve mening i vores tilværelse. Men de er truet af sådan en tendens til, at selv det, der har værdi i sig selv, bliver gjort til et middel til noget andet. Vi taler hele tiden om, hvad vi selv får ud af det, og tildeler kun de her fænomener værdi, hvis de kan bruges til noget for en selv. Og så er mit argument jo, at vi ødelægger dem i sidste ende.

Svend Brinkmann taler om en "individualisme, der er løbet løbsk", og at vi i højere grad burde gå efter dannelse frem for selvudvikling.

– Dannelsesbegrebet involverer, at der er noget, man skal dannes i forhold til. Det, synes jeg, mangler tit, når man taler om selvudvikling. Der er det udvikling af det, der er inden i mig, og man sætter ligesom parentes om alt det, der er uden om personen, hvor dannelse peger på, at der er en masse uden for dig, som du skal blive opmærksom på, have udsigt til og ­tage alvorligt. Mennesket bliver født ind i ­nogle relationer, ind i en kultur, ind i et samfund, og skal så lære at begå sig, lære at forholde sig til sig selv og lære at tænke på andre end sig selv, for at samfundet overhovedet kan fungere.

I stedet for selvindsigt introducerer han begrebet selvudsigt. I stedet for at gå ind i os selv for at finde svarene, må vi gå ud i ­verden. Her kan vi nemlig blive opmærksomme på naturen, kulturen og måske vigtigst af alt andre mennesker og de relationer og fællesskaber, vi er en del af.

– Det er også en modvægt til den ide, vi har om mennesket nu. At vi alle sammen skal være stærkere enere, der stræber efter succes og kan køre af sted på vores egen vej. Vi er jo hele tiden spundet ind i forpligtende relationer til andre, og det bør vi tage alvorligt. Vi er ikke øer i et samfund, vi er forbundne, forpligtede og sårbare væsener. Det må være udgangspunktet.

LÆS OGSÅ: Kristian Leth: “Jeg har brugt mange år på ikke nogensinde at benytte mig af min fars navn”

Det fornuftige dyr
På bordet i Svend Brinkmanns kontor på Aalborg Universitet ligger både "Stå fast" og den nyligt indbundne "Ståsteder" foran ham. Der bliver ikke bladret meget i bøgerne, men indimellem slår han let på dem for at understrege sine særligt vigtige pointer. Dem er der mange af. En af dem er, at fornuften er en vigtig værdi.

– Mennesket er et fornuftigt dyr på den helt enkle måde, at vi i modsætning til andre dyr ikke er bundet til vores instinkter, men vi kan forholde os til, hvordan vi bør handle, bør tænke og bør føle. Jeg synes, det er ­ærgerligt, hvis fornuften bliver kidnappet eller monopoliseret af dem, der siger, at fornuften kun handler om at beregne, hvad der er nyttigt. Fornuften er også at kunne overveje, om de mål, jeg har, er værd at have.

I en verden hvor vi ofte taler om, hvad vi har lyst til, og hvad vi føler for, siger Svend Brinkmann mere "bør" end de ­fleste. Men forpligtelser er med til at gøre os fri, mener han.

– Når man bliver forældre og får et realkreditlån og et arbejde med en vis mængde ansvar, så kan man pludselig føle sig fanget. Men der synes jeg, det har været velgørende at tænke på, at de begrænsninger jo faktisk også befrier en fra at vågne hver eneste dag og stille spørgsmålene: "Hvem skal jeg være i dag, hvad skal jeg lave i dag, og hvad har jeg lyst til?" Det er sgu ligegyldigt, hvad du har lyst til i dag, du skal gøre de her ting, for det har du pligt til.

Ikke en helgen
Efter "Stå fast" kom frem, blev Svend Brinkmann hurtigt udnævnt til "Manden med nej-hatten". En lidt gammelmandssur, stoisk stenmand. Men den karikatur synes langt væk, når man sidder over for den virkelige Svend Brinkmann. Selv om emnevalget ikke just er let eller som sådan muntert, finder både smil og grin vej til psykologiprofessorens mundvige, og han understreger, at hans nye bog hverken er en løftet pegefinger eller en ny sandhed, men en invitation til diskussion og eftertanke.

– Det er ikke, fordi jeg er nogen helgen overhovedet. Jeg er mindst lige så egoistisk som alle andre mennesker, men jeg tror, at hvis man ikke forstår, at vi er egoistiske, og at vi har nogle drifter mod selv at få succes, så kan vi heller aldrig tøjle eller tæmme det. Nietzsche sagde engang, at det første skridt til at blive moralsk er at erkende, at man ikke er det. Altså, hvis man har bildt sig ind, at man er et moralsk og godt menneske, så behøver man jo ikke spekulere mere på det og kan i princippet ­gøre alt muligt ondskabsfuldt.

