Den farverige nordjyde Iben Kristensen har en lidelse, der betyder, at hun ikke kan arbejde fuld tid. Men de timer, hun har energi til, bruger hun i sin vintagebutik Miss K, hvor hun hjælper andre med også at få farver ind i deres liv og garderobe.
Anette Løkken SørensenAnette LøkkenSørensen
I Limfjordsbyen Nibe ligger en butik med farverigt vintagetøj, som også kunne have ligget på et strøg i London.
Miss K hedder den, og den er indrettet i varme, mørke farver, som inviterer indenfor, ligesom indehaveren Iben også tager imod med et stort smil.
– Der er mange, der måske går og er lidt ensomme, og som kommer her for at få en snak. Det er der også plads til her hos mig, for det er så vigtigt, at vi tager os tid til hinanden, siger hun.
Iben Kristensen er 48 år og bor i lejligheden oven på butik Miss K med sin familie. Hun har været ejendomsmægler, arbejdet med HR og er uddannet inden for mode i netop London. Iben har en svulst på hypofysen, som har forårsaget en hormonel sygdom, og det betyder, at hun ikke kan varetage en almindelig arbejdsuge.
Med hunden Bella i designerstolen Ægget, som er købt brugt og bare går under navnet "Bregnen" på grund af farven.Foto: Jens Bach
Miss K fungerer derfor også som et frirum for Iben selv. Her kombinerer hun sit arbejde og sin hobby på en skånsom måde.
– Jeg skal have hvile i løbet af dagen, for hvis jeg ikke får det, bliver jeg syg med mærkværdige stress-symptomer. De timer, jeg kan arbejde, kan jeg bruge her i forretningen. Det giver mig den største livskraft, så det er helt fantastisk.
Iben har datteren Malou på 15 år fra et tidligere forhold og sønnen Louis på otte år sammen med sin mangeårige kæreste Søren. De fire bor her i det rummelige hus på hovedgaden i Nibe og har – ikke at forglemme – hunden Bella, som i dag er ekstra opmærksom, fordi der er nye gæster i huset.
En del af tøjet i Miss K har Iben Kristensen købt i London, hvor hun har studeret mode og design på London Fashion College.Foto: Jens Bach
Iben har også to voksne bonusbørn og en mor, som tit er her, så huset er fyldt med mennesker og en masse godt genbrug.
Helt magisk
– Jeg kan bedst lide ting med historie, forklarer Iben om de farverige og usædvanlige ting, som gør hjemmet både hyggeligt og huleagtigt.
Annonce
– Jeg går op i traditioner, og selvom min mor nogle gange siger, at det kan være ligemeget med alt det, som jeg synes, vi skal fejre og holde i hævd, så er det ikke ligemeget. Det betyder noget, at vi er sammen, fejrer traditioner og ser hinanden, understreger Iben.
Hun er blevet langt mere opmærksom på, hvad hun bruger sin tid og energi på, for jo ældre Iben er blevet, jo hurtigere løber hendes batteri tør for energi, og hun har brug for at hvile sig i løbet af dagen.
Iben er klar på en pailletkjole – også på en onsdag, for hun gør sig umage for at gøre hver dag til en fest.Foto: Jens Bach
– Jeg er glad for, at jeg har min familie, som kan minde mig om, at jeg skal tage den med ro, erkender hun.
Iben smiler, og hunden Bella lægger sig veltilpas på gulvtæppet. Vi sidder i spisestuen på første sal, og nedenunder er den farverige butik, som er åben efter aftale, og når Iben har energi til det.
– Der møder jeg andre mennesker, som jeg kan hjælpe med at finde deres stil og farver. Det er helt magisk for mig, erklærer hun.
Dagligstue-miljø
Miss K i stueetagen og med indgang fra Skomagergade er nærmest synonym med god energi, for her sælger Iben brugte kjoler, bluser, tasker og støvler i et hyggeligt dagligstue-miljø.
Stolen, der har form som en sko, er en gave fra Ibens mand Søren, der så den og tænkte: "Det er lige Ibser" – og dét var det! Pelsvesten har hun arvet efter sin mor. Den er 54 år gammel.Foto: Jens Bach
Når døren bliver åbnet til Miss K’s univers, hjælper Iben kvinder til at finde deres stil og ja –måske i virkeligheden også sig selv:
– Butikken og genbrug er mit hjerteblod og mit hobbyprojekt, og når jeg er her, tager jeg mig tid til dem, der kommer, fortæller hun.
Iben har været i butikken som fleksjobber, men har mest lyst til, at det er et lystbetonet hobbyprojekt, som hun kan skrue op og ned for. Derfor leder hun nu efter et andet meningsfyldt job i få timer om ugen. Helst med mennesker.
Annonce
Valentino skoene er second hand.Foto: Jens Bach
– Jeg er god til de svære samtaler, og måske fordi jeg selv er et skrøbeligt menneske, genkender jeg sårbarheden hos andre mennesker, siger hun.
På den konto bruger Iben meget energi i samværet med andre og må huske sig selv på, at hun også skal passe på sig. Samtidig er det også i samspillet med mennesker, at Iben finder sit frirum.
– Det betyder meget, at jeg kan bidrage, for det ser jeg som min plads i verden.
Om det er med at finde sin stil eller sit ståsted så er det min identitet at være noget for andre, og det giver mig meget, når jeg mærker, at jeg har gjort en lille forskel.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.