Jette Frölich: “Det at være kreativ - det er pokkerdansemig også et arbejde!”

I mit barndomshjem var det først jul, når kassen med julepynt var taget ned fra loftet og alle de fine ting hængt op og stillet frem. Jeg husker især et rødt juletræ med gyldent julepynt. Alt sammen udført i papir uden brug af lim eller clips. Træet – og alt det andet – var lavet af Jette Frölich. For mig blev dette navn lige så tæt forbundet med jul som vaniljekranse og pakkekalendere. Et begreb mere end et navn. Men så mødte jeg mennesket bag navnet, da hun optrådte som dommer i programmet "Made in Denmark Jul" sidste år.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet – måske en lidt tilknappet, buttet dame med æblekinder og opsat hår – sådan lidt Laura fra Matador. Men det var slet ikke tilfældet. Ind strøg en lille spurv af en kvinde. Ganske petit med de mest smilende, levende øjne og en udstråling som en skumtop på det sorte hav. Hun var sjov, skarp og stærkt selvironisk. Tilsyneladende uden alder og meget nysgerrig. Hun var væk igen, inden jeg rigtig nåede at tale med hende.

LÆS OGSÅ: “Jeg har brugt mange år på ikke nogensinde at benytte mig af min fars navn”

Nu er det sommer og Jette Frölich har inviteret mig op til hendes have i Søllerød. Det viser sig, at hun har en legendarisk rosenhave, som folk valfarter til for at blive vist rundt i. Af damen selv.

– Jeg har 400 mennesker igennem på fjorten dage. De kommer på hold af 30. Jeg taler uafbrudt. Nogle dage har jeg to hold. Jeg har jo lavet hele haven selv. Det var en skov. Når man har bygget noget op igennem 23 år, så er der jo noget at fortælle.

Det første, man bemærker ved Jette Frölich, er hendes diminutive størrelse og så hendes stemme. Hun har en gammeldags diktion, renset for flade vokaler og grammatiske fejl. Og så snakker hun lynhurtigt. Hun lyder som Karen Blixen på speed. Hun omtaler også meget sig selv i tredje person. Ligesom Blixen.

Haven er fuldstændig overvældende smuk. Ligesom huset. Et gulkalket bondehus med moderne tilbygninger, der putter sig ind i den kuperede have. Smukt, underspillet og gennemtænkt. Ligesom Jette selv. Hun piler rundt i haven og hiver fotografen og mig rundt i alle hjørner. Hendes begejstring er overvældende. På et tidspunkt kommer hun til at afsløre at hun er 76 år gammel. Det virker simpelthen naturstridigt. Jeg føler mig som en gammel, slidt bryggerhest ved siden af hende. Hun åbner døren til et lille anneks og afslører en butik fyldt med hendes smukke klip. Hun kommer stadig med nye kollektioner hver eneste år.

Jeg spørger, om hun ikke bliver udmattet?

– Jeg trives bedst, når jeg er i fuld gang. Hvis du tog dette her fra mig, så havde jeg nok lavet en marmelade-fabrik. Vi har jo kun dette her liv. På min gravsten skal der stå: "Nu nåede hun ikke længere", kvidrer hun med et stort smil og farter videre rundt i haven, mens hun udpeger de forskellige roser. Pludselig stopper hun op og vil vide, hvorfor jeg er gået i gang med at lave portrætter til ALT for damerne. Jeg lover, at jeg nok skal gøre mig umage.

– Alt er tit rosenrødt i disse portrætter. Man appellerer til folks misundelse. Det ser ud, som om Jette har det helt fantastisk. Men det at være kreativ – det er pokkerdansemig et arbejde som alt muligt andet! Jeg klipper ti timer hver dag i op til tre uger i træk. Det pibler med sved ud af hænderne så meget, man anstrenger sig. Og så går man i seng, og næste dag starter det forfra. Mit selvværd er helt nede. Jeg ringer tit til min datter Julie i sådanne perioder og klager over, at jeg ikke kan finde ud af noget som helst.

