Da Kent mistede sin kone, var han lammet af sorg - men så blev han frivillig

Der er skramlen og larm fra hakke- og snittemaskiner i køkkenet hos 'Det Kærlige Måltid' i Odense.

Kent Konradsen, 70, er i gang med at skære halvandet kilo figner i småstykker, så de kan bruges i en grønkålssalat. Han er sammen med ni andre pensionister i fuld gang med at ”preppe” ugens 300 måltider. 

Maden skal leveres til livstruende syge og deres familier, som så kan få sund og hjemmelavet mad i en tid i deres liv, hvor alt ellers er sat på standby.

– Det giver så meget mening på mange plan at være her. Det gør mig godt at vide, at jeg kan være med til at gøre en forskel for familier, som er igennem det samme, som jeg selv har været. Og så har det hjulpet mig til at komme ud hjemmefra og i gang med mit nye liv, fortæller Kent Konradsen.

Han mistede sin kone Kirsten i december 2024 efter et intenst og udmattende kræftforløb og var i den første tid lammet af sorg og ensomhed.

- Jeg følte mig helt ødelagt indeni. Kirsten har jo altid været der og været en del af mit liv og min hverdag. Nu skulle jeg skabe et liv uden hende, fortæller han.

Kirsten fik konstateret lungekræft i august og derefter fulgte fire måneder med utallige undersøgelser, lægebesøg, test og fokus på sygdommen. En dag så Kent tilfældigt en lille folder fra 'Det Kærlige Måltid', mens de sad i venteværelset.

– Alting var i en tåge. Der var så meget, jeg skulle holde styr på, og jeg kunne ikke lide at tage fra Kirsten for at handle, for sæt nu hun fik det dårligt.

Kent bliver lidt fjern i blikket, da han tænker på perioden og fortsætter:

– Så det var en enormt kærkommen hjælp, at der kom et venligt menneske hjem til os med hjemmelavet farvestrålende mad til det meste af en uge. Kirsten var meget svækket på det tidspunkt og havde ikke meget appetit. 

Men hun ville op af sengen og ud og hilse på buddet – og da hun så det personlige kort, græd hun.

Hver madlevering indeholder et personligt og håndskrevet postkort fra en af de frivillige.

Skulle blive gamle sammen

Men det var jo ikke sådan, det skulle være. Kent og Kirsten skulle blive gamle sammen. Sådan rigtig gamle. De mødte hinanden, da de var 15 i 1972. De blev gift i 1981, da de havde fået deres første søn. Og da sønnerne næsten var voksne, blev Kent og Kirsten gift igen. 

For nu havde de penge og overskud til den store fest, de ikke havde råd til som unge.

De elskede at rejse og har været i Thailand mindst 15 gange gennem årene. Og da de gik på pension, flyttede de til et seniorfællesskab i Agedrup uden for Odense, for at være aktive med andre seniorer.

– Vi har altid talt om, at Kirsten ville overleve mig. Hun var så frisk og aktiv. Men nu var det pludselig mig, der skulle forberede mig på et liv uden hende.

Der er meget fra sygdomsperioden, der står som en tåge for Kent, men noget står meget klart:

– Vi havde nogle helt enormt dybe og ærlige samtaler om døden og hendes bisættelse og om, hvad jeg skulle gøre bagefter. Jeg lovede hende, at jeg ikke ville sætte mig alene hjemme. Jeg skulle ud og møde andre mennesker. Men det er let nok at love. 

Jeg kan afsløre, at det er meget sværere at leve ud, fortæller Kent og fortsætter:

– Vi har altid været to. Ensomheden er overvældende, og jeg oplevede, at nogle venner og bekendte havde svært ved at tale med mig, da Kirsten var død. Andre sagde: Du ser godt ud, hvortil jeg kynisk svarede: Det kan godt være, men indeni er jeg helt ødelagt. Jeg har det ad helvede til.

Man kan få madlevering fra 'Det Kærlige Måltid' i otte uger. 

Kirsten nåede kun at modtage det fem gange, før hun døde. De tilbød derefter, at Kent kunne modtage de sidste tre ugers levering alligevel.

Han var så begejstret for konceptet, at han talte med Kirsten om, at han godt kunne se sig selv som frivillig. Da Kirsten var død, nævnte han det for Simone Tommerup, der er koordinator i Odense. Hun inviterede Kent på besøg i køkkenet, mens de lavede den mad, han selv skulle modtage.

– Hun viste mig rundt, hvor jeg hilste på de frivillige. Jeg fortalte min historie, og hvor glad jeg var for maden. Simone sagde, jeg kunne blive frivillig, når jeg var klar. Jeg startede allerede ugen efter, for jeg havde brug for at komme hjemmefra, og det her gav mening, fortæller Kent.

En vigtig gestus

Da Kent modtog ugens madlevering dagen efter sit besøg i køkkenet, fik han et helt særligt postkort.

Det var skrevet af dengang 18-årige Frederikke Arentoft Jelle, som havde hilst på ham i køkkenet. Kent havde genkendt, at hun var en af de frivillige, som havde sendt kort med deres madlevering, og allerede der var der et særligt bånd mellem dem.

”Du virker som en utrolig hjertevarm person. Det rører mig dybt at høre forskellige historier fra vores modtagere,” skrev hun blandt andet.

Ugen efter mødtes de to i køkkenet som frivillige, og de var lynhurtigt på kram:

– Det er inspirerende at lære af dem, som har så meget livserfaring. Jeg blev virkelig rørt over, at han, den første gang vi mødtes, huskede, at jeg havde skrevet til ham og Kirsten. 

Det viser mig, hvor vigtig den lille gestus er, fortæller Frederikke, der nu er blevet 19 år og har sabbatår efter gymnasiet.

I dag har Kent det godt og er ved at være på plads i det han kalder ”sit nye liv”. Arbejdet i køkkenet og fællesskabet med de andre frivillige har gjort ham godt. Derudover har han aktivt søgt fællesskabet i sit seniorbofællesskab og gik efter nogle måneder også i gang med at date.

– Jeg kan ikke være alene. Det duer ikke for mig. Det er gået godt, og jeg har fået en ny veninde eller kæreste, som jeg kan gå ture med, lave mad sammen med. Vi har det virkelig godt sammen, siger han og fortsætter:

– Jeg har skullet lære at leve mit liv igen. Alt er nyt, når man har været sammen med én i 50 år og har delt alt, og den ene er væk. Men jeg har det godt i dag og er glad for mit nyt liv, siger Kent med et stort smil.

Efter at figner, svampe, pastinakker, grønkål, gulerødder, og hvad de frivillige ellers har skullet skrælle og hakke, er klar, samles de frivillige til kaffe og hjemmebagt brød.

Kent skal også håndskrive kort til to af de familier, der skal modtage ugens levering. Kuverten dekorerer han med små grønne forårsblomster.

– Jeg forsøger at være personlig og sende modtageren en ærlig hilsen. Jeg ved jo, hvilket sted de står, siger Kent Konradsen. 

Kent og Kirsten Konradsen blev gift to gange. Først som unge og senere, da de havde penge og overskud til den store fest: – Det var en fantastisk dag. Det kan anbefales at blive gift flere gange med den samme. (Privatfotos)

LÆS OGSÅ

Janni lever af at rydde op i andres hjem – og især én ting går igen

Kunne du forestille dig, at dit job var at endevende andre menneskers skuffer og skabe? For Janni Kiilsgaard er det drømmen. Hun har altid elsket at lave systemer og rydde op i andres rode­- bunker. Sådan skaber Janni ro i hovedet – ét hjem ad gangen.