Kaos ved puttetid
SPONSORERET indhold

Kaos ved puttetid? Sådan hjælper du kærligt dit barn med at falde i søvn

Puttetid kan være en udfordring. Vi har spurgt eksperterne, og de giver her en række tricks, der kan hjælpe med at sende den lille ind i drømmeland på en kærlig måde.

Af: Amalie Nebelong Foto: Getty Images
25. maj. 2020 | Børn | Vores Børn

”Godnat, lille skat og sov godt.”

Gid det var så enkelt at komme igennem puttetid. Det er desværre ikke altid tilfældet for alle familier, for straks efter at mor eller far har forladt børneværelset, kalder barnet og vil have et glas vand. Så er bamsen på mystisk vis faldet ud af sengen. Herefter skal dit barn liiiige puttes igen eller have en anden bil med i seng. Mens du løber i pendulfart mellem sofaen i stuen og dit barns seng, bliver din tålmodighed spændt mere og mere ud som en flitsbue, der kan springe hvert øjeblik. Lyder det bekendt?

Vi har indhentet gode råd om børn og puttetid fra sovecoach Jeanette Wegge-Larsen og sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen.

LÆS OGSÅ: Hjælp! Min datter er 2 år og trodsig

Mit barn bliver ved med at kalde ved puttetid

Scenarie: Du føler, du har gjort alt, hvad du kan komme i tanke om for at gøre dit barns puttetid så hyggelig som mulig. Alligevel bliver dit barn ved med at kalde på dig, efter du har sagt godnat og har forladt rummet.

Godt at vide: Børn ved godt, at mor og far er inde i stuen. Men dit barn har brug for ikke at føle sig alene og udelukket fra flokken, hvilket han hurtigt kan føle, når han bliver lagt i seng og kan høre, at mor og far hygger i rummet ved siden af. Han forstår ikke, hvorfor han skal i seng før jer. Han ved bare, at I ikke vil have ham med til det hyggelige, I laver derinde. Nogle børn har svært ved at ”give slip” på mor og far, da de ikke har lyst til, at dagen skal slutte. Måske er dit barn uroligt for, hvad der skal ske næste dag?

Det kan du gøre: Du skal anerkende, at dit barn har lyst til at være en del af det, der foregår inde i stuen. Det kan være derfor, han kalder. Gør det så hyggeligt som muligt for dit barn at komme i seng. Det kan du gøre ved at prioritere at sidde ved sengekanten ved puttetid og bruge den tid, det tager. Læs en historie, tal med dit barn om dagen, der er gået. Giv også dit barn mulighed for at sætte ord på det, der skal ske i morgen. Hvis dit barn for eksempel har oplevet at blive drillet eller ikke at have nogen at lege med, vil det typisk komme frem ved sengetid, for det er her, dit barn bliver mindet om, at der også er en dag i morgen. Hvis du formår at skabe nogle hyggelige scenarier omkring puttetid, vil det ikke være lige så svært for dit barn at sige farvel til dagen og overgive sig til søvnen. 

Kilde: Helen Lyng Hansen

Hvis dit barn alligevel kalder, når du har sagt godnat og har forladt rummet, kan du vise, at der ikke er mere servicering fra din side ved at gentage tre mantraer: En anerkendende sætning såsom: “Jeg kan godt forstå, at det er svært at falde i søvn. ”En sætning der viser, at du vil hjælpe, så som: “Jeg kommer tilbage om lidt. ”En hensigtserklæring så som: “Det er bare meningen, at du skal sove”. Du må gerne være lidt kedelig, når du først har sagt godnat. For så vil trætheden nemmere indfinde sig, end hvis det nærmest bliver en leg for dit barn, at du for eksempel kommer ind og samler sutten op, giver det en tår vand eller bytter bamsen hver gang, han kalder. 

Kilde: Jeanette Wegge-Larsen

Mit barn står ud af sengen, efter jeg har puttet ham

Scenarie: Dit barn er blevet for stor til sin tremmeseng, og den er derfor blevet erstattet af en juniorseng med det resultat, at dit barn står ud af sengen, når du har sunget af og sagt godnat. 

Godt at vide: Hvis dit barn bliver ved med at stå op, skal du være opmærksom på puttetidspunktet. Er dit barn i virkeligheden ikke træt nok til at sove? Små børn på mellem to og fem år har brug for omkring 11-13 timers søvn om natten. Måske mindre hvis barnet også sover middagslur. 

Kilde: Helen Lyng Hansen

Det kan du gøre: ”Mød” dit barn i døren til værelset og bær ham blidt tilbage i sengen. Gentag det så mange gange, du kan slippe af sted med det. På et tidspunkt vil dit barn muligvis nå et punkt, hvor han bliver overtræt, og så vil det være nødvendigt, at du får hjulpet dit barn til at få ”lukket ned”. Det gør du ved at sætte dig ved siden af hans seng, putte ham og lægge en tung hånd på ham – for eksempel på maven eller låret – og sige: ”Det er meningen, at du skal sove nu. Jeg sidder hos dig, så du kan sove.” Bliv derefter siddende hos dit barn, indtil han er helt rolig og ved at overgive sig til søvnen. Hvis dit barn også står ud af sengen den efterfølgende aften, gentager du samme metode fra aftenen før. Efter et stykke tid vil det forhåbentlig ikke være interessant at stå ud af sengen, fordi det, der kommer ud af det, er relativt kedeligt. 

Kilde: Jeanette Wegge-Larsen

Du kan også prøve med ”stryge-tøj-metoden”, der går ud på, at du står og stryger tøj, folder tøj eller laver noget andet praktisk, så dit barn kan se dig fra sin seng. Dermed behøver dit barn ikke løbe ud af sin seng for at se, at du er der. Du skal lave noget, der viser dit barn, at han ikke går glip af noget ved at lægge sig til at sove, for mor og far laver alligevel noget kedeligt. 

Kilde: Helen Lyng Hansen

Mit barn vil slet ikke i seng. Hvad gør jeg?

Scenarie: Så snart du siger: ”Nu er det ved at være sengetid”, stejler dit barn og bliver helt hysterisk. Han vil ikke i seng, men se ’Postmand Per’ færdig og læse en bog (eller fem).

Godt at vide: Nogle børn har reagerer negativt ved sætningen: ”Så er det sengetid!”, for børn er som regel midt i noget. Hvis I ikke har indført et hyggeligt putteritual for dit barn, kan han ikke se nogen grund til at stoppe det, han er i gang med.

Det kan du gøre: Sig for eksempel: ”Hvad vil du gerne have med ind i sengen i dag?” På den måde afleder du opmærksomheden fra, at dit barn skal sove til at få ham til at tænke på noget positivt. Du kan indlægge rutiner frem til puttetid, så sengetiden ikke overrumpler dit barn. 

Kilde: Jeanette Wegge-Larsen

  1. Læs en bog for dit barn.
  2. Syng en sang.
  3. Giv dit barn massage, mens han ligger i sin seng.