Mor-rollen
Hannibal blev født i går, og Monika kan slet ikke holde op med at kigge på hans lille ansigt. Foto Trine Bukh
Vores Børn

Mor-rollen

Født i går: “Jeg er så lykkelig for min smukke dreng”

I går var de tre, i dag er de fire i Monikas familie, og det føles helt rigtigt, at lille Hannibal er kommet til. Også selv om Monika godt kunne trænge til en lur.

Af Mia L. Rasmussen og Ulla Hinge Thomsen, Vores Børn Gravid, januar 2015 27.feb.2015 Børn
Faktaboks

MOR: Monika Vesth

Jørgensen, 28 år, pædagog.

FAR: Tobias Valentin

Pedersen, 26, it-supporter.

BØRN: Hannibal, 1 dag, og Alberte, 4 år.

Hvordan har du det lige nu?

Jeg har det fint, men er lidt træt. Jeg har kun sovet halvanden times middagslur med Alberte siden i går morges. Jeg var heller ikke ret smart, for jeg slappede slet ikke af i de tre dage, jeg gik over min termin. I forgårs var vi til Distortion, i går var jeg ude og købe et chatol, og vi har også gået rundt i Ikea i timevis. Men min mor er her og har været her i ugen op til, da hun skulle med til fødslen. Hun har været en god hjælp.

Hvilke følelser strømmer igennem dig?

Jeg er lettet over, at fødslen er overstået, og så er det bare skønt at have en lille ny. Det er dejligt, at vi pludselig er fire, som vi har gået og ventet på at blive. Vi vidste ikke, om vi fik en dreng eller en pige, så det er meget lykkeligt, at det blev en lillebror – en fælles glæde, som vi deler med hinanden og med Alberte. Det føles rigtig dejligt.

Hvad tænker du, når du ser på din baby?

At han er den smukkeste lille mand. Jeg er glad for, at han har fået masser af hår. Han var meget blå, lige da han kom ud, men nu synes jeg bare, han er smuk. Selv om han er en stor nyfødt, er han jo virkelig lille.

Er han, som du forventede?

Det er svært at sige, når vi ikke på forhånd vidste, hvilket køn barnet var. Jeg havde forberedt mig på en fire-kilos-baby; jeg vidste, at han var stor. Ved 3D-skanninger har vi også kunnet se, at han havde den samme næse som sin storesøster, og vi synes, han ligner hende, nu hvor han er født. Han fuldender vores familie.

Hvordan var det at træde ind ad døren med en nyfødt?

Dejligt. Vi ville gerne hjem lige efter fødslen, men havde lovet Alberte, at hun skulle hente os. Ved sekstiden ringede vi til min veninde, som passede hende, og sagde, at de hellere måtte komme, for vi kunne ikke blive på fødestuen længere. Alberte var meget glad, da hun hentede os, og lillebror blev kørt hjem i sin lift på ladcyklen. Det var ekstra særligt at komme hjem denne gang i forhold til første gang, fordi der nu er en storesøster, som er rigtig stolt.

Hvad har du allermest lyst til lige nu?

Bare at se på ham. Jeg kunne ikke falde i søvn på hospitalet, fordi han lå mit bryst, og jeg måtte kigge på ham hele tiden. Det er også det, jeg har lyst til nu. Vi har besøg af begge sæt bedsteforældre, og det er dejligt, men jeg har også lyst til ro. Til at sove.

Hvad tænker du, når du ser dine to børn sammen?

Jeg tænker, at det er den perfekte lille familie, vi har fået skabt os. Det var vi også før, hvor vi kun havde Alberte, men nu er vi fuldendt. Jeg tror, vi ville have det svært med kun at have et barn. Nu mangler vi bare en villa, en Volvo og en vovse – og måske et barn mere en dag. Alberte har sagt, at hun også vil have en lillesøster, og vi kunne godt tænke os tre børn.

Hvad har du allermest brug for her og nu?

Ro. Det er dejligt, at der kommer en masse på besøg, og at nogen er her og tager sig af det praktiske. Men jeg har også brug for, at vi får pauser, hvor vi bare er os selv, selv om vi har lyst til at vise ham til hele verden.

Er der noget, der er svært ?

Nej. Det er som om, vi har prøvet det hundrede gange før. Første gang var vi obs på det hele – det er noget helt andet denne gang. Mentalt føler jeg mig også på toppen. Jeg har slet ikke oplevet noget dyk endnu.

Sådan foregik Monikas fødsel

Vandet gik klokken 20, men fødegangen syntes, vi skulle se tiden an, så jeg tog et bad og lagde mig på sofaen, mens veerne kom uregelmæssigt – så var der otte minutter imellem, så tre minutter og pludselig 11 minutter.

De begyndte at bide ved 23-tiden, og vi ringede igen. Jordemoren havde travlt og kunne ikke garantere, at der var plads til os. ‘Kan du ikke bare tage et bad til?’ sagde hun. Det havde jeg jo gjort, og nu ville jeg altså gerne tjekkes. Det fik jeg så lov til. 

Vi gik hen på Rigshospitalet, med stop, når jeg fik veer, og blev mødt af den sødeste jordemor. ‘Det kommer til at gå stærkt, det her. Vil du føde herinde?’ spurgte hun i undersøgelsesrummet og konstaterede, at jeg var seks centimeter åben.

Jeg havde ikke lyst til at føde i et lille, kompakt rum, så hun fandt en ledig fødestue. ‘Jeg fulgte med i top og netunderbukser. Jeg kunne ikke selv komme op i sengen, fordi jeg havde så ondt i lænden, og stod som en elefant med den ene fod på en skammel uden at kunne komme videre.

Min mor, der til daglig arbejder med ældre mennesker, måtte hjælpe mig. Det gjorde så ondt, og jeg lå bare og holdt fast i en jernstang i sengen. 

<jeg fik=”” hurtigt=”” lyst=”” til=”” at=”” presse,=”” og=”” det=”” tog=”” ikke=”” mange=”” minutter,=”” før=”” babyen=”” var=”” ude.=”” han=”” kom=”” ud=”” klokken=”” 00.40.=””

‘Hvad er det?’ var det første, jeg sagde, for vi kendte ikke kønnet. Og så sagde jeg ‘nej, hvor er han sød’ rigtig mange gange. Han var meget blå, men det bekymrede mig ikke. Jeg var bare så glad.

Han kom op til mig og blev først målt og vejet, da jeg skulle sys.

Fordi det gik så hurtigt, nåede jeg ikke at få smertestillende, men jeg nåede heller ikke at tænke på det. I det hele taget var det en rigtig dejlig oplevelse. 

LÆS OGSÅ: Myte afblæst: Søskende afgør ikke næste barns køn

LÆS OGSÅ: Sådan er den første time for en nyfødt baby

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Lilli endte med at blive taget med tang

dupa

Henter...