Kære Vibeke: Jeg er så træt af at høre om hendes vidunderbørn

Jeg har kendt min veninde siden skoletiden. Vi er nu begge i slutningen af 40'erne og har stort set voksne børn. Jeg er glad for mit liv, og jeg elsker mine to børn, alligevel kan jeg da godt glæde mig til den dag, hvor også den yngste rykker hjemmefra, for hvor der er børn, er der altid en lille smule bøvl på godt og ondt, det er i hvert fald min erfaring.

Sådan har min veninde det slet ikke. Hun ikke bare elsker, hun forguder sine to børn, og når vi er sammen, taler hun ikke om andet. Det er altid noget om, hvor godt det går børnene, hvor unikke de hver især er, ja, der er i mine øjne tale om en forgudelse, som er ulidelig at høre på. Især fordi jeg også ved, at hendes ægteskab har knaget flere gange, og at begge børn selv er trætte af at blive puttet op på en piedestal.

Min venindes hang til kun at ville tale om sine børn har gjort, at jeg nok har lagt lidt afstand til hende, og vi derfor ses sjældnere. Problemet er så bare, at når vi ses, så kan hun næsten ikke nå at sætte sig, før hun begynder at buse ud med solstrålehistorier om de to præmiebørn.

Når jeg forsøger at skifte emne eller siger, at jeg ikke orker at snakke om børn, så ligger det i luften, at det skyldes min misundelse, hvilket jeg ikke mener, at det gør, jeg vil bare gerne tale om andre ting. Jeg ved, at hendes to andre veninder har det som jeg, så jeg er altså ikke den eneste. Men hvad gør man ved det?
I.G.

LÆS OGSÅ: Kære Vibeke: Vores mor skaber konstant splid i familien

Vibekes svar

De fleste af os har vel (heldigvis) en ekstra stærk og biologisk betinget kærlighed til vores eget afkom, men vi er også kloge nok til at vide, at vi ikke deler den unikke kærlighed med ret mange andre. Derfor går vi heller ikke konstant rundt og råber op om, hvor unikke lige vores børn er. Hvis vi gjorde det, ville det jo være en skrækkelig verden at leve i.

Så er der desværre undtagelser som din veninde, der ikke har fundet stopknappen til deres moderskab. Min erfaring med den type mødre er, at deres besættelse af egne børn handler om, at de selv er uforløste i deres eget liv – altså, at de bruger deres børn som katalysator for de ting, de ikke selv er lykkedes med.

Så når du skriver, at din venindes ægteskab skranter, hænger det også godt sammen. Den type kvinder lever nemlig tit i dårlige parforhold, hvor børnene bliver brugt som grund til at blive i stedet for at gå. Her er det vigtigt, at børnene er succesfulde og klare sig godt, for ellers giver det jo ikke mening at ofre sig på den måde.

Det er ulideligt at være sammen med kvinder som din veninde, men i stedet for, at du og hendes andre veninder lægger afstand til hende, så sig det dog, som det er:

At I også elsker jeres børn, men at det ikke giver jer grund til at belemre andre om dem i tide og utide. Sig også, at det kun bliver endnu mere patetisk at skulle lægge ører til, når nu jeres børn efterhånden er voksne mennesker, så mon ikke det er på tide at finde på noget mere interessant at tale om?