"Jeg var otte år og ledte ofte efter min far på værtshusene i Godthåb"

Da jeg mistede autoritetstroen - Grønland,  1969
– Vejen hjem føltes lang. Jeg var otte år og ledte ofte efter min far på værtshusene i Godthåb for at få ham med hjem, men det ville han sjældent. Min søster og jeg kom fra at have levet en ret tryg og lykkelig barndom i en klassisk kernefamilie med akademikerforældre og en hund i en villa i Søborg til pludselig at stå i Godthåb alene med vores far, der havde fået job som advokat deroppe, og som i løbet af en måned var forsvundet ind i druktåger. Vi skulle passe os selv. Jeg påtog mig rollen som voksen. Når jeg forgæves havde forsøgt at få ham med hjem fra værtshusene, gik jeg hjem ad en viadukt med vand, der frøs til is om vinteren. Parkacoaten var snøret helt sammen om ansigtet, så kun mine øjne var fri, både fordi det var koldt og for ikke at blive opdaget af de forkerte. Efterhånden havde jeg lært, i hvilke zoner risikoen for slåskamp var mindst, for Godthåb var ikke et ufarligt sted for de danske børn. De grønlandske børn gav os skylden for alt det lort, der var deroppe, og var ikke bange for at slås – det var sådan noget med kvælertag og hamrende knytnæver. Det var eddermame råt. Utrygt på alle måder og én lang periode i beredskab. Først når jeg låste mig ind i vores lejlighed i Blok P, var jeg tryg.

LÆS OGSÅ: Hanne Boel: "Det misunder jeg mænd"

– Vi børn var meget alene, for der var ikke nogen voksne, og de voksne, der var, de var så langt ude. Både de grønlandske og de fulde danske advokater med deres grønlandske elskerinder. Det var ikke noget kønt syn.

– Da vi kom hjem efter to år i Grønland, tog min mor os med på en tre uger lang ferie til Thylejren i 1970. Det var virkelig et kulturchok. Der var de voksne jo også optaget af sig selv og deres nøgendans og visioner og samvær og tjald. Man kunne ikke regne med dem, og de havde rigeligt i sig selv, børnene var der bare. I samme periode begyndte jeg i folkeskolen i København, hvor lærerne var virkelig mærkelige, hele banden.

– Alle steder var jeg vidne til mange slags voksne, som alle sammen var så mærkelige og egoistiske. De tre møder med tre forskellige og på hver sin måde fucked up voksenverdener gjorde mig til den der lille antiautoritære anarkist uden respekt for nogen. Det var der, tror jeg, at jeg mistede min autoritetstro, min respekt for voksne mennesker. Jeg var nødt til at gå selv.

– Det har ligget i min personlighed siden da, og det er jo ikke kun positivt, hvis du mener, at du kan alting selv. Det har givet mig problemer i forhold til at arbejde med især mandlige instruktører. Jeg var ligeglad med, at de bestemte, for jeg havde 15 fabelagtige ideer. Mange fandt det nok fascinerende, og de ville da gerne i bukserne på mig. Men det var rigeligt at arbejde med mig én gang, syntes de fleste.

Da jeg vidste, jeg skulle være kunstner - Paris, foråret 1977
– Jeg gik i mine jesussandaler med pagehåret flagrende omkring mig. Det var en forårsdag i Paris, jeg var endelig krøbet ud af mit loftskammer og var i færd med at krydse alle Paris' broer. 36, talte jeg. Det var meget teatralsk, og for hver bro, jeg passerede, lagde jeg noget bag mig. Min ulykkelige kærlighed, min fars selvmord. Det gav mig en fornemmelse af, at nu måtte det hvile lidt. Jeg skulle videre. Et nyt sted hen med alle de følelser, der piskede rundt inden i mig.

