Sukker
Foto: Maria Sattrup | Ja, nej, ja, nej, ja. NEJ! Det er alligevel at synke for lavt at hamstre sønnenikes slikskål. Eller er det ...
Vores Børn

Sukker

Flad mave: Karen tester nul sukker

Karen har testet nul sukker i en uge for at bekæmpe bulet mor-mave.

Af Camilla Haldrup, Mette Simensen, Karen Greve, Louise Rudolf og Louise Sonne 19.aug.2014 Børn

Det gjorde Karen:
Undgik slik, kage, sodavand og sukkerbomber som honning og syltetøj.

En sukkermom går kold

Jeg er en sukker-mom (ikke at forveksle med amerikanske soccer moms). Det betyder, at jeg har brug for et dagligt fix sukker, og hvis du læser dette indslag i vores test, så gætter jeg på, at du kender følelsen af lige at mangle lidt chokolade efter frokost? Eller støve huset rundt inden sengetid for at tjekke, om der skulle være en glemt vingummi i skuffen?

Jeg har hørt rygter om hovedpine og sågar rysteture, men så galt går det ikke. Første testdag dropper jeg morgenjuicen, og der er hverken syltetøj eller honning til aftenteen. Alt slik og kage er bandlyst – og det går faktisk meget godt.

Måske fordi jeg er ekstra opmærksom på at holde mit blodsukker stabilt. Jeg hamstrer frugt om eftermiddagen og snupper et knækbrød med ost. Det gør jeg også på dag to. Muligvis ikke ligefrem et slankende indslag at høvle ost ind i stedet for sukker, men man skal jo starte et sted.

LÆS OGSÅ: Komplet motionsprogram til mor!

Så gik mor kold

Jeg er nervøs for onsdag, der er kagedag på arbejdet. Kantinen serverer lun pæretærte, men det går faktisk ret let at springe over. Til gengæld glemmer jeg at spise frugt, og på vej hjem er jeg skrupsulten. Øj, jeg spiser knækbrød klokken 17.30. Så mange at jeg næsten ikke er sulten til aftensmaden. Resten af familien spiser is til dessert. Jeg sidder med en virkelig tør kop te og gør mig umage for ikke at spise deres Magnum-is med øjnene.

Vi er kommet til torsdag, og jeg holder stadig. Indtil min ældste søn kommer stolt hjem med muffins, han har bagt i skolen. Han tilbyder glad at lave en kop te til os, og så skal jeg smage hans bagværk. Så det gør jeg. Med en vigtig morale til dig, kære læser: Hvis det gælder dit barns følelser, så skråt op med alle kure. I øvrigt smagte den virkelig godt!

LÆS OGSÅ: Flad mave: Camilla tester daglige maveøvelser

Weekend er værst

Farmor kigger ind med påskeæg og hjemmebagt kringle. Der er mange farer på sådan en uge. Jeg står heroisk over og regner sammen, at hvis jeg havde sagt ja tak som vanligt, så ville der i denne uge være røget en flødeis, tre stykker kage, et par tyvstjålne påskeæg (efter børnene var lagt i seng), en liter juice og lidt småslik indenbords.

På den lange bane giver det jo nok lidt ekstra på sidebenene, selv om jeg stæser rundt i skoven hver weekend. For en sikkerheds skyld løber jeg derfor lidt længere end normalt. Kan heldigvis skimte mandagen forude nu!

LÆS OGSÅ: Flad mave: Louise tester elcykel på arbejde

Efter testen

Jeg synes faktisk, at det føles godt at sige nej tak indimellem. Måske bare hver anden gang? Jeg kan jo undvære sukker. Jeg har ikke tabt mig på en sølle uge, men måske er det her nul-sukker halløj faktisk en okay vej frem mod et stabilt blodsukker og dermed et passende taljemål!

LÆS OGSÅ: Redaktionen tester: Flad mor-mave, tak!

LÆS OGSÅ: Farvel til topmaven

LÆS OGSÅ: Fingrene væk fra min gravide mave


Henter...