Bliv klogere på dit barns venskaber og forstå vigtigheden af dem
SPONSORERET indhold

Derfor er venskaber vigtige for dit barn

Hvornår begynder børn egentlig at få venner, og hvor vigtigt er det at have en bedste ven?

Af: Sofie Winther Askgaard Foto: Getty Images
20. okt. 2015 | Børn | Vores Børn

12 små børn sidder i rundkreds på vuggestuens gulv. ‘Hvem er kommet?’, synger pædagogen og peger på en lille pige. De små svarer (næsten) i kor ‘Victoria er kommet’. Turen er nået til Max, der lige er fyldt to år, men han rejser sig og går hen til William, der er et halvt år ældre. William får et stort smækkys – og kvitterer straks med kram og to kys mere. De er ved at ‘finde hinanden’, som vuggestuepædagog Annika Vind fra Drivhuset i Valby forklarer det. 

– Jeg ser ofte, at når børnene bliver omkring to år gamle, så begynder de at have noget ekstra for et andet udvalgt barn. De taler hele tiden om det andet barn, vil helst være sammen med det barn, og de bliver ellevilde, når det andet barn kommer om morgenen, fortæller Annika Vind.

To og to

Allerede når din guldklump er otte-ni måneder, begynder han at interessere sig for de andre børn. Når de så lærer at gå, og de første ord kommer snublende, vil de fleste børn søge mod andre børn og måske få nogle favoritter. Og ved toårsalderen begynder de fleste børn så småt at danne egentlige venskaber, forklarer børnepsykolog Dorthe Lau.

LÆS OGSÅ: Sådan sikrer du, at dine børn bliver venner for livet

– De vennefølelser, som vi kender fra os selv, begynder typisk, når børnene bliver to til to et halvt år. Indtil da kan de sagtens lege sammen og følge hinanden rundt på legepladsen, men nu begynder det at få større betydning, hvem de er sammen med. De begynder at sortere i de andre børn, siger hun. Børnenes leg er forudsætningen for dannelsen af de første venskaber. Det er gennem leg, børnene lærer både sig selv og de andre at kende. Det er gennem leg, at de sorterer og finder frem til de børn, de vil være venner med. 

– Børn, der finder sammen i et venskab, søger typisk de samme aktiviteter. Når de kommer ud på legepladsen, søger de eksempelvis mod sandkassen, hvor de kan sidde i timer og lave sandkager side om side. De har allerede i den alder en slags interessefællesskab, og det skaber tryghed hos de små, siger Dorthe Lau. 

Typisk finder de sammen to og to, og så løber bedstevennerne rundt efter hinanden dagen lang, fortæller Annika Vind, der dagligt ser de spæde venskaber udfolde sig på legepladsen. – De er for det meste tæt på hinanden i alder eller udvikling, for ellers vil en god del af legen jo gå tabt. Men det vigtigste er faktisk, at de har fundet noget at være fælles om, og så kan en toårig godt være bedstevenner med en på to et halvt, mener hun. 

Venskab udvikler

Det er fantastisk for dit barn at finde en forbundsfælle, og dejligt at se vennekærligheden blomstre. Men dit barns første venner betyder faktisk også rigtig meget for den lilles sociale udvikling, siger børnepsykologen. 

– Når små børn begynder at få venner, øver de sig i sociale kompetencer. Det er nu, grundstenene til de sociale evner bliver lagt, og de lærer at forhandle med hinanden, tage hensyn samt at blive uvenner og gode venner igen. Børn spejler sig og får reaktioner fra hinanden, og de lærer mere af hinanden end af de voksne, siger Dorthe Lau og fortsætter:

– Venskab er også tryghed. En ven kan være et værn mod andre, der vil drille, en forbundsfælle mod de voksne og det, der binder børnenes verden sammen. Venskab kan opbygge selvtillid hos dit barn, som oplever at føle sig ønsket og værdsat. 

