”Dér gik jeg i flitsbue og skreg. Smerten var så voldsom, at jeg ikke kunne være i det”
Med tårerne trillende ned ad mine kinder, vil jeg dele med jer, hvordan fødslerne af mine to vidunderlige børn, har sat sine dybe spor i mig. Jeg håber, at det kan hjælpe mig med at bearbejde oplevelserne på fødegangen - og at ingen andre skal opleve det samme.
Jeg har to dejlige børn, som kom meget hurtigt til verden, og det har sat sig rigtig hårdt i mig i dag.
Jeg håber derfor, at min fødselshistorier kan være med til at gøre en forskel for andre kvinder fremover.
Min datters fødsel
Min datter fik jeg tilbage i 2017, hvor jeg ellers havde en drømme-graviditet.
Jeg fik den første ve kl. 02.45, hvor jeg lå i nogle timer og godt kunne mærke, at det tog til. Da min mands vækkeur ringede kl. 06.00, fik han at vide, at han godt kunne ringe og sige, at han ikke kom på arbejde.
I løbet af morgenen tog det ret hurtigt til, og da vi anden gang var i kontakt med fødegangen, havde jeg så kraftige veer og med så korte intervaller, at jeg ville derud. Det tog mig godt 15 min. at overbevise jordemoderen om, at jeg skulle komme ud til dem, og det var virkelig som om, at hun ikke troede på mig, fordi jeg var førstegangsfødende, og hun derfor mente, at der ville gå lang tid, før der skete noget.
Vi var ude på fødegangen kl. 10, og på turen derud tog mine veer til igen, og jeg begyndte at kaste op. Da vi kom ind på fødestuen, fik de tjekket mig, og jeg var 5 cm. åben. Jordemoderen var klar til at sende mig hjem igen, men jeg satte foden ned. Jeg skulle fandeme ingen steder – de havde værsgo at beholde mig. Det gik hun så med til, da der ikke var så travlt.
Jeg kom i badekar for at slappe af, og derfra husker jeg kun dele af, hvad der skete. Meget har min mand fortalt mig efterfølgende.
LÆS OGSÅ: Beretning fra fødegangen: ”Da jeg bliver kørt væk, når jeg lige at råbe ”pas godt på ham”
Konstante veer
Da jeg kom ned i vandet, var det rigtig rart til at starte med, og jeg fik arbejdet med min veer, men så kom ve-stormen. Jeg lå med konstante veer i 30 min. Min mand har fortalt, hvordan han sad og kæmpede med at holde mit hoved over vandet, fordi jeg blev ved med at trække det ned under. Jeg kan på ingen måde huske dette. Han fik til sidst mod til at slippe mig og hive i snorene, og jordemoderen kom ind og blev ret overrasket.
De fik mig ret hurtigt op ad vandet og prøvede at få mig ind på stuen igen. På vej derind gik mit vand, og jeg kunne næsten ikke gå af smerte. Da jeg kom op og ligge, fik jeg ret hurtigt noget lattergas for at hjælpe mig med smerterne, og de undersøgte mig og konstaterede, at jeg var 9 cm åben. Her var kl. blevet 11.30. Min datter kom til verden kl. 12.45, og jeg kan ikke huske så meget af, hvad der skete, indtil hun kom ud. Men ud kom en sund og rask lille pige, og derfor tænkte jeg, at nu ville der være en ende på det.
Men jeg tog fejl.
LÆS OGSÅ: ”Jeg var bange for, jeg skulle dø og ikke kunne have min nyfødte hos mig de første 3 døgn”
Otte mennesker på stuen
Jordemoderen blev ved med at trygge mig på maven, men min moderkage ville ikke slippe. Der gik 30 min., og den slap stadig ikke, så stemningen på stuen blev underlige. Jordemoderen stod og hviskede lidt med fødselshjælperen, og så sagde det svup – ud kom moderkagen. Ligeså snart den kom, blev der trykket på alarmknappen, og så stod der otte mennesker inde på stuen.
De stod alle og kaldte på mig og prøvede at forklare, hvad de gjorde, mens de stak i mig. Jeg kunne slet ikke følge med og forstod ikke, hvad der skete. Jeg fik givet min lille nyfødte pige videre til faren, hvilket jeg slet ikke var klar til, men jeg kunne ikke have hende ved mig, mens de alle var i gang omkring mig.
