Børn med autisme og jul
SPONSORERET indhold

Blog: 5 tips til autistvenlig jul

De fleste børn er spændte i julen, men særligt for børn med autisme er det også en angstprovokerende tid fuld af overraskelser og ting, der ikke er, som de plejer at være. Få blogger Pernille Høyrups tips til, hvordan hun holder autistvenlig jul.

Af: Pernille Høyrup Foto: Pernille Høyrup
23. nov. 2016 | Børn | Vores Børn

For min søn Max på seks år, da er julen det bedste i verden, men også noget af det allermest svære. Han kan ikke sove om natten, fordi han er for spændt på, hvad der er i pakkekalenderen. Han bliver skræmt over drillenisser og forvirret over at julemanden på Fisketorvet ikke er identisk med ham, der kommer i børnehaven. Hverdagen forstyrres af julesang, kagebagning og fester med larm og mange mennesker. Men især er pakkekalenderen lidt af et minefelt, da min søns særinteresser ikke kan forenes med de gængse kalendergaver fra Tiger eller færdigkøbte julekalendere. I år prøver vi derfor noget nyt. Nu er Max nemlig blevet så stor, at han godt kan komme med på råd. Her kan du se vores køreplan for en hyggelig december uden for meget julestress.

LÆS OGSÅ: Julegaver: Det hitter under juletræet i år

1. Pakkekalender uden grimme overraskelser

Max har altid haft særinteresser, først voksenværktøj, så hængelåse og nøgler, herefter briller og i dag er han mest bare der, hvor gaver får det til at sitre i hele kroppen, og han har et helt særligt forhold til ting. Hver morgen bygger han en LEGO-mand eller finder en figur, som han skal have med i børnehave. Glemmer vi tingen, så bryder hans verden sammen. Det er hans tryghed fra hjem til verden udenfor at have en ting med (og rigtig gerne en ny ting).

Det gør sandt at sige pakkekalenderen til lidt af et minefelt, for det er lidt svært (og dyrt) at finde 24 forskellige hængelåse med eksotiske nøgler – eller bare 24 dimser, som han kan se et formål med.

LÆS OGSÅ: 13 julegaver til dit barn

Jeg har derfor sommeren igennem købt en række små figurer på loppemarked og ting, som jeg tænker kan have kalendergavepotentiale. Dem har vi aftalt, at Max og jeg kigger på sammen, og så sorterer vi dem: En til ham – en til lillebror, så han ved, at der ikke kommer nogen grimme overraskelser. Måske skal han ligefrem vide, hvad der er i pakken, inden han går i seng hver aften? Jeg har forsøgt at få hverdagspakkerne konverteret til adventsgaver, men det faldt ikke i god jord, så nu prøver vi denne version og håber, at det tager toppen af forventningerne.

2. Ingen nisser der driller

Et år lod jeg mig rive med af julestemningen, vi serverede risengrød for nissen ude på altanen, og da børnene vågnede næste morgen var grøden spist op, og drillenissen havde efterladt fodspor på køkkengulvet og havde lagt gulerødder i vores sko og støvler i entreen. Max stod ligbleg og stiv af skræk og besigtigede vandalismen. Ikke fordi han er en dreng uden humor, for det har han virkelig, men hans hjerne løb løbsk. For hvis drillenissen kan komme ind i lejligheden om natten, uden at vi opdager det, så gælder det samme vel for tyveknægte og røvere … Der blev tjekket døre og vinduer om aftenen i laaaang tid derefter. Så i år, er der ingen hokus pokus i den stil her. Der skal være trygt på hjemmebanen.  

3. Ready to bake julebag

Koncentration er en svær disciplin, og et bageprojekt er dødsdømt, hvis det er en dagslang seance med et hav af kager og ventetid. Jeg laver derfor gerne kagedejen i god tid inden julebagningen og gemmer den i fryseren, og jeg bager som regel kun én slags udstikkerkager pr. gang, hvor vi til gengæld giver den gas med glasur og pynt. More is more, når det kommer, glitter og sukkerstads. Og kniber det med tiden, så er det også fint at købe en færdigdej, som er klar til brug. Det samme gælder i virkeligheden konfekten og juledekorationerne. Jo mere enkelt, des sjovere bliver det som regel. Og gider børnene det ikke i år, så har jeg planer om at sætte julemusik på, drikke et glas gløgg og hygge mig med det selv.LÆS OGSÅ: 7 tip til opskrifter og sjov med æbler

4. Nyd julehyggen i hverdagen

Vi tager gerne til julefest i Max’ børnehave, da de har en autistvenlig tilgang, hvor det ikke bliver for vildt og larmende, men ellers siger vi faktisk nej tak til alle andre større julearrangementer med mange mennesker, for Max gider det ikke, og han er mærket af det i dagevis bagefter.I stedet køber vi juletræ i god tid, for tit er det nemlig de improviserede julefester med få venner og besøgene, der er sjovest. Sidste år dansede vi om juletræet til Ramasjangs julehits, til vi var helt rundtossede, og ungerne elskede det. Selve juleaften har det med at drukne i spænding – også selvom dagen er planlagt time for time. Sidste jul endte Max med at kaste op af udmattelse i sin seng om aftenen, selvom vi kun havde været fire mennesker og virkelig havde forsøgt at holde hus med udskejelserne. Så vi vil huske at julehygge i hverdagen.

5. Skru ned for ambitionerne

Sidste år sad jeg og gabte mig selv halvt ihjel klokken et om natten, mens jeg skrev, hvad nissevennen fra Brændenældestuen havde oplevet under sit besøg hjemme hos os. Det er åndssvagt, for man behøver vel jo ikke at bygge et nisselandskab med skøjtebane og kunstsne til glæde for forældrene på ens barns stue. For er det ikke mest derfor, vi gør det? Børn fra 0-5 år har vel ikke en forventning om, at man har standup potentiale, at nisseseancen videofilmes, eller at man leverer en kronologisk fotobog med magiske tekster, der rimer.

I år bliver nissen måske bare budt på spaghetti med kødsauce og får et bad. Det lignede den i øvrigt en, der godt kunne trænge til allerede sidste år.

Forventninger er jo noget, vi selv er med til at skabe. Så jeg vil virkelig forsøge at tøjle ambitionsniveauet og undgå for meget julestress. Altså ud over den stress, som altid hviler over vores familie med en trodsig 3-årig og en pakkeglad tornadodreng på seks.

Glædelig jul til jer alle, og byd gerne ind med ideer til, hvordan I får hvilepuls i december.

LÆS OGSÅ: Jul med børn: De 5 største udfordringer juleaften

LÆS OGSÅ: Drop tanken om den perfekte jul

LÆS OGSÅ: Sådan får du den bedste jul med dit barn