LÆS OGSÅ: Forstå dit barns valg af venner

Så selv om dit barn endnu knap kan sætte tre ord sammen, stadig bruger ble og sover lur i sin barnevogn, kan han sagtens have så varme følelser for et andet barn, at det er begyndelsen på et smukt venskab. Og det skal man ikke sådan kimse ad, mener Annika Vind. 

– Jeg har set mange eksempler på børn, der finder hinanden omkring toårsalderen, og mange år senere, langt oppe i skolealderen, stadig hænger sammen som ærtehalm og er de bedste venner, fortæller hun. 

Hårdt at savne

Annika Vind har for nogle måneder siden sendt et barn fra sin stue videre i børnehave, og der oplevede hun, at de andre børn i flere uger, mange gange om dagen, spurgte efter deres ven. Lige så trygt og rart det kan være med en bedste ven at dele hverdagen med, lige så stor en sorg kan det være, hvis yndlingskammeraten pludselig ikke er der mere. 

– De er sammen i måske otte timer hver dag, og det er hele deres verden, så de kan ikke forstå, at deres ‘anden halvdel’ pludselig mangler. Jeg har oplevet børn, der blev meget kede af det og mere tryghedssøgende og afhængige af en voksen i en længere periode, siger Annika Vind.

Børnepsykolog Dorthe Lau mener også, at der opstår et enormt stort savn, hvis en god ven pludselig ikke er der. 

LÆS OGSÅ: Sådan hjælper du dit barn med at få venner

– De mangler noget, der normalt har givet dem stor tryghed i hverdagen, og det er vigtigt, at man som voksen respekterer, hvor betydningsfuldt sådan et venskab er. Man må støtte barnet ved at sætte ord på savnet, lade det være ked af det og hjælpe med at finde nye venner, mener hun. 

Hvis bedstevennen er flyttet stue eller længere ned ad gaden, kan det give god mening at bevare kontakten og mødes på den lokale legeplads for at lade børnene lege sammen. Er vennen flyttet langt væk, er det bedst at forsøge at hjælpe dit barn videre med nye venner – men ikke uden en forståelse for savnet. Prøv at give plads til lidt ekstra tid med en puttebamse og en sut på skødet af en voksen, og så skal dit barn nok komme sig over sorgen med tiden, lyder rådet fra eksperterne. 

Vis interesse for vennen

Hvis dit barn har brug for et lille, kærligt skub mod sin allerførste ven, kan du hjælpe dit barn på vej, forklarer Annika Vind. 

– Lær navnene på de andre børn på stuen, så du kan tale med dit barn om dem. Hvis dit barn har fået taget et stuebillede med de andre børn, kan I kigge på det sammen derhjemme. Hils på de andre børn om morgenen og brug tid på at snakke med dem. Så viser du dit barn, at du også synes, alle hans legekammerater er søde, anbefaler Annika Vind. 

LÆS OGSÅ: Din baby spotter, når mor og far er uvenner

Måske har du et genert barn, der ikke selv tør opsøge venskaber. Eller måske er dit barn ikke god til at dele eller vente på sin tur, og så det er svært at lege sammen med andre. Men det behøver ikke være en hindring for at få venner.

– Hvis dit barn er genert, kan du hjælpe ham med at skabe den første kontakt til det andet barn og sætte en leg i gang mellem de to. Hvis dit barn derimod er lidt for god til at stå på sin ret, kan du prøve at lære ham at blive bedre til at give plads til andre ved øve små lege, hvor man har tur på skift, foreslår Dorthe Lau.  

Legeaftaler er også godt til at fremme de første venskaber, og du behøver ikke at aflevere dit barn et ‘fremmed’ sted, og så må de små selv finde ud af det. Hvorfor ikke aftale med det andet barns mor, at I mødes en halv time på legepladsen?, foreslår Annika Vind. 

Det er også en god måde så småt at starte med at have legeaftaler – og måske bliver det starten på et venskab for resten af livet. 

Anbefalet til dig