Jette og jeg taler om, hvordan den kreative arbejdsproces er ens i alle brancher. Man skal først ud på dybt vand for at finde den rigtige løsning. For at finde på det nye.

– Ja, ingen skal komme og bestemme og sige, at noget skal være orange eller blåt! Men når jeg sidder der med friheden, bliver det alt for stort for mig. Den proces er umulig at beskrive. Picasso sagde også: Hvorfor lave tyren, når den er lavet? Det er kun det nye, som er det interessante. Jeg kan ikke blive inspireret af mine gamle ting. Der er flere, der gerne vil have, at jeg skal gentage en kollektion. Det kan jeg ikke. Jeg skal brænde for det. Det skal være en ny ting."

LÆS OGSÅ: Ane Cortzen møder Uffe Elbæk

Vi går ind i huset, som er indrettet med udsøgt god smag. Det er ikke så pyntet og fyldt med nips, som jeg havde forestillet mig. Det emmer bare af kvalitet og omtanke. Her er hyggeligt og uprætentiøst. Her kunne jeg godt bo. Sammen med Jette. Lade hende vimse rundt og forkæle mig med hjemmelavet marmelade og nybagt brød. Jeg siger, at hun er fuldstændig ligesom sit hus. Jette nikker begejstret.

– Jeg føler mig hjemme her. Jeg kan fylde det. Jeg har boet oppe i toldboden i Gilleleje. Det var et flot hus – det var meget smukt. Jeg går jo gerne efter skønheden. Men det var kæmpe stort. Jeg boede i mit soveværelse i de fem år – jeg kunne ikke fylde det ud. Jeg var kun inde i stuen, når jeg havde julestue. Dette her er et rigtigt lille Jette-hus.

Jeg kommer i tanke om en historie, min mor læste for mig som barn, om en lillebitte dame, der boede i et lillebitte hus ude i skoven med sin lillebitte kat. Jette har en hund, men ellers passer det helt perfekt. Historien er illustreret af Elsa Beskow, hvis stil minder en del om Jettes. Men alt i Jette Frölichs liv har ikke været som et eventyr.

Som 21-årig blev hun gift med den otte år ældre Carsten Frölich og fik fire børn, før hun var fyldt 30. I starten af 70'erne blev Carsten udstationeret som salgschef for Kosangas, og Jette tog til Iran med tre små piger og en nyfødt dreng på armen.

– Jeg ved ikke, hvad de har gjort ved det nu – men dengang var landet helt vidunderligt. Perserne minder meget om franskmænd. De er meget arrogante og stolte. Mændene er så forfængelige. De kigger i butiksvinduerne og sætter frisuren, når de går forbi. Kvinderne så blændende godt ud i deres lårkorte kjoler – det var under Shahen. En tredjedel af de studerende på universitet var kvinder.

Men Jettes ægteskab var ikke lykkeligt. Det vidste hun allerede, da hun giftede sig. Men det var den eneste mulighed for at flytte hjemmefra.

– På vej i bryllupskareten til Holmens Kirke sagde jeg til min far, at det nok ikke gik. Min far sagde: "Arh, tøs, det klarer du også". Mine forældre var stærkt imod min skilsmisse.

Jette Frölich ville egentlig have været arkitekt. Men hun kom ikke ind på akademiet og tog en korrespondentuddannelse i engelsk og fransk i stedet. I Teheran klippede hun løs i frustration over sit ulykkelige ægteskab og for at finde en løsning på, hvordan hun skulle kunne forsørge sig selv og sine fire børn i fremtiden.

– Jeg klippede og lavede juleting. Når julen nærmerede sig, holdt jeg julestue for alle nationaliteter. Jeg opdagede, at jeg utroligt nok lavede noget, som alle kunne lide. Jeg startede mit eget firma, da vi kom hjem. Carsten var frustreret. Så spurgte jeg ham: "Hvad ville du blive glad for at lave?" Han ville læse kunsthistorie, og jeg sagde, at jeg godt kunne forsørge både ham og børnene. Han blev ikke færdig med den første del efter tre år. Det var jeg frustreret over i mange år. Jeg ville skilles, men det ville han ikke. Dommeren i skifteretten sagde, at om et år kan din hustru søge skilsmisse. Og sådan blev det.

