Delt billede med Bambi til venstre og to Frozen-figurer i landskab til højre

24 Disney film, som både er for voksne og børn

Nogle gange kan det være svært at finde en film, som fanger hele familien. Derfor har vi samlet en liste over magiske Disney film, der underholder store som små.

alt.dk logo

Efter den første Disney klassiker kastede sit tryllestøv over verden for 90 år siden, har Walt Disney Studios malet et hav af fortryllende fortællinger af høj kvalitet.

Nedenfor har vi samlet 24 nostalgiske, men også nye, animerede film, som samler hele familien omkring popcornene en fredag aften.

Listen går fra den ældste til den nyeste Disney film og strækker sig helt fra 'Snehvide' til 'Skønheden og Udyret' og frem til 'Zootropolis 2'.

1. Snehvide og de syv dværge (1937)

Animeret Disney‑figur i farverig kjole holder blå fugl på fingeren i skoven

Først på listen har vi Brødrene Grimms historie om Snehvide som den første Disney klassiker, da den for første gang rullede over de hvide lærreder for snart 90 år siden.

Når man ser filmen i dag, sprudler den stadig af sand Disney magi, nemlig smuk musik, en fin kærlighedshistorie og spas og ballade fra Dumpe, Prosit og de andre skønne dværge.

En sand klassiker!

2. Bambi (1942)

Tegnet hjort og kanin taler sammen i en lys, grøn skovscene fra en Disney-film.

Lille, søde Bambi vinder vores hjerter gang på gang.

Den ikoniske Disney film maler skoven og dens beboere på en vildt betagende måde, der gør børn som voksne helt opslugt af Bambi-universet.

En rigtig fin film at se med familien, også selvom det stadig rammer os, når Bambi pludselig er helt alene.

3. Askepot (1950)

Tegnet prinsesse ved stensat fontæne sammen med to smådyr i skov

Efter Snehvide, den første Disney prinsesse, kommer en ny prinsesse til. På trods af, at folkehistorien om Askepot er blevet genfortolket over mange omgange, så er der ikke et værk, som slår den originale Disney film fra 1950.

Der er noget helt magisk over at se de søde små mus og de helt store drømme flimre over skærmen. Også selvom en ondsindet stedmor og to drillende stedsøstre lurer på at ødelægge al glæden.

Walt Disney Studios maler deres klassiske magi på lærredet i dette fantastiske eventyr.

4. Peter Pan (1953)

Animerede figurer flyver over hustage under en lys måne på nattehimlen

Lad Peter Pan tage dig med på dit livs eventyr i denne sande Disney klassiker.

Med en spillefilmslængde på blot en time og 16 minutter er 'Peter Pan' det perfekte gensyn med Klokkeblomst, Wendy, John, Michael og Darling-familiens barnepige, sanktbernhardshunden Nana.

En envejsbillet til Ønskeøen, tak!

5. Lady og Vagabonden (1955)

To animerede hunde spiser spaghetti ved et dækket bord i en mørk baggård.

En hjemløs, kæk hund forelsker sig i den lille, fine cockerspaniel, Lady. Men deres romance viser sig desværre ikke at være lige til.

For i et samfund præget af klasseforskelle udfordres kærligheden, et tema som denne søde Disney film skildrer rigtig fint.

Filmen efterlader os gang på gang med boblende følelse... og en underlig stærk trang til kødboller?

6. Robin Hood (1973)

To Disney-tegnefigurer står på en skovsti omgivet af tætte træer.

Den berømte folkeskikkelse, Robin Hood, optræder i Disneys version fra 1973 som en ambitiøs ræv.

I sine grønne klæder og med fjer i hatten træder Robin Hood endnu engang frem som en sand folkehelt, der stjæler fra de rige og giver til de fattige.

Denne Disney film er spækket med skønne farver og sange, som spreder glæde for folk i alle aldre.

7. Den lille havfrue (1989)

Disney-tegnefilmfigurer på en klippe ved havet med en måge, der holder en gaffel

Baseret på eventyret om den lille havfrue af vores folkekære H.C. Andersen er denne Disney film ikke til at komme udenom.

Vi bliver taget med ned på havets dybeste dyb og op til den vilde overflade, som Ariel længes efter. Det er helt fantastisk at være med, når havfrueprinsessen opdager vores menneskeverden af tingelingelater på ny.

'Den lille havfrue' er den første af en lang række af Disney film, hvor Walt Disney Studios for alvor påbegynder en ny æra af musicals med de Disney sange, som vi kender og elsker i dag.

I 2023 blev klassikeren fornyet med en live action film med samme navn og samme skønne sange.

8. Skønheden og Udyret (1991)

Animeret ung kvinde ved sø med efterårsskov og slot i baggrunden

Skønheden kommer indefra. 

Denne Disney film formidler et budskab, der både er vigtigt for børn og voksne.

'Skønheden og Udyret' var den første animerede film til at blive nomineret til bedste film til Oscar-uddelingen, og filmen vandt desuden to priser for bedste musik og bedste sang.

Der er siden blevet produceret en live action Disney-genindspilning med Emma Watson og Dan Stevens i hovedrollerne som Skønheden og Udyret.

