I mange år havde Anne Birthe en helt særlig drøm – og en dag gik den i opfyldelse

Det blæser bidende, da Anne Birthe og instruktøren Karina mødes uden for det køretekniske anlæg ved Roskilde, og der er sågar snefnug i luften. 

Men det bekymrer ikke 69-årige Anne Birthe Christensen fra Humlebæk. Hun er fuld af forventningens glæde over lige om lidt at få opfyldt sin store drøm om at prøve at køre en lastbil.

– Jeg tror, jeg får varmen, når jeg kommer op i førerhuset, siger hun og smiler.

– Ih, hvor jeg glæder mig!

Ude ved kørebanen træder Anne Birthe et par trin op og inspicerer det store sæde og rat. Mens uddannelseschef Karina Dyring fra transportskolen JUUL snart efter fortæller, at det vigtigste, når man kører lastbil, er at tage det roligt.

– Hellere kigge en ekstra gang og vente en ekstra gang frem for at have travlt. Man er den store, og det forpligter. Der er mange spejle man skal nå at kigge i, for at det hele kan foregå sikkert.

Karina rækker hånden over til Anne Birthe:

– Her har du nøglen.

Og Anne Birthe udstøder et:

– Ahh, uhh, så er det alvor.

Men da hun har startet lastbilen og flyttet foden over på speederen, udbryder hun begejstret:

– Vi kører!

Den røde lastbil glider sågar blødt af sted – helt uden at humpe.

Og turen går nu lige ud langs banens ene langside. Anne Birthe gør, som hun får besked på, der er ingen slinger, og hun bremser i god tid før hjørnet.

– Drej til, drej til – der er lang vej rundt på rattet i en lastbil – og ret op – og så den anden vej, forklarer Karina, som samtidig er roen selv.

Allerede på langside nummer to erklærer Anne Birthe:

– Jeg kommer ikke herfra i dag.

– Det går supergodt, replicerer Karina.

Og efter første fuldførte runde siger Anne Birthe:

– Jeg tager en tur til, ikke?

Bobler i maven

Inden turen har Anne Birthe fortalt, at hun har drømt om at prøve at køre lastbil i mange år og også har sagt det til sin familie. "Du må se at blive voksen", har hendes datter nogle gange svaret i spøg.

Men ønsket om at komme ud og lege lastbilchauffør er blevet ved med at brumme i hende. Og da Hjemmet ringede og sagde, at hun kunne få opfyldt drømmen, blev der helt stille i telefonen, for den nyhed skulle synkes:

– Jeg fik bobler i maven og blev helt rørt, fortæller hun.

Bagefter gravede Anne Birthe i sig selv for at finde ud af, hvor drømmen kom fra, og landede på, at den stammer fra barndommen.

– Da jeg var barn, boede der længere nede ad vejen en pige, som jeg legede med. Hendes far kørte blomster rundt i en stor lastbil, og nogle gange, når han skulle til Sverige i weekenderne, fik vi lov at køre med. 

Vi sov i køjen omme bagved, han sov på sædet, og så kørte vi ellers rundt fra sted til sted, nogle gange også om natten. Det var så fedt og sjovt, og jeg tror faktisk, årsagen ligger der, for det er nogle særlige minder.

Anne Birthe har også altid haft "noget med lastbiler", siger hun.

– Altså, du må ikke spørge mig, hvad de forskellige lastbiler hedder, men når jeg ser en lastbil, så reagerer jeg – der sker noget i mig.

Der sker også en masse på banen i dag. Da Anne Birthe har zigzagget lastbilen igennem en slalombane fuld af kegler, spørger Karina efter en kort pause, om hun skal have hele pakken.

– Vil du køre baglæns slalom, hvor du bakker igennem slalombanen? Det er helt op til dig.

– Det gør vi, afgør Anne Birthe, der ellers hader at bakke, selv i en almindelig bil.

Karina har engang arbejdet som lastbilchauffør, og hun guider sikkert Anne Birthe baglæns igennem dagens absolut største udfordring.

– Så drejer du og kigger ud i dit spejl og ser, at du får baghjulet med uden om keglen, lyder det, og der er flere gange ros til Anne Birthe:

– Det med at være rolig og velovervejet, det har du jo nærmest som naturtalent. Jeg tror godt, du kunne have fået en karriere som chauffør. Og det er da ikke alle, der tør give sig i kast med sådan noget, slet ikke jo ældre man bliver, mener Karina.

– Skal vi lige tage en sidste sejrsrunde også?

Hjem og synge

En glad Anne Birthe kører frem mod slutningen, og erklærer, at hun godt vil have en time om ugen. Og så kommer der et dybfølt:

– Tænk at jeg skulle nå det, inden jeg bliver 70.

Helbredsproblemer betyder, at Anne Birthe til daglig bruger kørestol det meste af tiden, og hun er i dialyse fire gange om ugen. Men ved rattet i lastbilen er hun nærmest fløjet af sted.

Da Anne Birthe står på jorden igen, byder værterne fra JUUL på en kop kaffe inde i varmen, hvor dagens hovedperson fortæller, hvordan oplevelsen har været.

– Det var ubeskriveligt, siger hun, og så bliver der igen stille, for der kommer et par tårer.

– Jeg har jo også bare været så spændt og glædet mig og været nervøs, siger hun.

– Og det lyder fjollet, men jeg synes ikke, den var svær at køre – og slet ikke forlæns. Baglæns var der nogle ting. man skulle holde øje med, og i forvejen er jeg ikke ret god til at bakke, men jeg tog udfordringen op. Det kommer jeg til at leve højt på længe. Når jeg kommer hjem og bliver alene, kommer jeg til at synge!

Der må også være en kæmpe lettelse i , at det nu er overstået?, bliver hun spurgt.

– Nej!, lyder Anne Birthes øjeblikkelige svar.

– Jeg har dobbelt så mange champagnebobler i maven nu – for nu har jeg prøvet det. Og det var nøjagtig lige så fedt, som jeg troede, det ville være. Tænk, at jeg skulle opleve det.

LÆS OGSÅ

Kan man blive for gammel til at feste?

Det spørgsmål har journalist Susanne Knutzen grublet over efter en festlig sommer. Hun kan stadig klare mosten, men hvordan ser de unge på 50-årige festaber?