Kartoffelsuppe opskrifter med alt det gode

Kartoffelsuppen er både god, når efteråret og vinteren viser sig fra den ubarmhjertige side, men gør det også godt som forret til en treretters festmenu.

Den milde suppe, der er vellidt af store og små, kan laves til billige penge og smager ekstra godt, når der kommer sprødstegt bacon på toppen.

Se hvordan du laver en god omgang kartoffelsuppe og ikke mindst, hvordan du kan variere den, i vores udvalg af lækre opskrifter her på siden.

Læs mere

Både til hverdag og fest

Kartoflen, den danske nationalknold, har i visse perioder været noget udskældt. Det har den blandt andet været for sit indhold af stivelse, der er relativt højt, og ikke mindst på grund af det faktum, at kartofler er fyldte med kulhydrater. Hård kartoffelperiode eller ej, så ændrer det dog ikke på, at vi elsker de retter, hvor den brogede knold er hovedpersonen, og at den er svær at undvære, når der skal laves mad, som både store og små kan li’.

En af favoritterne, når det gælder mad med kartofler, er uden tvivl kartoffelsuppen. Den er egentlig både billig og nem at lave, men har en vis gastronomisk status, der gør, at den kan være med som forret til store fødselsdage, sølvbryllupper og alle andre former for suppe-steg-og-is-fester.

Kartoflen – en dansk kulturplante

Knap 400 år. Det er så længe, man regner med, at kartoflen er blevet dyrket i det ganske, danske land. Vi skal vel nok et par hundrede år frem til 1800-tallet, førend knolden blev en decideret kulturplante i Danmark. I dag dyrkes den i hele landet, har en yderst fordelagtig kilopris og så er den også på listen over en af de fødevarer, der mætter allerbedst. Det er med andre ord slet ikke så underligt, at vi i Danmark bruger den i et væld af opskrifter, ligesom den unægtelig indgår i en del af alle de retter, vi betegner som nationalretter.

En simpel og måske syndig suppe

Den ukronede nationalret ”kartoffelsuppe” er simpel at lave og nem at gå til. I udgangspunktet består den af kartofler, der er kogt.  Herudover indeholder kartoffelsuppen fløde, det kan være madlavnings- eller piskefløde, der bruges til at legere og jævne suppen. Bacon og porre er som regel også faste kompagnoner til kartoflerne. Den kan naturligvis også tilberedes uden, ligesom en mindre syndig version kan laves, hvis du skærer ned på indholdet af fløden. Det er nemlig denne (sammen med baconen), der afgør, hvor sund – eller syndig – kartoffelsuppen bliver.

Lav kartoffelsuppe i aften

Skal der kartoffelsuppe på bordet i aften? Så prøv kræfter med et af de mange kartoffelsuppeopskrifter, vi har på ALT.dk. En helt almindelig version uden dikkedarer får du med denne klassiske kartoffelporesuppe, eller lav en af de tre nytænkte versioner herunder:

En af mange suppeklassikere

Blomkålssuppe, karrysuppe, tomatsuppe, jordskokkesuppe, græskarsuppe, gulerodssuppe og kartoffelsuppe. Listen af klassikere inden for supper er lang, og kartoffelsuppen er blot én af mange suppefavoritter, der ofte er at finde på de danske spiseborde, når klokken siger spisetid.

Gør en efterårs- eller vinteraften lidt varmere med en lækker suppe. Eller spis den lige, når du har lyst. Gode supper kan nemlig spises året rundt! Find suppeopskriften, du mangler, her på ALT.dk, hvor vi har en helt side dedikeret til den flydende spise.