I mange år havde Anne Birthe en helt særlig drøm – og en dag gik den i opfyldelse
I mange år har Anne Birthe Christensen haft et stort ønske om at prøve at køre en lastbil. Så hun skrev til Hjemmet og fik sin drøm opfyldt. Bagefter kom tommelfingeren op og tårerne frem, for det var en oplevelse, hun kommer til at leve højt på længe.
Marie Louise GammelgaardMarie LouiseGammelgaard
Det blæser bidende, da Anne Birthe og instruktøren Karina mødes uden for det køretekniske anlæg ved Roskilde, og der er sågar snefnug i luften.
Men det bekymrer ikke 69-årige Anne Birthe Christensen fra Humlebæk. Hun er fuld af forventningens glæde over lige om lidt at få opfyldt sin store drøm om at prøve at køre en lastbil.
– Jeg tror, jeg får varmen, når jeg kommer op i førerhuset, siger hun og smiler.
– Ih, hvor jeg glæder mig!
Ude ved kørebanen træder Anne Birthe et par trin op og inspicerer det store sæde og rat. Mens uddannelseschef Karina Dyring fra transportskolen JUUL snart efter fortæller, at det vigtigste, når man kører lastbil, er at tage det roligt.
I sit arbejdsliv var Anne Birthe pædagogmedhjælper i næsten 40 år. Nu er hun pensioneret og var lykkelig over at få mulighed for at køre en lastbil.Foto: Sara Skytte
– Hellere kigge en ekstra gang og vente en ekstra gang frem for at have travlt. Man er den store, og det forpligter. Der er mange spejle man skal nå at kigge i, for at det hele kan foregå sikkert.
Karina rækker hånden over til Anne Birthe:
– Her har du nøglen.
Og Anne Birthe udstøder et:
– Ahh, uhh, så er det alvor.
Annonce
Men da hun har startet lastbilen og flyttet foden over på speederen, udbryder hun begejstret:
– Vi kører!
Den røde lastbil glider sågar blødt af sted – helt uden at humpe.
Og turen går nu lige ud langs banens ene langside. Anne Birthe gør, som hun får besked på, der er ingen slinger, og hun bremser i god tid før hjørnet.
– Drej til, drej til – der er lang vej rundt på rattet i en lastbil – og ret op – og så den anden vej, forklarer Karina, som samtidig er roen selv.
Allerede på langside nummer to erklærer Anne Birthe:
– Jeg kommer ikke herfra i dag.
– Det går supergodt, replicerer Karina.
Og efter første fuldførte runde siger Anne Birthe:
– Jeg tager en tur til, ikke?
Annonce
Bobler i maven
Inden turen har Anne Birthe fortalt, at hun har drømt om at prøve at køre lastbil i mange år og også har sagt det til sin familie. "Du må se at blive voksen", har hendes datter nogle gange svaret i spøg.
Anne Birthe indtog det store førersæde med Karina Dyring fra transportskolen JUUL ved sin side.Foto: Sara Skytte
Men ønsket om at komme ud og lege lastbilchauffør er blevet ved med at brumme i hende. Og da Hjemmet ringede og sagde, at hun kunne få opfyldt drømmen, blev der helt stille i telefonen, for den nyhed skulle synkes:
– Jeg fik bobler i maven og blev helt rørt, fortæller hun.
Bagefter gravede Anne Birthe i sig selv for at finde ud af, hvor drømmen kom fra, og landede på, at den stammer fra barndommen.
– Da jeg var barn, boede der længere nede ad vejen en pige, som jeg legede med. Hendes far kørte blomster rundt i en stor lastbil, og nogle gange, når han skulle til Sverige i weekenderne, fik vi lov at køre med.
Vi sov i køjen omme bagved, han sov på sædet, og så kørte vi ellers rundt fra sted til sted, nogle gange også om natten. Det var så fedt og sjovt, og jeg tror faktisk, årsagen ligger der, for det er nogle særlige minder.
Anne Birthe har også altid haft "noget med lastbiler", siger hun.
– Altså, du må ikke spørge mig, hvad de forskellige lastbiler hedder, men når jeg ser en lastbil, så reagerer jeg – der sker noget i mig.
Der sker også en masse på banen i dag. Da Anne Birthe har zigzagget lastbilen igennem en slalombane fuld af kegler, spørger Karina efter en kort pause, om hun skal have hele pakken.
Annonce
– Vil du køre baglæns slalom, hvor du bakker igennem slalombanen? Det er helt op til dig.
– Det gør vi, afgør Anne Birthe, der ellers hader at bakke, selv i en almindelig bil.
Karina har engang arbejdet som lastbilchauffør, og hun guider sikkert Anne Birthe baglæns igennem dagens absolut største udfordring.
– Så drejer du og kigger ud i dit spejl og ser, at du får baghjulet med uden om keglen, lyder det, og der er flere gange ros til Anne Birthe:
– Det med at være rolig og velovervejet, det har du jo nærmest som naturtalent. Jeg tror godt, du kunne have fået en karriere som chauffør. Og det er da ikke alle, der tør give sig i kast med sådan noget, slet ikke jo ældre man bliver, mener Karina.
– Skal vi lige tage en sidste sejrsrunde også?
Hjem og synge
En glad Anne Birthe kører frem mod slutningen, og erklærer, at hun godt vil have en time om ugen. Og så kommer der et dybfølt:
– Tænk at jeg skulle nå det, inden jeg bliver 70.
Helbredsproblemer betyder, at Anne Birthe til daglig bruger kørestol det meste af tiden, og hun er i dialyse fire gange om ugen. Men ved rattet i lastbilen er hun nærmest fløjet af sted.
Annonce
"Da jeg så en side i Hjemmet, hvor der stod "Vind din drøm", tænkte jeg, "Jeg har jo altid gerne villet køre lastbil", og lige inden fristen sendte jeg ind."Foto: Sara Skytte
Da Anne Birthe står på jorden igen, byder værterne fra JUUL på en kop kaffe inde i varmen, hvor dagens hovedperson fortæller, hvordan oplevelsen har været.
– Det var ubeskriveligt, siger hun, og så bliver der igen stille, for der kommer et par tårer.
– Jeg har jo også bare været så spændt og glædet mig og været nervøs, siger hun.
– Og det lyder fjollet, men jeg synes ikke, den var svær at køre – og slet ikke forlæns. Baglæns var der nogle ting. man skulle holde øje med, og i forvejen er jeg ikke ret god til at bakke, men jeg tog udfordringen op. Det kommer jeg til at leve højt på længe. Når jeg kommer hjem og bliver alene, kommer jeg til at synge!
Der må også være en kæmpe lettelse i , at det nu er overstået?, bliver hun spurgt.
– Nej!, lyder Anne Birthes øjeblikkelige svar.
– Jeg har dobbelt så mange champagnebobler i maven nu – for nu har jeg prøvet det. Og det var nøjagtig lige så fedt, som jeg troede, det ville være. Tænk, at jeg skulle opleve det.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.