Nogle af Svends egne ideer om det at være et ­moralsk og godt menneske stammer fra hans forældre. "Ståsteder" er endda tilegnet hans mor og far "fra hvem jeg selv har fået de væsentligste ideer om ståsteder i tilværelsen", som der står i forordet. Spørger man ind til, hvordan de har givet ham det, giver han sig dog ikke i kast med en lang smøre om sin barndom og opvækst, men blot en kort latter efterfulgt af:

– På ganske udramatisk vis.

Mennesket Svend Brinkmann er tydeligvis ikke det vigtige i dette interview. Og det er han eller det individualistiske menneske heller ikke i hans bog. Heller ikke når det gælder kærlighed.

– I min ordbog er kærlighed en særlig relation, hvor det er værd at være opmærksom på den anden som en verden i sig selv, der har alle mulige træk og evner og egenskaber, og som man elsker som en helhed. Man elsker ikke elementer af den anden, så er det i hvert fald ikke kærlighed. Og vi skal passe på med ikke at binde en kærlighedsrelation op på, at der skal være en bestemt ­vedvarende følelse, for følelser kommer og går. På den måde er der også noget smukt og næsten trodsigt ved at love en anden person troskab, når man godt ved, at sandsynligheden er lille for, at man i realiteten kommer til at blive sammen, og at man måske ikke får noget ud af det selv. Det er svært ikke at genvinde lidt tro på menneskeheden i og med, at vi kan sådan noget, siger han.

LÆS OGSÅ: Cecilie Frøkjær: “Det er en kæmpe frihed at bo hver for sig”

Ingen konkurrence
Og netop et barmhjertigt syn på menneskeheden er, hvad der møder en i Svend Brinkmann. Forstået på den måde, at vi indeholder et enormt potentiale. Ikke så sjældent er han blevet beskyldt for at være naiv i sine forestillinger om, hvordan verden burde være, fortæller han med jysk "skidt-pyt"-
attitude.

– Sådan noget får man jo tit at ­vide. Det er utopisk, det er naivt, det kan aldrig gennemføres. Og selvfølgelig kan det ikke gennemføres. Det ville forudsætte, at vi kunne blive engle, der kun tænker på andre. Det, ved jeg jo godt, er utopisk, men derfor kan der godt være nogle idealer, vi kan ­stræbe efter. Det, synes jeg ikke, er ­naivt at sige. Det er naivt at tro, at de kan opfyldes, men det er heller ikke pointen med at pege på dem. At vi ikke kan realisere dem, er jo ikke et argument mod, at vi skal forsøge. Det svarer til at sige, jeg kan ikke leve evigt, ergo bør jeg dø i dag.

For de fleste kan det at stå imod det hurtigtløbende konkurrencesamfund godt være lidt svært at passe ind i en travl hverdag med deadlines, aftaler, forældremøder og egne høje krav. Det er sådan set hele problemet. Og hvor meget kan man i virkeligheden gøre som enkeltperson? Bliver man ikke nærmere tromlet, hvis man forsøger at stå fast? Svend Brinkmann er ifølge sig selv god til at improvisere og svarer da også med tilsyneladende lethed, på de fleste spørgsmål. Men netop ved, om det ikke efterhånden er for sent at stille noget op mod konkurrencestatens altædende maskine, bliver han stille et lille stykke tid.

– Ja, det er et rigtig godt spørgsmål. Altså, i mine mørkeste øjeblikke er jeg tilbøjelig til at blive meget pessimistisk og tænke, at vi nok ikke kan ­gøre så meget. Det er netop en maskine, og selv opgøret mod den her maskine bliver optaget i maskinen selv. Det opdagede jeg med "Stå fast", som lynhurtigt blev gjort til et nyt selvudviklingskoncept, hvor folk kom hertil og ville lave stoisk coaching på baggrund af bogen, selvom den er et opgør med netop coachingen. Selv kritikken bliver en del af det, man kritiserer. Så indimellem kan det godt føles nyttesløst. Men omvendt, så kan man jo godt nørkle lidt. Man kan ­kaste lidt grus i maskinen. Vi skal passe på med at tro, at hele livet er en konkurrence. Der er jo ikke nogen præmie.

LÆS OGSÅ: Charlotte Fich: “Kærlighed er ikke noget, der bare er. Det er noget, man skal dyrke”

LÆS OGSÅ: Jesper Høvring: Manden, der vil gøre kvinder smukke

LÆS OGSÅ: Jette Frölich: “Det at være kreativ - det er pokkerdansemig også et arbejde!”