Situationer, der kan være ubehagelige for børn
SPONSORERET indhold

Her er 8 situationer, der kan være ubehagelige for dit barn

Dit barn bryder sig egentlig ikke om at give morfar et knus på kommando, og det er en daglig kamp at få børstet bisserne, fordi junior helst vil være fri. Men hvad gør du så? Eksperterne guider dig igennem 8 situationer, der kan være ubekvemme for dit barn.

Af: Amalie Nebelong Foto: Getty Images
29. mar. 2022 | Børn | Vores Børn

Bryder du dig om at kramme andre på kommando eller at smage på mad, du ikke kan lide? Nej, vel? Det gør dit barn sandsynligvis heller ikke. 

Måske bakser I også med tandbørstningen, pottetræningen og det der med at sige undskyld. Og det gør ingenting bedre, hvis du presser junior igennem de ting, der kan være ubehagelige, mener eksperter. 

Vi har talt med psykolog Anne Rechenbach og familiepsykolig Heidi Agerkvist, som guider dig igennem 8 situationer, der kan være ubehagelige for dit barn. 

1. At hilse på alle til familiefesten

At give hånd til tanter og onkler og en masse mennesker, dit barn ikke kender, kan være temmelig grænseoverskridende for nogle børn, hvor andre synes, det er spændende.

At være et lille barn, der skal tage kontakt til så mange, røre ved dem, se i dem øjnene og tale til dem – ja, det kan ikke forventes af alle børn.

Det kan du gøre i stedet:

Det er en god idé at tage dit barn med rundt på armen eller i hånden, så barnet kan se, hvordan du hilser på de andre og præsenterer dit barn. Vær det gode eksempel for dit barn ved at gå rundt og hils på alle, så barnet kan spejle sig i dig og se, hvordan man gør.

Kilde: Familiepsykolog Heidi Agerkvist

LÆS OGSÅ: Lær dit barn at være god mod andre

2. At falde i søvn

Søvn er et af menneskets primære behov. Alligevel kan du ikke tvinge dit barn til at sove, hvor end du gerne ville. Du kan derimod gøre sovesituationen så lidt angstfuld og stresset som muligt. Målet er at skabe en tryg situation.

Det kan du gøre i stedet:

Alle børn elsker rutiner. De er genkendelige og trygge, og derfor er det vigtigt at skabe rutiner, som dit barn kan følge omkring sovesituationen. Og så er det vigtigt at have faste og regelmæssige sovetider, så vidt det er muligt.

Når først dit barn er kommet i seng, kan du som forælder hjælpe ham eller hende til at blive i sengen og holde ud, også hvis han eller hun småklynker. Gør sengetid til noget rart, indtil søvnen naturligt indfinder sig. Læs for eksempel højt for junior, snak om, hvad han har oplevet i dag, eller syng en sang, før du siger godnat og går din vej. Hvis dit barn derimod vågner af et mareridt, er det en rigtig god ide at trøste og tage ham op. Mange børn har mareridt, men – som det i øvrigt også gælder for voksne – er det godt og lærerigt at gennemgå indholdet af mareridtet sammen, da dit barn i nogle tilfælde ellers ikke vil turde sove videre, "hvis nu mareridtet fortsætter".

Kilde: Psykolog Anne Rechenbach

LÆS OGSÅ: Søvn: 7 klassiske udfordringer ved puttetid – og gode idéer til at tackle dem kærligt

3. At sige undskyld

”Du må ikke slå lillesøster – kan du sige undskyld!”

Lyder det som noget, du også kunne sige per automatik? Det mekaniske undskyld – det, som dit barn giver for at gøre dig som forælder tilfreds – kan junior nærmest mønstre, så snart han eller hun kan udtale ordet undskyld. Det mekaniske undskyld kan blive en slags billet til at slippe hurtigt ud af situationen uden at lære af den, og uden at dit barn får forståelse for, hvorfor han skal sige undskyld.

Det kan du gøre i stedet:

Prøv at dreje dit barns opmærksomhed hen på det, der er sket: ”Se, lillesøster bliver ked af det, når du slår.” Hermed lærer dit barn, at vi som mennesker ikke altid kan lide de samme ting, og det kan være vigtigere end at sige undskyld uden at forstå, hvad det betyder.

Dit barn vil selv begynde at sige undskyld, når han forstår betydningen bag. Når dit barn er tre et halvt – fire år gammel, kan han begynde at forstå effekten af et undskyld, og her opstår der også en lyst til at give en undskyldning af egen drift.

Kilde: Familiepsykolog Heidi Agerkvist

4. At indgå i sociale relationer

Nogle børn kaster sig uden videre ind i sociale fællesskaber. Andre er mere vagtsomme og tilbageholdende. Måske vil dit barn helst være hos dig? Det er helt ok, selv om det kan være fristende at presse dit barn ind i skattejagten til familiefesten. Det er imidlertid forskelligt, hvor parate børn er til at indgå i sociale relationer.

Det kan du gøre i stedet:

Du må gerne opfordre dit barn til at deltage og skabe betingelserne og tryghed ved, at du for eksempel selv går med dit barn rundt på skattejagten. Hvis dit barn er skræmt og viger tilbage fra samvær, skal du støtte det i at turde nærhed ved at tale positivt om samvær med andre og ved at gå med dit barn. I første omgang må du imidlertid respektere dit barns nej og ikke overskride hans eller hendes grænser. Et pres vil kun give bagslag. Socialt samvær skal helst ikke ende med at blive forbundet med noget farligt og negativt.