Det slår mig, at Jette Frölich er utrolig åben omkring sit livs sejre, men bestemt også nederlag. Hun prøver ikke at gøre sit liv til et af hendes klip, hvor alt er fuldendt og perfekt. Der er masser af fejl og forkerte snit. Efter hun endelig var blevet skilt fra sin eksmand, blev der plads til en anden mand i hendes liv. En velklædt charmør, som børnene elskede, og Jette elskede højt – men som ikke ville lade sig skille fra sin kone. Han døde af KOL for 13 år siden. Heldig med sit kærlighedsliv har Jette i hvert fald ikke været.

Hun kaster hjemmevant om sig med navne på nordsjællandske byer – Trørød, Gilleleje, Søllerød, Skodsborg. Jette Frölich er tydeligvis indfødt. Hun voksede op i Charlottenlund. Hendes far var skibsbefragter, og der var ingen smalle steder.

– Jeg elskede mit barndomshjem. Det er et af Charlottenlunds smukkeste huse. Det var tegnet af arkitekten Wenck, som også byggede Hovedbanegården. Det er et rigtigt palæ med sortglaseret tegl. Det er bygget i 1888. Da Christiansborg brændte, fik Wenck lov til at hente sten inde på brandtomten til huset. I haven stod en kæmpe løve. Min mormor sagde, at jeg ikke måtte fortælle, at jeg boede så pænt. Ingen af mine klassekammerater vidste det.

Det iboende oprør i Jette Frölich bliver mere og mere tydeligt, jo mere man taler med hende. Det kan godt være, hun er lille og skrøbelig af udseende, men der bor en knaldhård sjæl derinde. Hun har kæmpet mere end de fleste for at komme dertil, hvor hun er – på trods af den privilegerede opvækst. Eller netop måske derfor.

– Jeg har villet bevise over for mig selv, at det skal jeg kraftpetervæltemig nok klare. Mine tre brødre skulle have en uddannelse. For min mor var det ligegyldigt med mig. Hun havde aldrig selv lavet noget. Jeg kunne bare blive rigt gift. Hun accepterede aldrig, at jeg havde et arbejde. Hun døde som 93-årig. Far blev 96. Han var så stolt. Der var slet ingen grænser. Min mor kunne ikke anerkende det.

LÆS OGSÅ: Signe Molde: Kontrolfreak med trætte bryster

Jettes mor syntes, at en uddannelse var omsonst, men hun insisterede på, at Jette kom på husholdningsskole, så hun kunne være til nytte for sin rige mand. Så selvom Jette både gik til projektionstegning og var tilmeldt filosofikum på universitetet, blev hun sendt på et års husholdningslære i Mariaforbundet. Efter to dage med at lave gelé og vride karklude, nægtede hun at fortsætte. Hun fandt en anden husholdningsskole, hvor man kun skulle gå i tre måneder – og så klarede hun det samtidig med, hun også holdt sin projektionstegning og sit filosofistudie ved lige.

– Jeg må nok have irriteret mor. Også fordi far var så glad for mig, og han mistede lidt interessen for mor over årene.

Jette laver te og serverer hjemmelavet rabarbertærte med cremefraiche. I hendes eget stel under en grøn pergola på en specialbygget bænk malet i hendes yndlingsfarve, dusty gray. Det er et af de elleve børnebørn, som har bagt tærten. Hendes glade øjne bliver endnu mere skinnende, når hun taler om sine børnebørn.

– Til en af rosenvandringerne kom der en dag en dame på 100. Ej, hvor var hun skøn! Elegant og kultiveret. Hun lignede min egen mor. Kom i en nydelig silkekjole. Sagde "De" til mig og talte så pænt. Den gamle skole. Jeg har ikke spor imod at blive ældre. Mine børnebørn siger "åhh, mormor – du er bare så sød!" Det er jo det vigtigste for mig.