– Jeg var 16 år og lige droppet ud af den fine Ingrid Jespersens Gymnasieskole i København. Der var mit rygte hurtigt blevet "Hende, der altid drikker sig fuld til skolefesterne og ender med at sidde og tude ude på lokummet." Flot ry! Men jeg var virkelig en smadret teenager. Min far havde begået selvmord tre år tidligere. Det var voldsomt for mig midt i al teenageforvirringen, og efter hans død havde jeg et enormt behov for forklaringer. Ikke bare forstå ham, men også ham i sammenhæng med verden. Derfor udviklede jeg mig til en velformuleret og benhård debattør, der med glæde jordede mine klassekammerater i diskussioner. Samtidig var jeg et meget lille menneske i ret stor sorg, og derfor endte jeg med at tude på lokummerne til skolefesterne. To virkelig modsatrettede signaler, som omverdenen selvfølgelig havde svært ved at forstå. Så jeg blev isoleret på en eller anden måde og gjorde folk utrygge ved, hvem jeg egentlig var. Jeg skulle bare væk. Ud af det her land.

Jeg meddelte rektor, at jeg ikke ville gå videre på gymnasiet og rejste til Paris. Her gik jeg på et kursuscenter for at lære fransk, jeg flyttede ind på et loftsrum med en orange brusekabine af plastik, et lille bidet og en primus. Det var 14. arrondissement, Rond-point du Pont-Mirabeau, den runde plads ved Mirabeau-broen. Jeg var blevet pariserinde!

– Efter en kort, ulykkelig forelskelse i Paris lå jeg og tudede på mit loftsrum. Jeg røg ind i en stime af mareridt, hvor jeg slog alt og alle ihjel, og vågnede op grædende. Jeg overvejede virkelig, om jeg bare skulle smide håndklædet i ringen og rejse hjem, for jeg følte mig bare virkelig pissehamrende alene. Men en forårsdag besluttede jeg mig for "Nej, fandeme nej. Jeg bliver her og bekæmper mine mareridt". Så rejste jeg mig fra mit leje og gik over alle Paris' broer.

– I samme periode tog jeg på museet Jeu de Paume, hvor alle impressionisterne hang, blandt andre Van Gogh, og pludselig sad jeg og stirrede på et af hans malerier, "L'église d'Auvers-sur-Oise". En lille ensom dame, der går foran en kirke. Malet med lange penselstrøg i intense, dunkle farver. Den ene kvinde mod de store ting. Jeg følte mig så genkendt i maleriet. Alle de der følelser, hele den vildskab. Noget håb og noget vanvid og en længsel efter skønhed – der var det hele, og jeg havde en fornemmelse af, at jeg sad og kiggede på et familiemedlem. Det var der, det første gang slog ned i mig: "Der er et tilhørsforhold. Det kan godt være, jeg er kunstner." På det tidspunkt anede jeg jo ikke, hvad jeg skulle bruge mit liv til, men på en eller anden måde blev turen over de mange broer og mit første møde med det maleri et kald for mig. To år efter begyndte jeg på Skuespillerskolen. Jeg forstår ikke folk, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad vi skal med kunsten. Jeg havde aldrig overlevet mit liv, hvis jeg ikke havde haft nogen kunstnere at spejle mig i.

– Da jeg kom tilbage til Danmark, var jeg så stolt over, at jeg var blevet i Paris, selvom starten var svær. Det gav mig en styrke og en kraft, jeg har kunnet bruge resten af mit liv. Man kan godt sige, jeg blev renset på den rejse.

Da min mor døde - Finseninstituttet, Østerbro, 19. maj 1981
– Da jeg gik på Skuespillerskolen i Aarhus, fik jeg en dag en oprigning fra København. Jeg skulle komme hjem, for der var ikke lang tid tilbage. Min mor lå på Finseninstituttet – et gammelt behandlingssted for kræftpatienter på Strandboulevarden – på en enestue på anden sal for enden af den lange gang. Der, hvor man godt vidste, hvad klokken var slået.

– Og der lå hun med sine meget store blå øjne midt i alt det tynde. Vi havde grædt rigtig meget, og jeg var den sidste, der opgav: "Du skal kæmpe mor, du må gøre alt," havde jeg sagt gennem hele forløbet. Noget af det første, min mor havde sagt til mig, da jeg blev hjemkaldt fra skolen, var "Jeg er døende nu, Pernille, du er nødt til at give slip".