Når først dit barn får tilstrækkeligt mod til at involvere sig, kan du som forælder hjælpe til det sidste stykke vej ind i fællesskabet.

Kilde: Psykolog Anne Rechenbach

LÆS OGSÅ: Sådan hjælper du dit generte barn

5. At smage på mad, man ikke kan lide

Broccoli er sundt, og du ved, dit barn har godt af det. Men det er ikke nødvendigvis den rette vej at gå, hvis du siger: ”Spis din mad. Du får ikke andet”. I værste fald kan dit barn ende med at miste lysten til at sidde med ved middagsbordet.

Det kan du gøre i stedet:

Tænk over, hvordan du kan gå en anden vej. Lad altid maden være et tilbud til dit barn om at smage på alt, hvad barnet har lyst til – tag tvangen ud af det. Vis dit barn, at du selv nyder maden og sig: ”Mmm hvor smager den broccoli dejligt – og se, det ligner et lille træ.” Hvis der er en god stemning ved bordet, vil dit barn have større lyst til at komme op og sidde.

Hjælper det ikke? Prøv at introducere broccolien gennem flere måltider. Hvis junior møder ny mad i rolige og kampfri zoner mange gange nok, er sandsynligheden for, at han på et tidspunkt vil smage på den nye mad, ret stor. Indtil den dag indtræffer, kan du servere noget velkendt mad som f.eks. ærter, hvis du ved, at han spiser det.

Kilde: Familiepsykolog Heidi Agerkvist

LÆS OGSÅ: Skab madglæde hos dit barn: Sådan gør I måltiderne hyggelige

6. Pottetræning

Der kommer måske et tidspunkt, hvor du bliver fristet til at opmuntre dit barn til at smide bleen, og det er fint at opmuntre. Men dit barn skal udviklingsmæssigt være klar, før hun kan blive renlig. Et stærkt forventningspres fra din side vil gøre dit barn uroligt, og det kan medføre forstoppelse og usikkerhed.

Det kan du gøre i stedet:

Overlad renligheden til dit barns egen udvikling. Her kan du som forælder afvente og følge dit barns udviklingstrin og evne til opmærksomhed ved blærekontrol. Begynder junior for eksempel at fortælle dig, når han tisser i bleen? Oftest vil børn selv vise interesse for toiletbesøg – både når det gælder jer forældre og sig selv – og det er et tegn på, at dit barn nu er parat og fysiologisk udviklet. Og her er det oplagt, at I som forældre taler med jeres barn om toiletbesøg og derved henleder hendes opmærksomhed på at kunne kontrollere blære og afføring.

Opmuntring spiller også en stor rolle. Sig gerne: ”Skal du lige tisse på potten?” Eller: ”Hvor er det fint, at du tisser på potten”. Følg herefter dit barns egen styring hen imod at mestre renlighed og til sidst helt at afskaffe bleen. Som når han eller hun insisterer på at komme på potten flere gange om dagen og til sidst ikke længere har våde bleer efter natten.

Kilde: Psykolog Anne Rechenbach 

7. At give knus

Hav blik for, at dit barn kan have andre grænser end dig selv, når det kommer til kærlighedserklæringer og kram. Den måde du bedst lærer dit barn at respektere andres grænser, er ved, at du respekterer dit barns grænser. Hvordan du udtrykker kærlighed er ret privat, og at blive tvunget til at kysse morfar, der måske lugter af gammel pibe, er ikke rart for dit barn, da lugten og opmærksomheden omkring det kan få junior til at føle sig utryg.

Det kan du gøre i stedet:

Den hurtigste vej til at komme fysisk tæt på et lille barn er ved at lade barnet komme dig i møde. Når bedsteforældre forsøger at knuse og kysse deres barnebarn, kan barnet slet ikke nå at komme til dem først. I stedet vil barnet måske forsøge at skubbe dem væk, for selv at få plads. Leg for eksempel på gulvet med barnet og hans yndlingsbiler. På den måde vil du komme nærmere en intimitet, der kan udløse et knus. 

Kilde: Familiepsykolog Heidi Agerkvist

8. At børste tænder 

Nogle ting skal dit barn lære. Han skal for eksempel holde dig i hånden, når I går over vejen, og han skal have børstet tænder. Men det kan skabe store konflikter, når dit barn ikke vil have børset bisserne. 

Det kan du gøre i stedet:

"Hold fast i, at der skal børstes tænder, men forsøg at få det leget ind. Det er ok, hvis I børster lidt mindre i dag, men langsomt får det bygget op til en fuld tandbørstning. Vis dit barn, hvordan I kan gøre det her på en rar måde. For eksempel med en særlig tandbørstesang eller en lille kildetur efter tandbørstningen."

Familiepsykolog Heidi Agerkvist

OBS! Artiklen er oprindeligt udgvet i 2016. Efter aftale med Heidi Agerkvist og Anne Rechenbach er artiklen opdateret af Amalie Louise Bernitt og Amalie Nebelong. 

Anbefalet til dig