Vi taler om, hvordan børn altid har været den vigtigste prioritet for os begge. Hun har arbejdet om formiddagen, når de var i skole, og så om aftenen og natten, når de sov. Jeg påpeger, at det kan man jo også gøre, men så er det ualmindeligt svært ikke at få ondt af sig selv. Den køber hun ikke. Jette er ikke typen, som har ondt af nogen som helst. Slet ikke sig selv. Jeg fortæller, at det er svært at klare både børn, arbejde og så lige være en god veninde oven i købet. Det kan hun til gengæld godt genkende.

– Folk bliver altid sure, når man melder afbud, fordi man har travlt. Man har dårlig samvittighed og kan ikke arbejde, fordi de er sure. Så må man gå ud. Gennem livet har jeg taget mig sammen rigtig, rigtig mange gange. I dag smækker jeg bare en maske på. Det var psykiateren Jung, som sagde, at det kunne man gøre. Bare man er klar over, hvad det er for en maske, man har på.

Jette fortaber sig hurtigt i historier fra sit liv. Om hvordan hun har taget rundt og julepyntet danske ambassader i alle mulige lande. Om dengang hun fandt en død mus i en pose, da hun skulle forgylde kogler midt om natten og fik så stort et chok, at hun troede, hun skulle dø.

– Det er ikke så mærkeligt, at jeg har alle de mareridt, siger hun. Det viser sig, at Jette har svært ved at sove næsten hver nat. Hun får mareridt, vågner op og kan ikke sove igen. Denne foretagsomhed har selvfølgelig en pris. Og Jettes er hendes nattesøvn. Hun er heldig, hvis hun får seks timer. Til gengæld får hun så noget fra hånden. Hun står op ved fem-seks-tiden hver morgen, læser litteratur i to timer, går tur i skoven med hunden og kaster sig så grådigt over endnu en dag med klip, roser, børnebørn og hvad der ellers kræver nænsom behandling. En jernhånd i en fløjlshandske.

Royal Copenhagen spurgte på et tidspunkt, om hun ikke ville have sin egen afdeling. Men det takkede hun pænt nej til.

– Jeg skal ikke sidde som lærer. Det er så personligt. Jeg skal jo ikke presse mit udtryk ned over andre. Så bliver det jo hverken det ene eller andet. Jeg er jo lidt længe om det – jeg har altid kalkuleret med halvanden måned til hver kollektion. De ville også have, at jeg lærte at tegne på computeren, så ville det gå hurtigere. Men det kunne jeg ikke! Jeg skal bruge mine hænder. Det har jeg lært fra min mormor. Når jeg bruger mine hænder, kan min hjerne tænke tanker. Jeg får ro ved at bruge mine hænder.

Blev du ikke smigret? Og fik lyst til at sige ja?
– For mig er det ikke pengene. Jeg har altid forsørget mine børn. Jeg ville gerne have det sådan, at vi kunne bo godt og være omgivet af skønhed. At vi kunne rejse og se verden. Men det har aldrig været et spørgsmål om at tjene en masse penge.

Selvfølgelig er Jette Frölich typen, som følger sine gæster hele vejen ned til deres bil. Ikke noget med bare at vinke fra døren. Hun holder i den grad på de gamle dyder, sjovt nok uden at virke det mindste forstokket. Hun giver minder om en tid, hvor man tog hensyn, væbnede sig med tålmodighed og satte sine egne behov til side. Som en fin, engelsk rose af den skrøbelige slags står hun og vinker farvel, da vi kører ned ad bakken. 

LÆS OGSÅ: Powerparret Christian Stadil og Alice Brunsø: ”Man kan undgå meget terapi, hvis sexlivet fungerer”

LÆS OGSÅ: Sonja Oppenhagen: ”Jeg er lidt maskulin i min beslutsomhed og karakter”

LÆS OGSÅ: Da jeg sprang ud på direkte radio