– Jeg var der den nat, det skete. Jeg havde fået en beroligende pille og var blundet lidt væk, da en sygeplejerske vækkede mig og sagde "Nu er hun død, Pernille." Så brød min verden sammen igen, og jeg satte mig alene i tavshed og betragtede min mor. Jeg var helt følelsesløs – det er så mærkeligt at sidde med et dødt menneske. For øjet virkede det, som om hun stadig trak vejret. Måske fordi jeg selv trak vejret. Efter en time kom de andre, og jeg tog derefter min mors schæferhund, Tango, med ud i Dyrehaven. Vejret var vidunderligt, en af de der perfekte majdage, hvor det hele er sprunget ud. Sammen med hunden slog jeg mig ned deromme ved galopbanen, hvor der er en sø, på kanten i det høje græs. Jeg var helt forstenet. Ude i søen er der en ø, og derinde fik jeg øje på en stor kronhjortehun, som lå og fødte en hvid kalv, og det var altså... det var så mærkeligt.

LÆS OGSÅ: Ulla Terkelsen: "Man får en masse hug i livet – og så rejser man sig igen" 

– Sommeren gik med at få ryddet op, solgt huset, aflivet hunden og sagt farvel til mor. Det var virkelig en Ground Zero. Og så det der kæmpe sorgarbejde. Jeg var 21 år og havde mistet begge mine forældre, så jeg var jo rasende på Gud i perioden derefter, nægtede at sætte mine ben i hans huse, fordi jeg virkelig syntes, det var en stor uretfærdighed. Og sorg er jo bare noget, der ender med at isolere dig, der er ikke nogen vej udenom, for andre mennesker kan ikke holde ud, at sorgen tager så lang tid at bearbejde.

– Men det fine ved sorg er også, at når man virkelig er nede og bide i græsset, kan man på en eller anden måde blive transformeret ind i en stemning af, at det jo dybest set er fantastisk, at græsset overhovedet gror, og at man er her til at opleve det. Måske er det bare min funktion at være til stede i livet og se, hvad det byder mig. Livet begynder som et mirakel – at det lige var dig ud af alle de millioner af sædceller, der vandt. Og hvis der er en mening med det hele, er det måske, at livet i sig selv er det hele værd. Alle opturene og nedturene, glæderne og sorgerne, succeserne og kampene, det er alt sammen noget, du får ud af at være i livet. På den måde gav min mors død mig en form for ydmyghed overfor, at jeg overhovedet er her. Det kan ikke nytte noget, at man kun vil skumme fløden, for livet er det hele, både fløde og lort. Og en gang imellem skal der spises op.

Da jeg overlevede skilsmisse nummer to - Tanzania, januar 2013
– Hver eneste aften lå jeg på drømmesengen under åben himmel og stirrede op i den der fuldstændig fantastiske, afrikanske stjernenat. Måske var det, fordi jeg var tættere på ækvator, eller fordi der intet kunstigt lys var i nærheden, men stjernerne virkede større og tættere på mig end hjemme i Danmark. En aften så jeg otte stjerneskud. Til sidst kunne jeg slet ikke ønske mere, men så ønskede jeg bare det samme som før. Her lå jeg hver eneste aften i syv uger. Og gloede. Ved min strandhytte i Tanzania lige ud til Det Indiske Ocean, indhyllet i den lune havbrise i mørket, og hold kæft, det var godt.

– Det er cirka tre år siden i dag, og jeg var lige kommet ud af min skilsmisse nummer to. Det var fra min mand gennem ti år, trommeslager Jesper Rytkov, og før ham havde jeg dannet par med Kim Kidholm i 23 år. Mine forhold har altid overlappet hinanden, så siden jeg var 17 år gammel, har jeg ikke prøvet at stå uden en mand. Det var ikke med min gode vilje, at Jesper og jeg skulle skilles. Generøsiteten forsvandt langsomt, småligheden tog over, og da jeg midt i en svær samtale spurgte, om han hellere ville være fri for mig, og han svarede, "ja," døde en lille del af mig. Det er jo en ordentlig én på selvtilliden at blive gået fra, så jeg røg ud i en krise, hvor jeg tænkte "Jeg må væk. Jeg må gøre noget".