9. Aladdin (1992)

Animeret person i hvidt kostume og turban rækker en hånd frem mod kameraet

Hvis du havde tre ønsker, hvad ville du så bruge dem på? Eller spørgsmålet er faktisk, hvad vil en sympatisk tyveknægt bruge dem på?

Vi sluges op af det magiske Aladdin-univers, når den energiske gadedreng viser os 'et helt nyt liv' af flyvende tæpper, magiske lampeånder og onde skurke.

I 2019 udvidede Disney-universet sig med en live action version med masser af episke sange og dansescener.

10. Løvernes Konge (1994)

Tre animerede dyr går på en træstamme mod en lysende fuldmåne i natlig jungle.

Den anmelderroste 'Løvernes Konge' fra 1994 ramte ind i utallige hjerter verden over. Den lille, uskyldige kongesøn, Simba, har med sin legendariske fortælling efterhånden lagt navn til nogle hundrede og tusind kæledyr.

Ikke nok med, at Disney filmen finder sted på den smukkeste savanne, males lydbilledet elegant af Hans Zimmer og med sange af Elton John.

En såkaldt 'live action' fik premiere i 2019, hvor blandt andet James Earl Jones, er tilbage som den engelsksprogede Mufasa, og Beyoncé og Donald Glover knytter sig til rollelisten.

11. Pocahontas (1995)

Pocahontas ror i en kano på en blå flod med vaskebjørnen Meeko i skoven.

Det er ikke alle, der ved, at 'Pocahontas' er baseret på en rigtig historisk person.

I en verden præget af MitID og Rejsekort-apps er denne Disney film perfekt til at genskabe jordforbindelse. Naturen spiller en stor rolle i filmen, hvor Pocahontas kommer med budskaber, som både de engelske kolonister og vi kan lære noget af.

Og så har vi fornøjelsen af at opleve Ghita Nørby som Bedstemor Piletræ!

12. Klokkeren fra Notre Dame (1996)

Tegnefilmsfigurer sidder ved et vindue med talende stenskulpturer i aftenlys

Klokkeren med navnet Quasimodo holder til i storkirken, Notre Dame, hvor han lever sit liv under radaren i Paris.

Klokkeren fra Notre Dame har ikke særligt gode odds med en pukkelryg, som fysisk begrænsning, og en ond værge, der gør det meste svært for ham. Men en dag tager han mod til sig og forlader tårnet, hvorefter han møder den skønne Esmaralda.

Efter en halvanden time er vi efterladt med en visuel æstetisk mæthed og masser af stof til eftertanke.

13. Herkules (1997)

Animeret kriger med skjold og dukke foran målskiver ramt af pile

På en halvanden times spillefilmslængde får vi lov til at drømme os tilbage til oldtidens Grækenland, hvor gudeverden stod i centrum for samfundet.

Nede i menneskeverden går den spinkle, men stærke, Herkules rundt. Og når han finder ud af, at han også er gud, vender det hans virkelighed på hovedet.

I et Disney-symfoni af gospelsange og smukke billeder, er denne film produceret som en tidslomme, som vi slet ikke kan få nok af.

14. Tarzan (1999)

Tre animerede personer i jungle omgivet af gorillaer i trækronerne

Fra den ene efterladte søn til en anden, fortæller Disney historien om Tarzan, abernes konge. På dansk brillierer Nikolaj Lie Kaas som den forældreløse Tarzan, der vokser op blandt aberne.

Og det er jo slet ikke til at modstå den ikoniske duo, den unge, modige abe, Terk, og den forsigtige elefant, Tantor, som Sidse Babett Knudsen og Amin Jensen lægger stemme til.

Alt i alt en film, som maler et fuldkommen fantastisk billede af junglen, og et lydbillede farvelagt med enestående musik af Phil Collins, sunget af vores egen Stig Rossen på dansk.

15. Lilo & Stitch (2002)

To animerede figurer danser foran en frugtbod med skiltet Fresh Produce.

Sidste år udkom live action-versionen om den lille pige fra Hawaii og det mærkelige alien-væsen, men den originale animerede film fylder stadig i vores tanker.

'Lilo & Stitch' er en Disney film, der virkelig forstår, hvordan man leverer humor. I det frodige klima i Hawaii føles filmen som en ferie, der samtidig viser, hvordan et yderst umage par forstår at bringe det bedste frem i hinanden.

"Ohana betyder familie," som Lilo siger. Og det mantra tager vi med os fremover.

16. Bjørne Brødre (2003)

Flere animerede bjørne står omkring en bjørneunge ved et vandfald i farverig natur.

Phil Collins, Stig Rossen og Nikolaj Lie Kaas vender tilbage til Disney! Denne gang finder handlingen sted i inuitternes land efter den lange istid. Blandt det indfødte stammefolk bor tre brødre, hvoraf den yngste, Kenai, mildest talt går igennem en identitetskrise.

Præget af hævntanker og sorg ender Kenai i en højst usædvanlig situation, som viser sig at bringe venskab og kærlighed med på vejen gennem det flotte nordamerikanske landskab.