Mistede over 1 liter blod
Der gik noget tid, før nogen fortalte os, hvad der skete: Da moderkagen kom ud, kom der også rigtig meget blod med ud. Jeg fik lattergassen igen, da de begyndte at trykke rigtig hårdt ned i min mave, og jeg skreg af smerte.
Efter noget tid, kom der ro på igen, og jeg fik at vide, at jeg havde mistet mere end 1 liter blod. De var usikre på, om jeg skulle over og have noget blod på en anden afdeling, hvor min mand ikke måtte komme med. Den tanke kunne jeg dog ikke bære, for jeg havde på ingen måde lyst til at forlade min datter og være alene. De gik med til, at jeg kunne blive der, hvis jeg lovede at sige til, hvis jeg fik det dårligt.
Senere kom jordemoderen ind og snakkede om det, der var sket. Hun sagde, at hun ikke havde regnet med, at hun skulle føde med mig. Den dag i dag kan jeg ikke huske så meget af vores snak. Det hele var så overvældende, og jeg var meget træt og fyldt med kærlighed til min lille datter.
Dagen efter ville jeg gerne hjem, for jeg kunne ikke holde ud at være på hospitalet mere.
Og så skulle man så tro, at det hele var lyserødt derfra, men nej. Da vi kom til efterfødselstjek dagen efter, bad vi om at få en efterfødselssamtale, fordi jeg kunne mærke, at fødslen satte sig i mig og gjorde mig ked af det.
Men det blev glemt, så vi fik aldrig en efterfødselssamtale. Og så var der lige et for kort tungebånd, der blev overset, så efter fire dage måtte jeg opgive at amme min datter, da hun havde fået suttet to store åbne sår på hvert bryst. Så de første par uger efter fødslen hylede jeg konstant. Jeg havde så ondt i mine bryster pga. sår, og var så overvældet over den fødsel, jeg lige havde været igennem.
Beretninger fra fødegangen
Alle kvinder, der har født et barn, har deres egen fødselsberetning. Nogle kvinder har haft vidunderlige, stærke oplevelser, mens andre kvinder bliver traumatiseret af en fødsel eller et efterfødselsforløb, som ikke går som planlagt.
På ALT.dk og Vores Børn har vi givet ordet til nogle af de kvinder, som har følt sig magtesløse, traumatiseret eller dårligt behandlet af et system med for få ressourcer. Ingen kvinder skal føle sig forkerte, når de bringer et barn ind i denne verden.
Min søns fødsel
Min søn har jeg fået her i 2020, hvilket heller ikke var helt nemt.
Med ham havde jeg en rigtig hård graviditet, og corona hjalp ikke på det.
Men ved en af de første konsultationer, jeg var ved hos jordemoderen, snakkede vi om min første fødsel. Jeg sagde, at jeg gerne ville have en efterfødselssnak, da den første fødsel stadig fyldte hos mig. Hun var sød og sagde, at det kunne vi godt finde ud af, men så kom corona, og så kunne det ikke lade sig gøre alligevel.
Jeg gik over tid og var desperat efter at blive sat i gang, så jeg fik lov at komme på en liste over tidlig igangsættelse. Det var om fredagen, og listen ville først blive gennemgået om mandagen, så det var den længste weekend i mit liv. Men mandag blev jeg ringet op og fik at vide, jeg kunne blive sat i gang tirsdag morgen.
Kl. 10 dagen efter fik jeg taget vandet, og så var det bare om at vente på, at der ville ske noget. Da kl. blev 14, var der ikke sket noget og jeg var ved at være godt gal over det hele, så jeg satte mig på en yogabold. Efter at have siddet på yogabolden i en lille time, var der godt gang i det, og min mand valgte at trække i snoren omkring kl. 14.50, hvor en jordemoder kom ind og hjalp mig kort med at få styr på min vejrtrækning. Da kl. var 15, gik hun ud med en besked til os om, at hun hurtigt ville lave en overlevering til det nye vagthold, som så ville komme ind med det samme.
