Barnets køn: "Jeg havde forventninger, som jeg ikke talte højt om"

Jeg var egentlig ikke i tvivl, da vi kørte til 20-ugersscanning. Selvfølgelig havde jeg en lille pige i maven. Faktisk var tankerne allerede løbet af sted med mig. Rottehaler, sommerkjoler og fremtidige cafeture med fortrolige mor-dattersnakke. Og tænk, hvis jeg en dag skulle blive mormor og opleve det helt særlige bånd, når ens datter selv skulle være mor. Min graviditet havde været vidt forskellig fra den med min førstefødte – sønnen. Jeg havde lyst til salte pomfritter i stedet for sød milkshake, og maven sad vist også en smule anderledes. Desuden har det nærmest været en tradition i min familie flere generationer igennem at føde to børn – først en dreng, dernæst en pige. Og drengen var der jo allerede.

LÆS OGSÅ: Mor-blogger: Hvorfor skal vi kende kønnet før fødslen?

20-ugersscanningen var for mig allermest en milepæl og en forsikring om, at alt var okay. Gennemscanning af hjerne, hjerte, lemmer og alt det andet, og lettelsen over, at alt var i orden, fik tårerne til at pible ned ad mine kinder. Da alt det var overstået, og jeg fuld af taknemlighed smilede til min mand og scanningssygeplejersken, kom vi til den lillebitte detalje. Kønnet. Ville vi vide det? Ja da, bare som en ren formalitet. Men da jeg så lå der på briksen med kold gel og scanner på maven, kom overraskelsen. At det temmelig tydeligt var en lille dreng. Endnu en.

Skuffet over barnets køn?

Måske har du også helt tydelige forventninger til eller formodninger om dit barns køn. For mange er det et tabu at indrømme – særligt, hvis de finder ud af, at barnet i maven har det modsatte køn af det, de havde forestillet sig. Vi har tidligere bragt et interview med småbørnsmoren Sine, som havde to drenge i forvejen, da hun blev gravid med nummer tre. Hun fortæller åbent om sin skuffelse og de svære følelser, hun blev ramt af, da hun fandt ud af, at tredje barn var endnu en dreng. Og om omverdenens rynkede bryn: ‘Du skal bare være glad for, at han er sund og rask’. ‘Tænk på alle dem, der slet ikke kan få børn’. Det kan de jo have en pointe i, men ifølge Anna-Katherine Højland, der er specialist i klinisk børnepsykologi, er det altså en helt normal reaktion at sørge over en bristet forestilling, når kønnet viser sig at være ‘det forkerte’, for mange af os har et imaginært barn, måske endda længe før vi bliver gravide. Også selvom vi ikke taler højt om det.

Jeg blev ikke skuffet, men jeg havde en forventning, som jeg ikke talte højt om, og jeg skulle helt klart vænne mig til tanken om at blive drengemor. I min fantasi ville jeg være uden for fællesskabet, når min mand og drengene spillede fodbold, Playstation, eller hvad sådan nogle knægte nu gør. Hvad ville min rolle blive? Hånden på hjertet, så kunne det da være sjovt med børn af begge køn. Men sådan blev det ikke, og i dag kan jeg heldigvis ikke forestille mig det anderledes. Jeg har to vanvittigt skønne drenge, der fylder mit hjem og mit liv med kærlighed. De er så ens og samtidig forskellige. Alligevel bliver jeg ikke så sjældent mødt med kommentaren ‘så mangler I bare en lille pige’. Det er ment i den bedste mening, det ved jeg, men hold op, hvor er det noget vås at sige, og hvor gør det mig trist. Vi mangler ingenting – vi har det bedste.

LÆS OGSÅ: Barnets køn: 8 fordele ved at vælge en overraskelse

LÆS OGSÅ: Gravid uge 20: Køn? Ja, naturligvis er den det!

LÆS OGSÅ: Vi tester 15 vandrehistorier om gravide