Samvittighed og moral er de store temaer i denne ultrasøde Disney film, som vi kun kan anbefale.

17. Prinsessen og frøen (2009)

Animeret kvinde træder ud af en sporvogn, mens folk danser i en gammeldags gade.

I denne Disney film lukkes vi ind en sand jazz boble i det franske kvarter i New Orleans. Her arbejder den unge Tiana som en hårdtarbejdende tjener med store drømme.

Den skønne film bygger videre på Brødrene Grimms historie om prinsen, der blev forvandlet til en frø. Meeen det går ikke helt som planlagt, når Tiana kysser den ellers arrogante Prins Naveen, og de må sammen finde en løsning på deres problemer.

18. To på flugt: Et hårrejsende eventyr (2010)

To animerede figurer i tæt konfrontation i en scene fra Disneys Tangled

Med den engelske titel 'Tangled' er denne Disney film baseret på Brødrene Grimms folkeeventyr, 'Rapunzel'.

Da der en dag sniger sig en fremmed mand op i Rapunzels tårn, slår hun ham med en stegepande. Forståeligt. 

Men mødet med Flynn Rider viser sig at åbne en ny verden for Rapunzel, som byder på musik, romantiske bådture og lysende lanterner.

Måske er hun ikke, hvem hun troede?

19. Frost (2013)

To animerede Frozen-figurer på en kane med lanterne i en mørk vinterskov

Løst baseret på H.C. Andersens eventyr, 'Snedronningen', formår denne Disney film at projektere søsterskab, standhaftighed, og hvordan man håndterer manipulerende mænd.

Hop på ryggen af rensdyret, når den klassiske Disney magi ridder os mod det norske fjeld i en verden af magiske snemænd og -monstre.

20. Zootropolis (2016)

Ræv og kanin i uniform taler sammen på fortov i animeret storby.

I den pulserende storby bor alverdens dyr, herunder den unge kanin, Judy. Den ambitiøse Zootropolis-tilflytter vil bare gerne være politibetjent men ender med at blive sat i et kedeligt parkeringsvagtsjob.

Utilfreds begiver Judy sig ud på noget af en mission, og hun får to dage til at vise sit værd af politimesteren, tyren Bogo, ellers er løbet kørt for hende.

Denne Disney film er den 54. film i rækkefølgen af Disney klassikere, som er blevet anmelderrost for dialogen, animationen og dens progressive temaer om fordomme og stereotyper.

21. Frost 2 (2019)

Animerede figurer fra en Disney-film står på en slette og ser mod himlen i solnedgang.

Hvor den første 'Frost' film nok mere var en vinter film, træder vi i efterfølgeren ind i efterårets stormfulde vejr og brunorange blade.

Vi følger endnu en gang Anna og Elsas søsteralliance, deres fjollede, og nu livsfilosoferende snemandsven, Olaf, og Kristoffer med sit rensdyr, Sven. 

De drager mod en fortryllet og lukket skov, som skulle siges at kunne afsløre kilden til Elsas magiske evner. Men de finder dog mere, end hvad de kom for.

Pssst... der er blevet afsløret en tredje film i rækken, som står til at have premiere i 2027.

22. Raya og den sidste drage (2021)

Animeret pige med stråhat står i et goldt landskab med klippeformationer.

'Raya og den sidste drage' tager os med på en episk rejse til et magisk land, inspireret af Sydøstasien, hvor drager og mennesker lever harmonisk side om side.

Men det er efterhånden længe siden, for 500 år senere er der kun en drage tilbage. Og den skal Raya finde. Dette viser sig dog ikke at være hendes eneste mission.

Det kræver stort mod og masser af tillid at være en krigerprinsesse, der pludselig står med hele verdens skæbne i sine hænder.

23. Encanto (2021)

Mirabel fra 'Encanto' bærer en stor kurv med farverige gaver, omgivet af børn på en mark.

Hvis du er den type, som elsker at synge sine lunger ud, så skal du helt sikkert se 'Encanto'!

Familien Madrigal bor i et levende hus i en charmerende colombiansk by. Alle i familien besidder en form for magisk evne bortset fra Mirabel, som føler, at hun mangler et formål, både i familien og for byen. Hun kan hverken flytte rundt på æsler som sin stærke storesøster, Luisa, eller styre vejret som sin moster, Pepa.

Disney-magien fejres her i det sydamerikanske, hvor rytmen fra de fantastiske sange gør det umuligt at sidde stille.

24. Zootropolis 2 (2025)

Tre animerede dyr går gennem en farverig Zootopia-gade med lamper og træhuse.

Den seneste, vittige Disney film var en stor succes!

Dyrene fra Zootropolis er tilbage i et nyt eventyr, hvor partnerskabet mellem den regelryttende kanin, Judy, og den tidligere svindlerræv, Nick, sættes på prøve.

De finder tegn på, at der fortsat lever reptiler i storbyen, selvom de ikke er blevet set i årevis. Fundet igangsætter en stor undersøgelse for makkerparret, hvor det ikke er ligetil at komme uden om problemerne.