Kira Skov: “Jeg var allermest bange den dag, jeg fik at vide, at jeg havde fået kræft”

Hvornår har du været mest bange?
– Jeg var allermest bange den dag, jeg fik at vide, at jeg ­havde fået kræft. Jeg stod i Kastrup Lufthavn og var på vej til en festival i Slovenien og fik beskeden over telefonen. Jeg skulle møde op på Herlev hospital næste dag og igennem en masse undersøgelser og starte med kemoterapi med det samme. Det var en meget voldsom besked at få på den måde, og jeg sov ikke hele natten. Jeg havde en meget sjælden kræftsygdom, som var et resultat af en molagraviditet, som var blevet afbrudt ugen tidligere, da man opdagede, at der ikke var noget barn. Jeg var bange for at dø og mærkede, hvor meget jeg ønskede at leve!

Hvilken musik lyttede du til, da du var 13?
– Jeg opdagede både Billie Holiday og Led Zeppelin, da jeg fyldte 13. Aldrig før havde jeg hørt en stemme så smuk og et univers så forførende som Billies. Draperet i 40'ernes glamour med de smagfuldt romantiske arrangementer og i mødet med de ofte sørgmodige fortællinger og følelserne i Billies stemme, viste hun mig, at man selv kan bestemme, hvordan man iscenesætter sit liv. Det handler alt sammen om perspektiv, og hendes musik viste mig vejen ud i en større verden, end den jeg kendte i Rødovre. Led Zeppelin vendte ligeledes op og ned på alting for mig. Det var første gang i mit liv, at jeg oplevede noget musik, som i den grad gik ind og blandede sig med mit dna, og sendte alle mine hormoner afsted i galoperende fart ud til afkroge af mit væsen, jeg slet ikke vidste fandtes. Jeg vendte tilbage til folkeskolen efter den sommerferie forvandlet.

Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?
– Jeg har vidst, at jeg ville synge og spille musik, siden jeg var omkring 13 år. Det var der, alvoren af det satte ind. Jeg tog af sted til USA og ­startede et band, da jeg var 17 år, og har aldrig været i tvivl om, at det var det, jeg skulle – med de omkostninger, der indimellem har været ved at ligge alle sine æg i en kurv. Det må man gøre, hvis det skal betyde noget, tror jeg.

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?
– Der er kommet ro omkring nogle ting. Jeg har en ­masse erfaring med livets op- og nedture, så jeg bliver ikke så skræmt over mine egne følelser, som jeg gjorde, da jeg var helt ung. Jeg ved, at det svære går over igen, og måske tager jeg ikke tingene så tungt, som jeg gjorde før i tiden.

Hvornår græd du sidst?
– Min mands barndomsven døde af kræft for halvanden måned siden. Emil var en fantastisk kunstner og et helt særligt og meget generøst menneske. Vi græd i flere dage over hans alt for tidlige exit. Emil Westman Hertz blev kun 37 år. Man kan i øjeblikket se en stor udstilling, han skabte lige inden sin død på Bornholms kunstmuseum, som hedder "Under bjerget".

Hvilken begivenhed har ændret din måde at ­tænke på?
– Min kræftsygdom bragte en transformation med sig, som, jeg tror, kan høres i min musik og i min stemme. Det var vigtigt for mig at lytte efter og være tro mod den forvandling, selvom det også på nogle måder ændrede den kurs, jeg havde etableret mig indenfor som artist. En anden ting, som vendte op og ned på alting for mig, var at blive mor. Det bragte en særlig sårbarhed med sig. Det store ansvar, det er at passe på et barn. Det er det vigtigste i verden for mig nu: at Morgan har det godt. 

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen: “Det har været benhårdt at holde facaden”

LÆS OGSÅ: Andreas Mogensen: "Vores hverdag ville ikke fungere hvis Cecilie arbejdede fuldtid"

LÆS OGSÅ: Charlotte Fich: “Kærlighed er ikke noget, der bare er. Det er noget, man skal dyrke”