LÆS OGSÅ: ”Få faren ud NU!” er det sidste, jeg husker, inden narkosen satte ind…
Voldsomme smerter og lynfødsel
Da kl. blev 15.10, var der stadig ikke kommet nogen ind til os, og jeg havde virkelig gode veer, så min mand trak i snoren igen. Da jordemoderen kom ind, fik hun mig ret hurtigt op og ligge, så hun kunne undersøge mig. Jeg kunne næsten ikke stå på mine ben på det her tidspunkt, for veerne var så kraftige, og de tog til.
Da jeg kom op og ligge var kl. 15.15, og hun fortalte, at jeg var 6 cm. åben. I det samme får jeg en ve, og hun rettede så de 6 cm. til 7 cm. Hun fortalte mig, at jeg skulle kontrollere mine udåndinger, fordi jeg hyperventilerede, men det kunne jeg bare ikke. Min krop arbejdede for mig, og jeg havde ingen kontrol over, hvad jeg gjorde.
Lige pludselig fik jeg så voldsomme smerter i min hofte/bækken, så med fælles hjælp fik min mand og jordemoderen mig om på venstre side. Dér gik jeg i flitsbue og skreg. Smerten var så voldsom, at jeg ikke kunne være i det, og uden jeg selv kunne mærke det, fødte jeg hovedet.
De fik mig om på ryggen, så jeg lå bedre til at føde kroppen. Jeg nåede ikke lige andet end om på ryggen, før jeg gik i flitsbue og skreg igen, og ud kom kroppen. Igen kunne jeg intet mærke, da smerten var så voldsom. Op på mit bryst havde jeg så min lille søn, og jeg kunne slet ikke finde ud af, hvad der var sket, så jeg brød sammen og græd. Her var kl. 15.45.
Dagens (triste) rekord
Min krop ryster, og jeg kunne ikke styre det, og på maven havde jeg min lille dreng. Jordemoderen fik beroliget min mand og fortalt ham, at det var en helt normal reaktion på det, jeg havde været igennem.
Godt 15 min. efter kom moderkagen, og denne gang også en masse blod. Jordemoderen tog det meget roligt og fik lagt et drop for at stoppe blødningen. Hun trykkede mig flere gange på maven for at få mere blod ud, og det gjorde så mega ondt. Jeg ved ikke, hvor mange gange hun trykkede mig i maven, men det føltes som ren totur. Efter at der kom styr på blødningen, ville hun tjekke, om jeg skulle syes. Jeg orkede ikke mere smerte, men mirakuløst nok havde jeg kun fået to små rifter.
Da vi snakkede med jordemoderen om fødslen bagefter, var hun hurtig til at sige: "Ja, du tog så dagens rekord i at skrige højest og i kortest tid". Vi blev enige om, at det nok var bedst at overnatte på familieafsnittet efter alt det, jeg havde været igennem, og dagen efter blev vi sendt hjem.
I 14 dage efter fødslen havde jeg voldsomme efterveer, og min krop rystede meget efter det, den havde været igennem. Jeg kæmpede ovenikøbet med at få amningen til at køre, men måtte til sidst opgive. På det tidspunkt følte jeg mig som jordens dårligste mor: Jeg var træt og havde intet overskud og kunne ikke amme mit barn. Jeg var så ked af det.
Da jeg fik besøg af sundhedsplejersken, snakkede jeg med hende om at få hjælp til at bearbejde det hele, men fordi jeg ikke slog nok ud i spørgeskemaet, kunne jeg ikke få noget hjælp, medmindre jeg selv betalte for det.
Tårerne triller stadig
I dag sidder jeg med to fødsler, som har sat så dybe spor i mig som menneske. Og her, snart 6 måneder efter at min søn er kommet til verden, kæmper jeg for ikke at få en depression.
Jeg fortæller min historie til dem, der vil hører den, for at prøve at bearbejde min oplevelser.
Men tårnene triller stadig ned ad kinderne, mens jeg skriver dette, så der er noget vej endnu.
Indlægget er et udtryk for skibentens egen holdning.
Om skribenten
Helena Lind Holgersen er 33 år gammel, og hun arbejder som administrativ medarbejder på en skole. Hendes datter Elizabeth er født den 23. oktober 2017, og hendes søn Sofus er født den 23. juni 2020.