Så jeg tog orlov, rejste til Tanzania, kiggede på stjerner og skrev en bog. Det var så paradisisk – med en kæmpe terrasse lige ud mod havet med palmer og masser af bougainvilleaer i haven. Fire søde unge, lokale mennesker servicerede mig, jeg fik en hverdag op at køre og havde pludselig en eller anden form for lille familie der, og det var virkelig det, jeg havde brug for.

Der er noget meningsbærende i at elske nogen, så jeg var rigtig ked af min skilsmisse, og det bliver ikke nemmere at opfinde dig selv, jo ældre du bliver. Men det var jeg ligesom nødt til. Jeg var vant til at have en at spejle mig i, og jeg synes virkelig, det har været noget af en nød at knække at komme ud på den anden side af det og for første gang i mit liv prøve at passe på mig selv for min egen skyld. Også på det helt jordnære plan: Sørge for at få noget at spise og bare tage mig af mig selv, det har jeg aldrig været særligt god til. Slet ikke når der ikke var nogen, jeg kunne gøre det sammen med eller for. Det prøver jeg at lære nu, og jeg bliver bedre og bedre til det. Men man er aldrig stærkere, end at man kan blive væltet omkuld igen. Sådan er det at elske nogen. Det er jo sårbart.

– Jeg synes endelig, det er begyndt at blive lidt sjovt at være alene. Og jeg har sådan en fornemmelse af, at fra nu af begynder det hele at gå lidt fremad. Der er meget, jeg skal lære, og det er ikke en ubetinget nem alder at lære det i. Jeg gider jo ikke gå i byen og score, som da jeg var yngre, så foreløbig er jeg sådan "Man vælter vel ind i ham, når det sker." Jeg håber bestemt, der venter mig et nyt kærlighedseventyr, men rejsen til Afrika var første step til at finde mig selv. Og jeg føler, jeg fandt min indre jungle-beach-woman og opdagede, at jeg også er noget i mig selv. Det vidste jeg ikke nødvendigvis før. Man mister jo sig selv, når kærligheden går i stykker, det er et selvtab af dimensioner. Og det var ligesom der – det sted i Afrika via de fire unge afrikanere og den der Mother Earth-feeling – at jeg begyndte at finde mig selv. Her lærte jeg at trække vejret ned i maven igen.

Da jeg udgav min bog - Politikens Forlag, 30. oktober 2013
– Stemningen var uhøjtidelig og løssluppen. Der blev drukket så meget vin, at min redaktør fra Politikens Forlag, Mette Weyde, flere gange måtte hente ekstra forsyninger, for det var et festligt folkefærd, der var dukket op til min bogreception. Benedikte Hansen, Niels Hausgaard, Birthe Kjær, Silas Holst og mange flere. Dagen sluttede af med, at de 20 nærmeste kom hjem og spiste indisk mad hos mig. Jeg var virkelig glad, virkelig på toppen, for det var en kæmpe, fucking forløsning at få ud-givet min selvbiografi. Meget skelsættende.

– De første noter skrev jeg under mit ophold i Tanzania og resten i mit sommerhus i Danmark. Man skal ikke forveksle kunst med terapi, men det har alligevel været en terapeutisk nådegave, for jeg blev tvunget til at gennemleve alt igen og få det formuleret. Få det renset. Mine forældre døde jo tidligt, så jeg har på en eller anden mærkelig måde skyldt dem at skrive bogen. Nu behøver de ikke leve inden i mig, nu lever de der på siderne. I det hele taget har jeg haft mit at slås med gennem livet, så at kunne smække bogen på bordet og sige "Bang! Nu er min fortid altså fortid", det har været rensende, og jeg kan mærke, at det er en bog, andre også kan bruge til noget. Mange fremmede folk henvender sig og takker mig for, at bogen har givet dem et spark i røven.

– Jeg har en fornemmelse af, at jeg står et nyt sted i mit liv nu. Jeg ved bare ikke, hvor det peger hen. I en alder af 54 år står jeg sådan lidt nyfødt og er virkelig spændt på, hvor jeg er om tre år. Jeg har fået udgivet en bog, jeg har overlevet endnu en skilsmisse. Og jeg er dybest set glad.

LÆS OGSÅ: Pernille Højmark: "Det var min mest krævende rolle"